lørdag den 8. september 2012

31 dage er gået!


Så er de 31 dage i min 'efter-ferie-udfordring' gået, og de har været interessante på flere måder. Jeg har nydt at have den ekstra støtte som faste rammer giver, selvom der helt ærligt også har været dage hvor det har virket nærmest umuligt at finde tiden.

Jeg tror, at grunden til at den slags udfordringer fungerer så godt for mig, er at de hjælper mig med at tage valget ud af situationen. Jeg lever, ligesom alle andre, et liv der er om ikke travlt, så i hvert fald fuldt. Jeg har endnu ikke mødt nogen som havde en masse tid liggende rundt omkring fordi den var 'til overs', og det er helt sikkert at der ikke ligger ekstra-tid og flyder her hos mig ;). Vi fylder jo allesammen vores liv, og derfor kan være noget af en udfordring at få gjort plads til sin buddhistiske praksis, uanset hvor vigtig man godt ved den er, sådan rent intellektuelt. 

Hvis jeg laver en aftale med mig selv om eksempelvis 31 dage med 31 minutter, så er aftalen lavet. Så behøver jeg ikke overveje hver eneste dag om jeg mon gider meditere lige nu; valget er truffet én gang for alle. Og efter en periode med regelmæssig praksis har jeg fået retableret min gode vane med at sidde hver dag, helt uden at tænke nærmere over, om jeg mon gider eller ej.

lørdag den 1. september 2012

Retreat


Tendai holder et enkelt retreat mere i år, d. 23.-25. November, hvor jeg endnu engang får fornøjelsen af at undervise en flok entusiastiske praktiserende. Et afholde et retreat er utroligt inspirerende for min egen praksis, både før retreatet, hvor min praksis nødvendigvis må intensiveres for at jeg kan være ordentligt forberedt, under retreatet, hvor jeg får lejlighed til at sidde igennem med en masse andre, og efter retreatet, hvor den dedikation jeg har set fra deltagerne, betyder at min egen praksis bliver lettere og
mere glædesfyldt.

Dette retreatets tema bliver ’Lykke’. Hvad betyder lykke i buddhismen; er den et mål i sig selv, og findes der værktøjer til at fremelske den? Kom og vær med til denne spændende undersøgelse, som kommer til at foregå på en meget håndfast, praktisk måde.

Retreatet bliver struktureret lidt anderledes end vi plejer at gøre det; meget vil være genkendeligt, men der kommer visse markante ændringer. Hovedvægten vil naturligvis stadig ligge på meditation, både fælles og hver for sig. Vi vil stadig have afsat tid hver dag til personlig praksis og refleksion, og der bliver rig mulighed for både at stille spørgsmål til doshu og soryo, og for at udveksle erfaringer alle deltagerne imellem. Noget af det vi har besluttet at ændre, er at måltiderne denne gang ikke vil blive indtaget i stilhed. På dette retreat ønsker vi at fremme ret tale, og måltiderne er et godt sted at øve sig. Vi finder det også væsentligt at give masser af plads til erfaringsudveksling, retreatets tema taget i betragtning, så der er sat god tid af til dette formål.

Mød op og vær med – det bliver helt sikkert en enestående oplevelse, på den ene eller den anden måde! Du kan finde mere information om pris, tilmelding osv på www.tendai.dk (under ’næste arrangementer’).