tirsdag den 31. januar 2012

Tid

Tid er et begreb der er blevet diskuteret indgående i den buddhistiske tradition – mest interessant nok hos Nagarjuna og Dogen. Dette indlæg handler dog ikke om teoretiske overvejelser omkring tid, men om en af de meget konkrete måder tid manifesterer sig på.

Min lille baby har nemlig fødselsdag. I 1991 mødte jeg første gang Oliver, min mindste søn. Han var lille bitte, og jeg følte – og føler – mig meget privilegeret over at få lov at tage del i hans liv. Tiden syntes nærmest at stå stille når jeg sad med ham. Tid kan ikke findes i sådanne øjeblikke, eller i nogen øjeblikke overhovedet, for den sags skyld.

At tid er en reel faktor kan jeg til gengæld se, når jeg betragter den prægtige unge mand, der står foran mig nu. Det er næsten ikke til at forstå at det lille spædbarn er blevet til en voksen mand, og behøver jeg heldigvis heller ikke. Jeg kan nøjes med at kigge ind i hans øjne igen, og mærke at tid ikke findes.

tirsdag den 24. januar 2012

Making Space: Creating a Home Meditation Practice

Jeg har læst Thich Nhat Hanhs nyeste bog, ‘Making Space: Creating a Home Meditation Practice’. Jeg er egentlig ikke helt sikker på, hvorfor jeg læste den, for jeg har faktisk kun været begejstret for en enkelt af de mange bøger jeg har læst af ham – og jeg må da også tilstå, at jeg blev skuffet. Det betyder dog ikke at der er tale om en dårlig bog, men bare at jeg tydeligvis ikke er i målgruppen.

Læs den, hvis du lever i en familie som er fælles om en spirituel praksis – eller hvis du bare er nysgerrig. Det er under alle omstændigheder hurtigt gjort, da der er tale om en lille bitte bog, eller måske snarere et (alt for dyrt – 79 kr.) hæfte.

onsdag den 18. januar 2012

Hvor svært kan det være?

Gør intet ondt,
gør alt hvad der er godt,
rens dit sind.
Dette er alle Buddhaers lære.


Såre simpelt...

torsdag den 12. januar 2012

Buddhas veje af Peter Elsass

Jeg har lige læst bogen ’Buddhas veje’, den vil jeg gerne anbefale. Den har, som alle andre bøger, sine svagheder – men dens styrker opvejer dem fint, og den er et godt supplement, især til dem som foretrækker at læse på dansk.

Den gør grundigt op med buddhismen som et redskab i den fremstormende wellness-bølge, og får gjort det helt klart at buddhistisk meditation ikke handler om et hurtigt mindfulness-fix. Forfatteren kender buddhismen indefra, og slår helt fast at målet ikke er stress-reduktion eller afslapning, men der imod indsigt i altings sande natur, på godt og ondt. Den trækker gode linjer fra de klassiske buddhistiske tekster til moderne psykologi, og udpeger meget præcist forskelle og ligheder. Forfatteren formår at være loyal overfor begge systemer, selvom han klart påpeger at de egentlig er uforenelige på grund af deres helt forskellige mål. Hvor moderne psykologi især handler om at 'få det godt', handler buddhismen om indsigt - ikke om at stræbe efter begær-opfyldelse.

Et afsnit jeg holder meget af, er det hvor de Fire Uendelige Dyder gennemgås. Særligt 'compassion' beskrives utroligt fint, og det fremhæves at 'compassion' ikke er at styrke sine tilknytninger ved at udvikle en sorg eller indignation på andres vegne, men snarere at se andres lidelse og ønske at de må blive fri af lidelse og lidelsens årsager - en vigtig skelnen!

Mine forbehold går blandt andet på den lidt pudsige opfattelse af Selvet der bliver givet udtryk for, blandt andet i følgende udsagn: ” I buddhismen er selvet ikke kun en størrelse, som bliver til mellem os, men er en dannelse, som eksisterer, inden vi fødes i en uendelig række af genfødsler”. Dette tilsyneladende forudeksisterende (evige??) 'selv' mener jeg kommer ganske nær det ’Selv’ Buddhaen netop udfordrede os til at undersøge nærmere. Jeg gad godt vide, om dette ’selv’ skal findes i skandhaerne, udenfor skandhaerne, eller et helt andet sted?

Bogen byder også på nogle besynderlige oversættelser af begreber fra sanskrit til engelsk, men ikke videre til dansk. Det gælder for eksempel ord som compassion, enlightenment og buddhahood, som jeg slet ikke kan se, er mere forståelige på engelsk end på dansk. Der er også nogle tilfælde af sammenblanding af pali og sanskrit, men det generer nok kun den virkelig nørdede læser...

Endelig tænker jeg at bogen giver en, efter min mening helt skæv, fortolkning af buddhistisk praksis, når den fortæller os, at en person ”gennemlever forskellige faser ved at gå den såkaldte ’ottefoldige vej’”. Uanset hvordan jeg kigger på den ottefoldige vej, kan jeg ikke få øje på, at vi har at gøre med elementer som udgør en fremadskridende vej. Jeg kan slet ikke se, at man skulle kunne sætte kryds ved ’Ret Syn’, og derefter – og først derefter – kunne gå videre til ’Ret Tanke’. Alle elementerne understøtter hinanden gensidig sammenhæng, og man bliver ikke færdig med ét af dem, før man er færdig med dem alle.

Jeg vil helst klart anbefale at bogen bliver læst, men endelig ikke som en ’grundbog i buddhisme’ – hvad den da heller ikke giver sig ud for! Den skal læses EFTER en grundbog, som et supplement til den, hvor den kan tjene til at uddybe forståelsen af samspillet mellem øst og vest; mellem traditionel, asiatisk buddhisme og den vestlige buddhisme der er under stadig udvikling.

fredag den 6. januar 2012

Bodhicaryavatara

I år skal vi læse Shantidevas dejlige værk, Bodhicaryavatara, sammen i sanghaen. Det er et værk jeg sætter umådeligt højt. Jeg mødte det første gang under mine studier på Sunderland University, hvor Peter Harvey introducerede det i forbindelse med vores studier af Mahayana buddhismen, og skønt jeg måske ikke umiddelbart faldt pladask for det, blev det dog ved med at hjemsøge mig. Med tiden udviklede jeg en enorm glæde ved Shantidevas dybtfølte ord og lavpraktiske anbefalinger, og på et tidspunkt oversætte jeg endda værket til dansk (resultatet kan købes i Tendais webshop på www.tendai.dk).

Vi vil læse et par vers hver anden tirsdag, og tale om hvad versene betyder – eller kan komme til at betyde – i vores liv. Jeg håber at rigtig mange vil have lyst til at være med på denne rejse gennem et magisk digterværk, og få ligeså stor glæde af det, som jeg har haft.

Vel mødt!