Opdragelse

Jeg vender stadig jævnligt tilbage til tankerne fra forrige uges sangha-møde: Fortællingen om Øldåsen, som det fremover skal hedde i mit hoved.

Det er gået op for mig, at en af grundene til, at jeg ikke umiddelbart gider at gøre det fornuftige, at løse problemet (samle dåsen op), uden at gøre det større, er at der er en masse på spil for mig.

Jeg vil nemlig rigtig gerne lære andre, hvordan de bør administrere deres liv. Jeg er helt vildt god til at styre andres liv. Det hænger nok lidt sammen med, at alle andre - alle, undtagen mig - bærer deres karma uden på tøjet, så det er dejligt nemt at se hvad de har brug for :).

Hvis jeg bare løser problemet, stille og udramatisk, så går jeg jo glip af en oplagt lejlighed til at opdrage på fællesskabsødelæggeren; at omvende en synder. hvem skal fanfaren så lyde for, hvis ikke jeg viser det slette asociale væsen lyset??

Efterhånden har Fortællingen om Øldåsen udviklet sig til en så interessant kontemplation, at jeg konstant er på udkig efter øldåse-situationer, hvor jeg kan øve mig, og samle endnu mere stof til mine overvejelser!