onsdag den 22. august 2012

Kaihogyo

I går havde vi, i anledning af det skønne vejr og de lyse nætter, udskiftet den sædvanlige shikan meditation til sanghamødet med en kaihogyo. Kaihogyo er en praksisform som er specifik for Tendai, og som naturligvis har rødder på Hiei bjerget i Japan. Templet er hjemsted for kaihogyo-munkene, som er munke der har forpligtet sig til en 12 årig praksis hvor hovedvægten er på lange gående meditationer, en art pilgrimsfærd, kaldet kaihogyo. Disse munke går hvad der svarer til 1-2 maraton om dagen - under omstændigheder man knap nok fatter. Prøv evt at søge på youtube efter 'Marathon Monks of Mt, Hiei'; der ligger et par gode film om dem.

Kaihogyo i Danmark er noget lidt andet ;). Først og fremmest er det en kortere tur, langt mindre strabadserende, og endnu ikke nær så grundfæstet i traditioner som den japanske - men det er stadig i bund og grund den samme praksis: en vandring som på én gang er en pilgrimsfærd, gået i taknemmelighed og ærefrygt, og en meditation. Vi vandrer fra sted til sted, chanter vores mantraer, og ærer altings sande natur. I går var det dog lidt småt med mantraerne, da vi valgte ikke at stoppe undervejs, på grund af skovenes sensommer velsignelse: myggene...

Jeg har ikke gået kaihogyo i et stykke tid, men hvor var det dejligt at genopdage denne praksisform, som tidligere afgjort har været totalt yndligspraksis!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar