mandag den 29. april 2013

eSangha


Igennem de sidste 13 år har jeg regelmæssigt afholdt sanghamøder. I perioder har der været to eller tre møder om ugen, andre gange har der kun været et enkelt møde hver anden uge. Når jeg ser tilbage, tænker jeg at det har været godt anvendt tid. Jeg har lært en masse, og det er der forhåbentlig også andre der har. Vi har haft hyggelige stunder, grint en masse, mødt udfordringer af alle slags, og vi har haft et stærkt fællesskab der har båret os igennem det hele.

Det sidste års tid har jeg imidlertid ofte følt at det pres disse møder lagde på resten af mit liv – blandt andet mit familieliv – har været tungt. Jeg har nok, op igennem årene, forestillet mig, at det ville blive nemmere med tiden, men det er altså ikke sket. En del af forklaringen kan givetvis findes i at mit liv er et meget omskifteligt, lidt rodet liv. Jeg elsker at livet er omtumlet, men det gør det svært at opbygge faste vaner, i hvert fald af den slags som kræver andres deltagelse.

For nylig besluttede jeg så, til dels fordi mit privatliv igen tog en ny, spændende drejning, at stoppe tirsdagsmøderne i Lotus Sanghaen. Det var ikke nogen nem beslutning, men da først tanken var tænkt, var jeg faktisk ikke i tvivl om at det var det rigtige at gøre.

Der vil naturligvis stadig være Tendai-møder i København, Odense, Randers (om end Randers-møderne nok også står foran en forandring) og Ålborg, og der vil også stadig være mindst to årlige retreats i Slagslunde.

Jeg kan selvfølgelig ikke undvære min sangha! Uden en sangha vil jeg alt for nemt falde i den velkendte fælde, hvor ens praksis i stadigt stigende grad bliver brugt til at bekræfte én i, hvor fortræffelig man er, helt indtil det punkt hvor beslutter at droppe alle former for spirituel praksis overhovedet, da man jo tydeligvis allerede er, om ikke i mål, så i hvert fald så godt på vej at yderligere anstrengelser er nyttesløse ;).

Derfor starter vi en Tendai eSangha; et virtuelt fællesskab, hvor der vil være fællesmeditationer, sanghamøder, læsekredse og studiegrupper – fuldkommen som i vores almindelige sangha. eSanghaen får også et tempel, om end det bliver et virtuelt et af slagsen. Hvis du har lyst til at besøge os, kan du kigge ind i vores hondo, bibliotek eller stue (hvor der altid er mulighed for en hyggelig, uformel snak) på www.tendai.dk/e-sangha.

søndag den 14. april 2013

Opdragelse

Jeg tænker stadig jævnligt tilbage på den spændende diskussion vi havde på sanghamødet for efterhånden ret lang tid siden - diskussionen om hvorfor det var så forfærdeligt at se folk opføre sig på måder, som man mente var til skade for andre / fællesskabet.

Det der bliver ved med at røre sig, er hele ideen om at 'opdrage' på andre. Mine børn er efterhånden blevet store, og i virkeligheden har jeg fået mere end nok af at opdrage på nogen - hvorfor er det så, at jeg stadig fra tid til anden mærker trangen til (eller måske snarere 'behovet for' - sådan føles det i hvert fald som regel i situationen) at opdrage?

Jeg har prøvet at kontemplere selve konceptet 'opdragelse', og det har været spændende og lærerigt. Jeg kan endnu ikke helt slippe opdrager-trangen, men jeg kan da lært mig selv nogen spilleregler. Før jeg kaster mig ud i at dele min uovertrufne visdom om hvordan livet bør leves, hvis man er ordentlig, så gennemgår jeg en lille, ultrakort tjek-liste, hvor jeg spørger mig selv:

1) Hvor vigtigt er det for mig, at denne person bliver overbevist om at jeg har ret; at min måde er den bedste?

2) Hvor sandsynligt er det, at jeg lykkes med min mission; at vedkommende vil komme ud som et nyt og bedre menneske?

Det har ledt til, at jeg som regel stopper ved impulsen...

fredag den 5. april 2013

Forandring, kontrol og glæde


Livet er i konstant forandring. I skrivende stund er mit liv ved at ændre sig på den meget iøjnefaldende måde – min svigerdatter er ved at føde mit første barnebarn, og lige om lidt er jeg nogens farmor.

Det er ubegribeligt stort. Jeg har hørt at børnebørn er livets dessert. Jeg ved ikke helt – måske er det snarere belønningen for at jeg undlod at æde mine egne unger i sin tid J. Sikkert er det, at jeg glæder mig!

Med dette nye menneskes ankomst, åbnes der helt nye muligheder for begær. Nu kan jeg begynde at ønske at spunken (forhåbentlig får hun snart et rigtigt navn…) må få et dejligt liv; at hun må leve trygt og lykkeligt, og at hun aldrig finder på at komme for sent hjem / blive ked af det / komme til skade / … / …

Men hov. Buddhister må da ikke føle begær, vel? At invitere begærets hornede skikkelse indenfor i sit liv er da den direkte vej til at blive en virkelig dårlig buddhist, og det er der jo ingen der ønsker. Gode buddhister arbejder med at begrænse deres begær – i hvert fald de af begærene som man, efter moden overvejelse, bedømmer som forkerte og skadelige.

Det er hvad jeg ofte hører, men jeg tænker lidt anderledes om det. Jeg tænker at en bedømmelse af begær, en sortering af dem i ’gode’ og ’dårlige’, er overflødig – et symptom på, at man ligger under for en illusion om, at oplevelser kan eller skal kontrolleres. Jeg tror det er langt bedre at bruge sine kræfter på at undersøge begærets natur. Når man ser sandheden om begær, opløses de af sig selv, helt uden arbejde, uden tvang, kontrol eller bedømmelser. Så bliver det nemlig tydeligt, at det er begær der skaber smerte.

Det der gør en forskel, er den direkte erfaring; ikke den teoretiske viden.

Og nu vil jeg vente på godt nyt fra den lille familie!