søndag den 24. marts 2013

Opdragelse

Jeg vender stadig jævnligt tilbage til tankerne fra forrige uges sangha-møde: Fortællingen om Øldåsen, som det fremover skal hedde i mit hoved.

Det er gået op for mig, at en af grundene til, at jeg ikke umiddelbart gider at gøre det fornuftige, at løse problemet (samle dåsen op), uden at gøre det større, er at der er en masse på spil for mig.

Jeg vil nemlig rigtig gerne lære andre, hvordan de bør administrere deres liv. Jeg er helt vildt god til at styre andres liv. Det hænger nok lidt sammen med, at alle andre - alle, undtagen mig - bærer deres karma uden på tøjet, så det er dejligt nemt at se hvad de har brug for :).

Hvis jeg bare løser problemet, stille og udramatisk, så går jeg jo glip af en oplagt lejlighed til at opdrage på fællesskabsødelæggeren; at omvende en synder. hvem skal fanfaren så lyde for, hvis ikke jeg viser det slette asociale væsen lyset??

Efterhånden har Fortællingen om Øldåsen udviklet sig til en så interessant kontemplation, at jeg konstant er på udkig efter øldåse-situationer, hvor jeg kan øve mig, og samle endnu mere stof til mine overvejelser!

lørdag den 16. marts 2013

Katastrofetanker og stolthed

Vi havde et virkelig godt sanghamøde her i Slagslunde i tirsdags. Ad pudsige omveje kom vi til at tale om de følelser der kan opstå i én, når man ser andre blæse højt og flot på fællesskabet. Et af de konkrete  eksempler var at man kommer gående ned ad gaden, og ser en fyr tømme sin øldåse, krølle den sammen, og smide den fra sig. Personen der gengav denne oplevelse, fortalte om en strøm af følelser der opstod i kølvandet på oplevelsen - følelser som han havde formået ikke at agere udfra, men som ikke desto mindre var sprunget op i hans sind.

Af en eller anden grund kunne jeg ikke få hans historie ud ad hovedet. Den blev ved med at dukke op igen og igen; da jeg skulle sove, næste morgen under min morgenchant, og igen da jeg gik min meditation udendørs senere på dagen. Til sidst besluttede jeg at undersøge sagen nøjere: hvad var det, der i den grad fangede min opmærksomhed? Jeg kunne jo nemt følge hans reaktion på oplevelsen, og var sådan set også fuldkommen enig i hans valg om ikke at tilføje vrede (i form af en skylle af bebrejdelser) til situationen - både fordi vrede for mig at se altid er et tåbeligt valg, men også fordi jeg ikke tror på, at det ville have ændret noget som helst.

Da jeg kiggede nærmere på situationen, kunne jeg se at jeg reagerede med at blive vældig såret og fornærmet over at se hvad jeg forestillede mig var en person som tydeligt demonstrede ligegyldighed overfor vores fællesskab. Efterhånden som jeg lod følelsen udfolde sig, kunne jeg se hvordan jeg oplevede at han hånede 'mig' og 'mit' (mit fællesskab!), ved bare at smide skrald på gaden.

Katastrofetankerne lurede lige om hjørnet: hvis jeg valgte at betragte situationen med ophøjet ro, ville han jo også smide sit skrald næste gang der var noget han havde brug for at komme af med - og tænk hvis vi alle bare gjorde det?!!!? Hvordan ville der så komme til at se ud? Puha... nej, rolig overbærenhed var bestemt ikke den optimale løsning (i hvert fald ikke i mit gennemførte katastrofe-scenarie). Omvendt så kunne jeg heller ikke forestille mig en situation hvor jeg fik ham overbevist at det var bedst at samle øldåsen op og putte den i en skraldespand.

Endelig fik jeg den lyse ide at lægge mine fornemmelse af svigt og hån til side, og prøve at finde ned til det egentlige problem. Da jeg først havde fået ideen, tog det ikke lang tid at isolere 'probemet' til - en øldåse. Hverken mere eller mindre. Og da jeg kunne se øldåse som øldåse, var det ret indlysende hvad det optimale valg ville være: at bukke mig ned og samle øldåsen op.

Og så var problemet løst!? Nej, det var det selvfølgelig ikke. Nu kom der nemlig endnu en storm af følelser, og denne gang var det ikke katastrofetanker, men mit ego der var blevet voldsomt såret. Jeg minder lige om, at det hele altså stadig bare var et tankeeksperiment - ingen dyr eller mennesker var blevet skadet under dette eksperiment ;). Jeg kunne slet ikke bære tanken om at JEG skulle bøje mig efter en andens øldåse. Med mit intellekt kunne jeg sagtens se, at det var den perfekte løsning på problemet (som jeg, i parantes bemærket, lige minder om var... en øldåse) var at jeg selv tog ansvar for at fjerne det - men følelsesmæssigt kunne jeg slet ikke rumme ideen.

På sanghamødet havde vi talt om, at det var svært at finde ud af hvad man bedst kunne gøre i sådan en situation, hvilket valg der hverken isolerede en på en imaginær lyserød sky, eller påførte en selv og andre dukkha i form af vrede. Nu har jeg fundet løsningen - den var langt mere simpel end jeg havde bildt mig selv ind - og efterhånden tror jeg også godt jeg ville kunne holde ud at omsætte den i praksis. Det er jo bare at bukke mig ned og samle dåsen op :)

lørdag den 9. marts 2013

Randers Ekayana Sangha

Jeg er lige kommet hjem fra et besøg i Randers Ekayana Sangha (lige kommet hjem, og allerede taget videre til Stockholm...), som jo har fået et fast tilholdssted i form af en skøn hondo i Senshins hjem.

Det var en rigtig god oplevelse at være derovre i det jyske. Sanghaen har efterhånden eksisteret i en del år, men det er helt tydeligt at den har ændret karakter siden den har fået sit eget sted. Indtil indvielsen af hondoen i sommer, levede Ekayana Sangha en temmelig omtumlet tilværelse i lejede og lånte lokaler. Der sker noget med gruppedynamikken når en sangha får egen hondo - selvfølgelig. En sangha består jo af mennesker, og mennesker er helt anderledes når de er hjemme, i forhold til når de er på besøg. Jeg synes ofte at 'hjemløse' sanghaer forekommer mere sårbare, og de er som regel også meget mere afhængige af en enkelt person. Det virker tit som om folk er meget mere indstillede på at gå ind og tage et aktivt ansvar i fastboende sanghaer, i stedet for at 'gå til buddhisme hver mandag'.

Det var tydeligt for mig at Ekayana Sangha er blevet voksen; gruppen har fundet sin egen tone og stemning, og folk var tydeligvis glade, både for hinanden, og for gruppen som helhed. Det er en meget aktiv sangha som mødes hver uge, og som også er begyndt at dele længere forløb. For nylig havde de en halv dags serie af forskellige praksisser, der havde det tilfælles at de alle var relateret til Amida Buddha.

Jeg er taknemmelig for den åbne og venlige modtagelse jeg fik, og glæder mig til at praktisere med de gæve jyder igen!