Begær og tilknytning

Jeg får med jævne mellemrum et pudsigt spørgsmål. Det knytter sig altid til situationer hvor jeg på den ene eller den anden måde udtrykker et ønske: gid min unge dog snart ville komme hjem / bare det bliver godt vejr på lørdag / jeg ville ønske min mor ville blive rask. Hvis jeg er i selskab med folk som ikke kender mig, kommer spørgsmålet så.

”Jamen du er da buddhist, så jeg troede ikke du havde nogen tilknytninger??”

…

Hvis jeg høfligt forklarer, at en buddhist såmænd er meget lig andre mennesker (for så vidt som ’andre mennesker’ er lig hinanden), og at der ikke, ved erklæringen ’jeg er buddhist’ på magisk vis tilføjes en ekstra komponent som udraderer tilknytning, følger variationer over temaet ”…men jeg troede at buddhister ikke måtte have begær eller tilknytninger”.

Begær og tilknytning er en del af den menneskelige præmis. De forsvinder ikke bare fordi vi gerne vil have det, eller fordi vi tror på, at de forårsager lidelse. De forsvinder slet ikke af at vi dømmer dem forbudte. Tværtimod. De forsvinder, helt af sig selv, når vi ved selvsyn erkender sandheden om dem, men det er opgave som vi kan gøre unødvendigt svær ved ikke at ville se dem i øjnene. Det er nemlig vanvittigt svært at erkende sandheden om noget som er så forbudt, at vi med Maras vold og magt skal lade som om det ikke findes i os.

Jeg kan godt mærke dukkha; mærke smerten ved adskillelse fra dem jeg elsker, irritationen over regnvejr til min havefest, og ængstelsen over min mors sygdom. En dag (hvornår som helst; gerne snart!) vil jeg måske også kunne se sandheden om dukkha. Indtil da vælger jeg ikke at være flov over min menneskelighed. Jeg vil nyde det der skal nydes, og lide det der skal lides – helt uden skinhellighed. Alternativet: at lade tilknytning vokse, ved at tilføje tilknytningen til at (foregive at) være utilknyttet, tiltaler mig nemlig slet ikke.