Kultur og familie

Mange af de traditionelle metta-meditations instruktioner starter med at man sender metta til sin mor. Det gør man for at starte et nemt sted; starte et sted hvor det er indlysende nemt for den mediterende at mærke kærlighed.

Sådan underviser jeg efterhånden sjældent i metta-meditation, fordi jeg gennem årene har set folk blive enormt anstrengte, og bagefter har hørt dem fortælle at det altså var vældig svært at starte med mor, fordi de har haft et eller andet problem med deres mor. I Danmark (vist i Vesten generelt) er det blevet almindeligt at give 'mor' skylden for stort set alle vanskeligheder og følelsesmæssige mangler vi måtte lide under. Utroligt egentlig, at der stadig er kvinder som orker at binde an med moderskabet ;)

Udfra ovennævnte meditationsinstruktioner giver det nærmest sig selv, at man i de traditionelle buddhistiske kulturer har en helt anden tilgang til konceptet 'mor'. Der anerkender man, at det at blive mor forandrer et menneske på en helt gennemgribende måde. Før man bliver mor (og formentlig gælder dette også fædre, men de nævnes sjældent i de traditionelle tekster) drejer hele ens liv sig om en selv - men når først man har fået et barn, skifter fokus: nu er det altid barnet der kommer først. Ens første og vigtigste prioritet bliver at beskytte dette barn, at nære det og give det omsorg, så godt man nu engang kan. Ikke alle mødre (om nogen overhovedet?) er i stand til at løse en så vidtrækkende opgave på en 100 % tilfredsstillende måde, men fælles for dem alle er, at de prøver. Deres verdensbillede er ændret; de har opgivet den egoisme, den egocentrerede synsvinkel, som vi ellers normalt lever fra. Derfor - og ikke fordi hun er 'perfekt' - sætter man i buddhismen sin mor så højt.

For nylig besøgte jeg Brasilien, og fra mit møde med brasilianerne fik jeg det indtryk, at deres opfattelse af mor er den samme som i de buddhistiske kulturer: alle syntes at værdsætte deres mor på en helt grundlæggende facon - selv de som kunne fortælle at de havde visse problemer med deres mødrende ophav. Det lod til, at deres kultur gav dem mulighed for at skelne mellem en grundlæggende respekt for en mors indsats, og en idealiseret ide om Den Perfekte Mor der til alle tider formår at dække ethvert barns behov på fuldkommen vis.

De er heldige, synes jeg, de mennesker som mestrer denne skelnen. De har nemlig mulighed for at nyde en dybtfølt taknemmelighed, uden at lade sig forstyrre af romantiske billeder af hvordan mor burde have været...