Gyo

At være 'præst'* i Tendai er en livslang forpligtelse. En af forpligtelserne er at deltage i den årlige gyo; præstetræning. Hvert år mødes alle præster (vi kalder os 'doshu' og 'soryo', afhængigt af hvor langt i forløbet vi er kommet) fra lande udenfor Japan til en fælles træning. I to uger arbejder vi intenst sammen, og øver de færdigheder vi har brug for i vores daglige virke.

Umiddelbart kan det være svært at få øje på, at der er tale om træning som kan bruges i vores hverdag.  Når man oplever det første gang, minder det mest af alt om en slags militær boot-camp: vi stormer rundt og presses til det yderste, både fysisk og psykisk - det ser ærligt talt ikke særlig buddhistisk ud, i hvert fald ikke med vestlige øjne ;). I vesten har mange en opfattelse af buddhismen som en rolig, indfølende og indadvendt religion, men det siger mere om vestlig romantik end om buddhismen.

Som buddhister har vi et stort mål: alle levende væsners frihed og lykke. Det opnår man ikke ved at sidde fredsommeligt på en pude! Det kræver generøsitet (for at få ALLE med), disciplin (for det er ikke altid sjovt), ihærdighed (det er jo en ret stor opgave...), tålmodighed (både med en selv, opgaven og andre), koncentration (for at kunne blive på sporet) og visdom (som forhåbentlig er resultatet af træningen). Disse seks kalder man også de seks paramitaer, og det er dem vi træner. Der er ingen genveje - men der er masser af udfordring! I følge min lærer hjælper det gevaldigt hvis man er lidt tosset til at begynde med, og så har jeg jo det bedste udgangspunkt!

Det er 8. gang jeg er afsted, og hvis jeg har lært noget undervejs, er det at alt hvad jeg har lært bare er ekstra bagage, som jeg ligeså godt kan lægge fra mig. Hvert øjeblik er nyt, og skal opleves på sine egne præmisser. Dén lærdom kan jeg tage med mig i min hverdag!

* Jeg har det lidt svært med ordet præst, for det er egentlig ikke helt det vi er. Vores japanske titler er som nævnt doshu (som betyder tempelassistent) og soryo (som betyder munk). I USA bliver vi omtalt som 'monks', men det synes jeg heller ikke giver mening. For mig at se peger 'munk' på en cølibat mand, og jeg er hverken eller...

31 dage er gået!

Så er de 31 dage i min 'efter-ferie-udfordring' gået, og de har været interessante på flere måder. Jeg har nydt at have den ekstra støtte som faste rammer giver, selvom der helt ærligt også har været dage hvor det har virket nærmest umuligt at finde tiden.

Jeg tror, at grunden til at den slags udfordringer fungerer så godt for mig, er at de hjælper mig med at tage valget ud af situationen. Jeg lever, ligesom alle andre, et liv der er om ikke travlt, så i hvert fald fuldt. Jeg har endnu ikke mødt nogen som havde en masse tid liggende rundt omkring fordi den var 'til overs', og det er helt sikkert at der ikke ligger ekstra-tid og flyder her hos mig ;). Vi fylder jo allesammen vores liv, og derfor kan være noget af en udfordring at få gjort plads til sin buddhistiske praksis, uanset hvor vigtig man godt ved den er, sådan rent intellektuelt. 

Hvis jeg laver en aftale med mig selv om eksempelvis 31 dage med 31 minutter, så er aftalen lavet. Så behøver jeg ikke overveje hver eneste dag om jeg mon gider meditere lige nu; valget er truffet én gang for alle. Og efter en periode med regelmæssig praksis har jeg fået retableret min gode vane med at sidde hver dag, helt uden at tænke nærmere over, om jeg mon gider eller ej.

Retreat

Tendai holder et enkelt retreat mere i år, d. 23.-25. November, hvor jeg endnu engang får fornøjelsen af at undervise en flok entusiastiske praktiserende. Et afholde et retreat er utroligt inspirerende for min egen praksis, både før retreatet, hvor min praksis nødvendigvis må intensiveres for at jeg kan være ordentligt forberedt, under retreatet, hvor jeg får lejlighed til at sidde igennem med en masse andre, og efter retreatet, hvor den dedikation jeg har set fra deltagerne, betyder at min egen praksis bliver lettere og

mere glædesfyldt.

Dette retreatets tema bliver ’Lykke’. Hvad betyder lykke i buddhismen; er den et mål i sig selv, og findes der værktøjer til at fremelske den? Kom og vær med til denne spændende undersøgelse, som kommer til at foregå på en meget håndfast, praktisk måde.

Retreatet bliver struktureret lidt anderledes end vi plejer at gøre det; meget vil være genkendeligt, men der kommer visse markante ændringer. Hovedvægten vil naturligvis stadig ligge på meditation, både fælles og hver for sig. Vi vil stadig have afsat tid hver dag til personlig praksis og refleksion, og der bliver rig mulighed for både at stille spørgsmål til doshu og soryo, og for at udveksle erfaringer alle deltagerne imellem. Noget af det vi har besluttet at ændre, er at måltiderne denne gang ikke vil blive indtaget i stilhed. På dette retreat ønsker vi at fremme ret tale, og måltiderne er et godt sted at øve sig. Vi finder det også væsentligt at give masser af plads til erfaringsudveksling, retreatets tema taget i betragtning, så der er sat god tid af til dette formål.

Mød op og vær med – det bliver helt sikkert en enestående oplevelse, på den ene eller den anden måde! Du kan finde mere information om pris, tilmelding osv på www.tendai.dk (under ’næste arrangementer’).

Kaihogyo

I går havde vi, i anledning af det skønne vejr og de lyse nætter, udskiftet den sædvanlige shikan meditation til sanghamødet med en kaihogyo. Kaihogyo er en praksisform som er specifik for Tendai, og som naturligvis har rødder på Hiei bjerget i Japan. Templet er hjemsted for kaihogyo-munkene, som er munke der har forpligtet sig til en 12 årig praksis hvor hovedvægten er på lange gående meditationer, en art pilgrimsfærd, kaldet kaihogyo. Disse munke går hvad der svarer til 1-2 maraton om dagen - under omstændigheder man knap nok fatter. Prøv evt at søge på youtube efter 'Marathon Monks of Mt, Hiei'; der ligger et par gode film om dem.

Kaihogyo i Danmark er noget lidt andet ;). Først og fremmest er det en kortere tur, langt mindre strabadserende, og endnu ikke nær så grundfæstet i traditioner som den japanske - men det er stadig i bund og grund den samme praksis: en vandring som på én gang er en pilgrimsfærd, gået i taknemmelighed og ærefrygt, og en meditation. Vi vandrer fra sted til sted, chanter vores mantraer, og ærer altings sande natur. I går var det dog lidt småt med mantraerne, da vi valgte ikke at stoppe undervejs, på grund af skovenes sensommer velsignelse: myggene...

Jeg har ikke gået kaihogyo i et stykke tid, men hvor var det dejligt at genopdage denne praksisform, som tidligere afgjort har været totalt yndligspraksis!

31 dage - dag 8

Min lille sensommer udfordring er nu en uge gammel, og foreløbig føles den overhovedet ikke som en udfordring... Det er ren fornøjelse at tage mig tid til min praksis hver dag, og jeg finder ny fornøjelse ved glemte praksisformer.

Lørdag var en stor dag. Først forrettede jeg en vielse for et helt vidunderligt par - tak, Mie og Johan - og derefter åbnede jeg Ekayana Sanghas nye hondo. Som en del af ceremonien ved en indvielse chanter man Vajrasattva mantraet. En overgang chantede jeg dette mantra hver dag, og jeg elskede at blive mindet om den herlige energi der er i det. Jeg holder i det hele taget rigtig meget af chant som meditationsform, og vender tilbage til det, hver gang mit sind føles uroligt eller uregerligt.

om vajrasattva samayam
anupalaya vajrasattva tvenopatistha
drdho me bhava
sutosyo me bhava
suposyo me bhava
anurakto me bhava
sarva siddhim me prayaccha
sarva karma su ca me
cittam sreyah kuru hum
ha ha ha ha hoh
bhagavan sarva tathagatavajra
ma me munca
vajri bhava maha samaya sattva ah

31 dage

Ferien er forbi – i hvert fald for mit vedkommende – og jeg er tilbage i Danmark, tilbage i hverdagen. Nogen gange synes jeg det kan være en udfordring at få min praksis på ret spor efter ferien. Der er typisk en masse jeg skal tage mig af når jeg vender tilbage, fordi jeg gennem hele sommeren har skubbet alle forpligtelser og aftaler foran mig. Mit hjem kan for eksempel godt risikere at sande lidt til, når det er på egen hånd (en eller dag skal jeg altså opklare hvad det lige præcis er, der foregår når jeg vender ryggen til…), og både vasketøj og ukrudt har yngle-sæson.

For at sikre at jeg ikke bidrager yderligere til det almindelige (og dybest set ganske hyggelige) kaos ved at droppe min praksis, sætter jeg mig selv en udfordring her efter ferien. Jeg vælger en nem udfordring, da jeg ikke har brug for at indlede med at skuffe mig selv så den skal hedde

31 dage med 31 minutter

Er der nogen der vil være med?

Begær og tilknytning

Jeg får med jævne mellemrum et pudsigt spørgsmål. Det knytter sig altid til situationer hvor jeg på den ene eller den anden måde udtrykker et ønske: gid min unge dog snart ville komme hjem / bare det bliver godt vejr på lørdag / jeg ville ønske min mor ville blive rask. Hvis jeg er i selskab med folk som ikke kender mig, kommer spørgsmålet så.

”Jamen du er da buddhist, så jeg troede ikke du havde nogen tilknytninger??”

…

Hvis jeg høfligt forklarer, at en buddhist såmænd er meget lig andre mennesker (for så vidt som ’andre mennesker’ er lig hinanden), og at der ikke, ved erklæringen ’jeg er buddhist’ på magisk vis tilføjes en ekstra komponent som udraderer tilknytning, følger variationer over temaet ”…men jeg troede at buddhister ikke måtte have begær eller tilknytninger”.

Begær og tilknytning er en del af den menneskelige præmis. De forsvinder ikke bare fordi vi gerne vil have det, eller fordi vi tror på, at de forårsager lidelse. De forsvinder slet ikke af at vi dømmer dem forbudte. Tværtimod. De forsvinder, helt af sig selv, når vi ved selvsyn erkender sandheden om dem, men det er opgave som vi kan gøre unødvendigt svær ved ikke at ville se dem i øjnene. Det er nemlig vanvittigt svært at erkende sandheden om noget som er så forbudt, at vi med Maras vold og magt skal lade som om det ikke findes i os.

Jeg kan godt mærke dukkha; mærke smerten ved adskillelse fra dem jeg elsker, irritationen over regnvejr til min havefest, og ængstelsen over min mors sygdom. En dag (hvornår som helst; gerne snart!) vil jeg måske også kunne se sandheden om dukkha. Indtil da vælger jeg ikke at være flov over min menneskelighed. Jeg vil nyde det der skal nydes, og lide det der skal lides – helt uden skinhellighed. Alternativet: at lade tilknytning vokse, ved at tilføje tilknytningen til at (foregive at) være utilknyttet, tiltaler mig nemlig slet ikke.

Spild af tid II

Der er en der har påpeget for mig, at hun syntes det var sørgeligt, og en smule provokerende, at jeg brugte udtrykket at ’spilde tiden’ i forbindelse med mit indlæg for et par uger siden. Hun mente at det var det samme som at sige, at det hele var ligegyldigt.

Og det mener jeg faktisk også det er: lige gyldigt. Alt er, for mig at se, lige gyldigt. Vi har én virkelighed, og intet i den er mere gyldigt end andet.

Se på det store billede: de aftryk du skaber er som fodspor i sand. De består for en tid, men de viskes bort og opløses. Det betyder ikke at det er ligegyldigt hvilke aftryk du skaber, for både du og andre skal leve med dem for en tid, indtil de udviskes – men ultimativt set er de bare øjebliksbilleder.

Essensen i rævens historie er jo netop at det godt kan betale sig at spilde tid på skønne ting, også selvom de er forgængelige, som prinsens rose. Hvis Buddhaen har ret; hvis alting  er tomt og forgængeligt, hvordan kan vi så vælge andet end godhed, glæde og kærlighed? Det ville da være vanvid. Hvis vrede og glæde, godhed og ondskab, er lige gyldige, hvorfor så foretrække vreden og ondskaben? Det giver ingen mening.

Bloggen har (nærmest) fødselsdag

Jeg er en stor tilhænger af fejringer. Af en eller anden grund har jeg ikke fejret bloggen fødselsdage - men det skal der rådes bod på nu (se hvor smart; jeg ændrer min 'glemme-at-fejre-bloggens-fødselsdag-karma lige her og nu!!).

Bloggen fylder to et halvt år i dag - HURRA.

Det har været to et halvt interessante år, hvor jeg har lært en masse. Jeg for for eksempel lært, at det kræver en enorm selvdisciplin at holde en blog i live, og at det ind imellem er svært at mene noget hele tiden. Nogen gange har jeg virkelig skuffet mig selv, når jeg har ladet bloggen ligge øde hen i uger eller måneder - men jeg har også lært, at det er ok at hoppe op på hesten igen når man er faldet, og at det hele nok går endda. Man kan også sige, at hvis verden stod og faldt med min indsats på bloggen, havde vi nok svært brug for en Plan B ;)

Frem for alt har disse år som blogger dog været præget af glæde; glæden ved at kunne sludre-skrive om løst og fast, uden at skulle forholde mig alt for meget til struktur og sammenhæng, og glæden ved de dejlige kommentarer jeg har fået, både her og IRL. Tak!

Spild af tid

Igen i dag kom jeg til at tænke på min søn og svigerdatters bryllup. I den tale jeg holdt for dem, citerede jeg Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry, det skønne stykke hvor ræven taler til prinsen om den rose, prinsen holder så meget af:

’Kun med hjertet kan man rigtigt se. Det væsentlige er usynligt for øjet. Det er den tid du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld.’

Det er så sandt, at det vi spilder vores tid på, bliver betydningsfuldt for os – og det er sandhed der har store konsekvenser for vores liv. Hvis vi spilder tiden på at lede efter fornærmelser, eller på at yppe kiv, jamen så er det det, der bliver betydningsfuldt for os. Og omvendt; hvis vi spilder tiden på ting vi gerne vil se mere af, så bliver det dem der kommer til at fylde.

Jeg prøver at være meget omhyggelig med, hvad jeg spilder min tid på. Jeg vælger først og fremmest at spilde tid på min buddhistiske træning og på mine kære, for det er de ting, der giver mig størst glæde, både her og nu, og på længere sigt. Jeg vælger også at spilde en del tid på mine omgivelser, for jeg tror på at mine omgivelser påvirkes af mig (det er der også andre der tror – og Chih-i formulerede det smukt i sin doktrin om Ichinen Sanzen). Derfor gør jeg mig umage med at spilde en masse tid på de steder jeg opholder mig. Hver morgen (eller nu i ferien måske snarere hver formiddag…) spilder jeg tid på at gå omkring i mit hjem og gøre det smukt for mig og mine. Jeg øser kærlighed i mit hjem ved at holde det rent og ryddeligt, og jeg nyder at starte dagen med at lufte ud, feje, plukke friske blomster og rydde op efter gårsdagens hyggelige samvær. Omvendt er jeg også omhyggelig med, at det skal være en glædesfyldt handling, snarere end en tvangshandling, og hvis tiden er knap, glæder jeg mig over det råd der er gået i arv imellem kvinderne i min familie: overdriv ikke det med rengøringen. Bare sørg for at der altid er masser af afskårne blomster og levende lys J

Dansk buddhisme anno 1941

Til min søn og svigerdatters vielse sang vi en sang, som vores familie holder meget af: PH’s dejlige vise ’I dit korte liv’.

For mig at se er det nok det nærmeste vi kommer en buddhistisk sang – om end den er skrevet af en indædt fritænker, og slet ikke med en buddhistisk dagsorden. Men prøv lige at se teksten:

Tilgi jeg sir et letsindigt ord.

Det er klogt, at De forstår det straks.

Bare en hyldest til denne jord,

for vi har jo kun den samme slags.

Verden har nu hadet mer end nok.

Vi kan kun besvare med at elske.

Selv i den jordiske kærlighed

findes våben mod et ragnarok.

I dit korte liv

er hver time dyr,

hvert sekund et dyrt sekund.

Du glemmer vel ikke, at årene ryger.

Se på dit ur:

Viserne flyer.

Hold dig vågen ven.

Vores lille liv

sluttes inde af en søvn.

Vi er af samme stof,

som drømme gøres af:

det store tomme rum.

Alle som påstår, der findes mer,

gir os veksler uden underskrift.

Mensket har dyrket en hob ideer

som erstatning for naturlig drift.

Enkel er din skæbnes smukke lov:

Hvert atom forlanger, du skal leve.

Mensket blev menske i kærlighed

gjort i elskov - ja det blev vi dog.

I dit korte liv

er det meste spildt.

Tænk igennem punkt for punkt.

Bedøm du det selv og bedøm det kun mildt:

Håndtryk blev glemt,

chancer blev spildt.

Hold dig vågen ven.

Hvorfor sove nu

i den lyse sommernat ...

Det haster med det kys.

Den kommer, før du tror,

den drømmeløse søvn.

Lad os kigge lidt nærmere på teksten, som nærmest vrimler med gode pointer:

’Bare en hyldest til denne jord,

for vi har jo kun den samme slags.’

En klassisk buddhistisk tanke; der er EN virkelighed, ikke flere. Ikke denne besudlede verden og dens modsætning i form af en eller anden form for ideal-verden. Virkeligheden er her og nu, hverken mere eller mindre.

’Verden har nu hadet mer end nok.

Vi kan kun besvare med at elske.’

Det behøver man vist ikke være af buddhistisk overbevisning for at være enig i… Og det er indlysende at trække tråden til Dhammapada, vers 223: ’Med venlighed vinder du over den vrede, med godhed over den onde.’

’Du glemmer vel ikke, at årene ryger.

Se på dit ur:

Viserne flyer.

Hold dig vågen ven.’

En påmindelse om, hvor vigtigt det er at leve her og nu, i stedet for i en fortidig eller fremtidig drømmeverden. ’Hold dig vågen ven’ lyder nemt nok, men er måske ikke helt simpelt i praksis – og det er her vores træning kommer ind!

’Vi er af samme stof,

som drømme gøres af:

det store tomme rum.’

Det siges at disse linjer bygger på et Shakespeare citat, men jeg vil da lige bringe

Diamant Sutraen, kapitel 32 op:

’Således skal du se hele den flygtige verden:

En morgenstjerne, en boble i bækken,

Et lynglimt i en sommersky,

Et flimrende lys, en skygge og en drøm.’

’Alle som påstår, der findes mer,

gir os veksler uden underskrift.’

Et tilsyneladende problematisk udsagn, der nogen gange tolkes meget mere bombastisk end der egentlig er belæg for. PH anklager ikke teistiske missionærer for løgn, men han påpeger at deres løfter er ugyldige, da de lover noget ingen rettelig kan vide noget om. Han taler ikke om falsknerier, men blot om veksler uden underskrift. En veksel skal indeholde flere elementer, blandt andet en angivelse af forfaldstid (!), men vigtigst er nok en underskrift af trassenten, det vil sige den der skal ’betale’. Mig bekendt vil dette krav byde på visse udfordringer, da det næppe er missionæren selv der står til regnskab…

’I dit korte liv

er det meste spildt.

Tænk igennem punkt for punkt.

Bedøm du det selv og bedøm det kun mildt’

Fremragende udlægning af den buddhistiske ide om karma og karmas funktion. Det er kun os selv der kan bedømme vores valg, og kun os selv der skal leve med de karmiske konsekvenser af dem!

’Håndtryk blev glemt,

chancer blev spildt.

Hold dig vågen ven.

Hvorfor sove nu

i den lyse sommernat’

Igen må jeg bringe et citat på banen, denne gang fra Tendais ceremonibog, Aftenverset:

’Aldrig må vi glemme livets og dødens betydning.

Tiden flyver, og vores muligheder går tabt.

Alle må vi stræbe efter at vågne.

Vågn op. Værdsæt hele dit liv.’

Alt i alt en sang jeg holder umådeligt meget af – så bare et enkelt hjertesuk til sidst: hvorfor er Liva Weels pragtfulde udgave ikke tilgængelig online? Så meget som jeg ellers sætter pris på Kim Larsens talent, synes jeg slet ikke han yder denne vise retfærdighed.

Normalitet, hverdag og kontinuitet

Nu har bloggen – og mit liv i øvrigt – vist lidt længe nok af den bryllupsfeber der har raset i og omkring mig. Så skønt det end har været at lade sig opsluge fuldkommen af noget så dejligt som to vidunderlige mennesker der afgiver deres kærlighedsløfter, er det nu ved at være tid at lægge den herlige oplevelse bag mig, og nyde at vende tilbage til ’normalen’.

Og netop det, at vende tilbage til normalen, har endnu engang vist mig, at det er sandt at alting konstant forandres. For hvad er normalen? Hvor er opskriften på ’Mit Almindelige Liv’? jeg kunne såmænd sagtens komme med et romantisk bud, i stil med: ’Kærlighed, tro og glæde blandes med loyalitet og samvær, tilsættes en knivspids arbejde, rengøring og tøjvask, og bages i den fælles histories ovn’ – men det ville jo ikke sige ret meget om, hvordan mit liv normalt ser ud J

Et liv er sjældent normalt. Det er faktisk så sjældent, at det i sig selv er en afvigelse fra normen! Og alligevel er der jo ting der dukker op igen og igen – tit nok til, at jeg får en oplevelse af, at der findes et normalt liv. Det er fuldkommen ligesom oplevelsen af tilbagevendende tanker, følelser og reaktioner giver mig en fornemmelse af et ’jeg’, selvom dette ’jeg’ undviger sig enhver form for grundigere analyse, fordi det, nøjagtig som Mit Almindelige Liv er en illusion. Der er ingen lærer som hverdagen!

P.S. Det omtalte bryllup stod mellem min yngste søn og den mest vidunderligt perfekte pige i verden – og som om det ikke var lykkeligt nok i sig selv, havde de oven i købet ladet mig stå for selve vielsen. Det var en helt igennem fantastisk dag, som jeg aldrig glemmer.

Kultur og familie

Mange af de traditionelle metta-meditations instruktioner starter med at man sender metta til sin mor. Det gør man for at starte et nemt sted; starte et sted hvor det er indlysende nemt for den mediterende at mærke kærlighed.

Sådan underviser jeg efterhånden sjældent i metta-meditation, fordi jeg gennem årene har set folk blive enormt anstrengte, og bagefter har hørt dem fortælle at det altså var vældig svært at starte med mor, fordi de har haft et eller andet problem med deres mor. I Danmark (vist i Vesten generelt) er det blevet almindeligt at give 'mor' skylden for stort set alle vanskeligheder og følelsesmæssige mangler vi måtte lide under. Utroligt egentlig, at der stadig er kvinder som orker at binde an med moderskabet ;)

Udfra ovennævnte meditationsinstruktioner giver det nærmest sig selv, at man i de traditionelle buddhistiske kulturer har en helt anden tilgang til konceptet 'mor'. Der anerkender man, at det at blive mor forandrer et menneske på en helt gennemgribende måde. Før man bliver mor (og formentlig gælder dette også fædre, men de nævnes sjældent i de traditionelle tekster) drejer hele ens liv sig om en selv - men når først man har fået et barn, skifter fokus: nu er det altid barnet der kommer først. Ens første og vigtigste prioritet bliver at beskytte dette barn, at nære det og give det omsorg, så godt man nu engang kan. Ikke alle mødre (om nogen overhovedet?) er i stand til at løse en så vidtrækkende opgave på en 100 % tilfredsstillende måde, men fælles for dem alle er, at de prøver. Deres verdensbillede er ændret; de har opgivet den egoisme, den egocentrerede synsvinkel, som vi ellers normalt lever fra. Derfor - og ikke fordi hun er 'perfekt' - sætter man i buddhismen sin mor så højt.

For nylig besøgte jeg Brasilien, og fra mit møde med brasilianerne fik jeg det indtryk, at deres opfattelse af mor er den samme som i de buddhistiske kulturer: alle syntes at værdsætte deres mor på en helt grundlæggende facon - selv de som kunne fortælle at de havde visse problemer med deres mødrende ophav. Det lod til, at deres kultur gav dem mulighed for at skelne mellem en grundlæggende respekt for en mors indsats, og en idealiseret ide om Den Perfekte Mor der til alle tider formår at dække ethvert barns behov på fuldkommen vis.

De er heldige, synes jeg, de mennesker som mestrer denne skelnen. De har nemlig mulighed for at nyde en dybtfølt taknemmelighed, uden at lade sig forstyrre af romantiske billeder af hvordan mor burde have været...

Det bedste spørgsmål

Spørgsmål er så meget mere interessante end svar. De bedste spørgsmål rusker op i vores forudindtagede ideer, og river verden åben. En klog kvinde (som du kan lære at kende på hendes dejlige blog på www.senshin.dk), stillede forleden et spørgsmål der er så fantastisk, at jeg vil lade det stå uden yderligere kommentarer: Kan vi nogensinde se noget som ikke er sandheden?

Insight timer

Enhver der kender mig, ved at jeg ikke af natur er specielt disciplineret. Jeg har brug for hjælp – og det har jeg fået, i et lille stykke software til min IPhone (jeg er naturligvis hævet over begær, men skulle jeg begære noget, ville det nok være noget med æbler på…).

Insight timer hjælper mig med at time mine meditationer, og markerer med et blidt klokkeslag når tiden er gået. Det i sig selv er jo en god hjælp, men hvad der virkelig kan støtte en vaklende selvdisciplin som min, er muligheden for at følge sin egen status; se på hvor ofte og hvor meget man har fået mediteret. Som en ekstra fordel kan man også, via Insight Connect, følge med i andres praksis, og både sende og modtage beskeder til andre mediterende.

Denne herlige lille ting har også givet mig rig lejlighed til at betragte mit sind når det er i oprør, og når det skaber tilknytninger. En overgang var det enormt vigtigt for mig, at HVER ENESTE meditation skulle logges, og jeg led, når jeg ikke kunne komme til at opdatere min statistik - ligesom jeg gennemgik frygtelige kvaler en dag jeg var blevet afbrudt i min meditation UDEN at få afbrudt timeren... Uha; nu var den jo misvisende!! Den regnede med mediationstid, som faktisk ikke var brugt! Det var nogle svære timer, indtil jeg kunne få sat mig og gøre arbejdet færdigt ;)

Med tiden er det lykkedes mig at blive mere afslappet omkring brugen - og at blive lidt klogere på mig selv. Det er slet ikke så ringe endda.

Hvis man har en IPhone, finder man Insight Timer i sin app store. Hvis ikke man har IPhone går man til www.insighttimer.com og finder den applikation der passer til ens udstyr (desværre indtil videre kun til IPhone, Android og IPad).

Vi ses i Insight Connect!

Morgen

Jeg synes det er vigtigt at starte ethvert øjeblik godt; at møde ethvert øjeblik som det er, og acceptere øjeblikkets såledeshed. Jeg glemmer tit hvor vigtigt det er, så for dog at huske det engang imellem, og for at få en god begyndelse på dagen, har jeg et lille morgen-ritual.

Hver morgen tænder jeg et lys foran min statue af den nyfødte baby-Buddha i mit køkken, chanter Hjerte Sutraen, og hviler i dyb påskønnelse af altings sande natur.

Jeg øver mig på at være med det der er, og ikke lade det skæmmes af mine vurderinger af det. Jeg øver mig på at hvile i accept af hvad end øjeblikket byder på, og på at overgive mig til det – uanset om jeg på overfladen har lyst til at bedømme det som ’godt’ eller ’skidt’.

Jeg håber jeg en dag bliver god til det.

Aften

Ligesom jeg synes det er vigtigt at starte dagen godt, synes jeg også det er vigtigt at slutte ordentligt. Jeg holder af at komme overens med dagen før den ender, så jeg kan hvile trygt.

Derfor slutter jeg dagen foran Buddhaen i mit soveværelse, hvor jeg chanter dharanis og sender metta; først til mine nære og kære, og derefter til at alt og alle. Jeg tillader den kærlighed der er i mit hjerte at strække sig ud i alle retninger, og forestiller mig, at ethvert fænomen som berøres af min metta, smitter alle fænomener omkring sig med den. På den måde bliver alt berørt at mit hjerte, og mit hjerte berøres af alt.

Så sover man godt.

Kobberbryllup - fornyelse af løfter

Jeg har endnu en gang haft den store glæde at forrette en vielse. Denne gang var det et kobberbrudepar, som står mit hjerte meget nær, der ønskede at bekræfte de løfter de engang gav hinanden.

Vi lavede en ceremoni, som var bygget over den almindelige daglige ceremoni. Vi startede med Sanrai, hvorefter alteret blev åbnet på traditionel vis. Derefter reciterede vi Sangemon og Hjerte Sutraen sammen med alle gæsterne, og så fulgte selve vielsen, først med min tale, og derefter med bekræftelsen af løfterne:

”Hvad er det gode ægteskabs særkende? I burde kunne svare mig, for I har 12 ½ års erfaring med det gode ægteskab.

”Jeg tror at en vigtig ingrediens er harmoni. Harmoni opstår når man opfører sig ansvarligt, når man er tålmodige med hinanden og med livet, og når man indser, at nok er man to, men at man er ikke afgørende forskellige.

”Mennesket er generelt meget optaget af forskelle. Det er lidt besynderligt, for i bund og grund er vi faktisk ret ens. Betragter vi to mennesker ganske tæt på, i et mikroskop, så er der ikke den helt store forskel, og hvis vi ser langt fra, som om vi var et væsen fra en anden planet der skulle lære om den menneskelige race, jamen så er de også ret ens.

”Forskellene kan udelukkende findes et sted imellem de to betragtninger – og hvorfor skal vi tillægge dem så meget vægt, når det netop er ideen om forskel der skaber ufred? Den buddhistiske munk Shantideva skriver:

”Jeg ønsker lykke, og jeg ønsker at leve i glæde

- andre ønsker akkurat som jeg.

Hvad er det da ved mig som er så særligt,

At jeg kun vil skabe lykke for mig selv?

”Et ægtepar, som vælger at gøre denne indlysende sandhed til deres grundpræmis, har skabt mulighed for at ægte harmoni kan opstå mellem dem, til glæde for både dem og deres kære.

”Den lykke vi så inderligt ønsker os, kommer af vores gode tanker, ord og handlinger; den kommer af venlighed og omsorg. Når man bærer hinanden blidt i sindet, og når man vælger at den andens lykke er ligeså vigtig som ens egen, så har man fundet kærligheden.

”Tine og Jørgen, I ved godt, at ægte kærlighed er at ville give; at det ikke er at ville have. Ægte kærlighed er ønsket om at elske, det er ikke ønsket om at lave sin elskede om. I har levet med denne kærlighed i mange år, og den skal også være jeres fundament fremover.

”Et bryllup handler om Det Store Valg, det store ’JA’, men kærligheden kan ikke bestå på bare et enkelt JA – den kan kun bestå gennem de mange små valg; gennem hver eneste dags valg af hinanden. Med alle de små valg åbner man sit hjerte, og siger ja til kærligheden, og netop derved holder man den i live.

”Det er ikke altid nemt at vælge klogt; det er ikke nødvendigvis nemt at vælge lykken. Men finder man en god ven at dele livet med, bliver det meget nemmere. I har hinanden; I har fundet en god ven – og I har bevist, at når man husker at være hinandens gode venner, giver man både kærligheden og lykken gode kår.

”I har levet sammen i omsorg, kærlighed og tillid. I har valgt hinanden, hver eneste dag – hvert eneste øjeblik. I har levet op til det sande omfang af det løfte, jeres ægteskab bygger på.

”Og derfor spørger jeg nu dig, Jørgen, om du vil bekræfte dit løfte om at leve med Tine i kærlighed, og hjælpe hende med ikke at gøre noget ondt, at gøre alt hvad der er godt, og rense sit sind?

”Ligeledes spørger jeg dig, Tine, om du vil bekræfte dit løfte om at leve med Jørgen i kærlighed, og hjælpe ham med ikke at gøre noget ondt, at gøre alt hvad der er godt, og rense sit sind?

”Tine og Jørgen; I er bundet sammen i kærlighed. Gå med fred.”

Derefter lavede brudeparret en røgelsesofring, med en bøn for deres liv sammen, og endelig blev alle gæsterne inviteret til at deltage i ofringen. Det var meget rørende at se især børnene gå til opgaven med så stor alvor og oprigtighed!

Brudeparret ønskede sig at vi afsluttede ceremonien med en anden videregivelse end den traditionelle, fordi den traditionelle kan være svær at forholde sig til for de som ikke er fortrolige med buddhismen. Derfor valgte vi denne videregivelse:

”Jeg ønsker lykke, og jeg ønsker at leve i glæde

- andre ønsker akkurat som jeg.

I respekt for dette ønske

håber jeg at det gode vi sammen skaber

må gavne alle der søger lykke,

og blive Tine og Jørgen til glæde i deres ægteskab.”

Det var en helt vidunderlig dag, og en meget stor glæde for mig at få lov at være med til. Det bliver en dag jeg sent skal glemme!