For tiden går jeg kaihogyo eller, med et andet navn, kokorodo (begge dele er udendørs gående meditationer af en vis længde) så ofte min tid tillader det. Det er en praksisform jeg elsker, dels fordi det er vidunderligt at overgive sig til det der sker, når man bare sætter den ene fod foran den anden, dels fordi jeg under kaihogyo virkelig får lejlighed til at få demonstreret hvor uregerligt mit sind er! I traditionel kaihogyo går man med et mantra. Det er der en grund til, har jeg fundet ud af :). Jeg kan sætte ud med nok så mange gode intentioner om at være tilstede i alt der er, blot opløses i rutens nærvær - men uanset hvad, så går der sjældent mere end et par minutter, før jeg ganske enkelt er ude at gå tur; dagdrømmer, halvsover, tuller afsted i min egen lille verden... Så klog af skade går jeg nu kaihogyo efter det traditionelle mønster: den ene fod foran den anden, og et mantra til at beskytte sindet.
Hvis du har lyst til at deltage i en snak om kaihogyo eller andre former for gående meditation, kan du gå ind på Buddhistisk Forum.
