Lotus Sutraens tredje del

Lotus Sutraen slutter med at give talrige eksempler på oplyste eksistenser. Vi møder blandt andre Avalokitesvara, Medicin Buddhaen, Samanthabhadra og mange andre, som hver især lever Buddhaens lære på deres måde. Hvor den første del fortalte om hvordan man bliver en Buddha, og anden del om hvordan en Buddha virkelig er, så giver tredje del altså konkrete eksempler på hvad en Buddha gør. Det er fra denne sidste del af sutraen, at man har hentet inspiration til den dyrkelse af forskellige Buddhaer, som er prominent i visse dele af (asiatisk) Mahayana buddhisme, nok bedst kendt fra kulten omkring Avalokitesvara, som vi hører om i det 25. kapitel.

Lotus Sutraen anden del

Den midterste del af Lotus Sutraen, kapitel 10-16, fortæller os sandheden om Buddhaens natur.

Shakyamuni Buddha fortæller her at han blev oplyst i den fjerneste fortid, og antyder at Buddhaens sande, ultimative natur nedbryder alle dualistiske opfattelser (som eksempelvis opfattelser af tid og sted). Han afsløres således som ’evig’ – som stadigt tilstedeværende for enhver der virkelig ønsker at se ham. Han portrætteres som en personificering af Nirvana (sandheden om hvordan ting er, og erkendelsen af denne sandhed) og Dharmaen (i forstanden ’universets objektive orden’). Tidlig buddhisme så Nirvana som udenfor tid, ikke-betinget, og Ikke-Selv.

Lotus Sutraen er komponeret lang tid efter den historiske Buddhas død, og et sigte med sutraen var at tilskynde folk til aktivt at søge oplysning, snarere end at forlade sig på opsamling af hensigtsmæssig karma så de kunne regne med en god genfødsel, for eksempel samtidig med en ny Buddha. Et af de midler sutraen anvender, er altså at vise Buddhaen som en stadigt tilstedeværende hjælper, i form af (en personificering af) Nirvana og Dharmaen. Som en personificering af det ikke-betingede er ’han’ naturligvis udenfor tid, hvilket i en betinget virkelighed vil forekomme ’evig’.

Lotus Sutraens første del

Jeg holder meget af Lotus Sutraen. Det gør jeg, til trods for at den ind imellem kan være en lidt vanskelig sutra… Den er i lige så høj grad et politisk manifest, som den er en buddhistisk vejledning – men det står os jo heldigvis frit for at frasortere politikken, og nøjes med vejledningerne! Og netop ved at gøre det, benytter vi os af det, som hele den første del af sutraen handler om: hensigtsmæssige midler J.

Bodhisattvaens kendetegn er Karuna, Prajna og Upaya. Karuna er medfølelse, Prajna er den højeste visdom: indsigten i Shunyata, mens Upaya er et ord, der oftest oversættes som Hensigtsmæssige Midler. Det peger på en erkendelse af, at den ultimative sandhed ikke kan udtrykkes i ord, og at man derfor nogen gange er nødt til at gå omveje – måske endda så kringlede omveje, at det involverer en kompromittering af ens idealer eller løfter.

Upaya, Karuna og Prajna er tæt sammenknyttet. Man kan sige at Upaya er det aktive aspekt af Prajna, der så manifesteres som Karuna – og det er netop Karuna, medfølelse, der er det springende punkt. Hvis ikke intentionen bag Upaya er medfølelse, så er det ikke Upaya; så er det bare omveje (eller det der er værre).

Konceptet illustreres med talrige lignelser. En er lignelsen om det brændende hus: en far har en masse sønner, som han elsker meget højt, men som desværre er fanget i et brændende hus. Han må erkende at han ikke kan bære dem ud; døren er for smal, så de er nødt til selv at gå vejen. Lige gyldigt hvor meget han prøver at argumentere med dem, nægter de at gå ud af huset, fordi de er fuldkommen opslugt af deres legetøj. Til sidst kommer han op med et hensigtsmæssigt middel: han lokker dem ud, ved at love dem endnu bedre legetøj udenfor huset, og stor er glæden for både far og sønner da de kommer ud af det brændende hus, og ser at det de i virkeligheden fik, var langt bedre end det faderen havde lokket med.

En anden lignelse er den med den fortabte søn (sønnerne fylder meget i lignelserne, men det lader vi ligge for nu…). Det er en historie om en fattig søn som forlader sit hjem, og vandrer omkring i mange år. Hans far leder vidt og bredt efter ham, men slår sig til sidst til ro, og samler sig en mægtig formue. En dag kommer der en fattig mand til hans hjem og beder om arbejde. Den rige mand genkender straks den fattige vandrer som sin søn, men da sønnen tydeligvis bliver forskrækket over den rige mands interesse, vælger faderen i stedet blot at ansætte den fattige mand; sønnen. Efter flere års ansættelse er den fattige mand efterhånden blevet trænet og uddannet, og er ikke længere den simple eksistens som oprindeligt kom til det fornemme hus, og da den ældre, rige mand nærmer sig sin død, afslører han for sin søn hvem de hver især er; hvorledes de er beslægtede, og at den mægtige formue (som sønnen nidkært har passet, og endda ladet yngle gennem årene) i virkeligheden er hans. Tanken er her, at den fattige mand får det han end ikke havde drømt om; hele formuen – fordi han under det simple ydre bar potentielle kvaliteter der gjorde ham fortjent til det.

Ideen med disse lignelser er naturligvis at illustrere hvorledes Buddhaen brugte hensigtsmæssige midler da han fremlagde sutraerne; hvordan han tilpassede sin undervisning efter tilhørernes kapacitet. Dette forklarer således også hvorfor datidens nye tekster (Mahayana sutraerne), bør anses som Buddhaens ægte lære – også selvom de stakkels indskrænkede sravakaer (Buddhaens historiske disciple) sagde noget andet. Store dele af sutraens første ni kapitler handler om disse dumme sravakaer, som ikke har forstået et suk af Buddhaens belæringer, men som alligevel, på grund af Buddhaens uendelige velvilje, vil opnå fuldkommen buddhatilstand, staks de tager Mahayana til sig…

Årstider

Jeg elsker årstidernes skiften. Det er så fin en illustration af tomhed, forgængelighed og ikke-Selv, vist på en måde så det lidt vemodige, der kan være over disse belæringer, udelukkende glimrer ved sit fravær. Om vinteren når alt står i dvale; når det hele ser dødt og livløst ud, er det som om naturen holder vejret. Om foråret, når alt grønnes, spirer og genfødes (se hvor snedigt: 'det' genfødes jo slet ikke, for 'det' har været her hele tiden!), tager naturen en dyb indånding, for så at holde vejret i ærefrygt under sommerens ødsle farveflor. Sommerens raison détre er naturligvis at bygge op til min yndlingsårstid (nej, må buddhister gerne have yndlingsårstider??? Ja, det må de gerne, og de må endda også gerne knytte sig til dem. Som buddhist har du en unik mulighed: du har lov til at skabe al den lidelse for dig selv, som du overhovedet har lyst til), efteråret. I efteråret ånder naturen ud, og velsigner os med en lang strøm af rigdom og overflod, og skønhed i overmål - og den ånder ud i den lille død, som vinteren er.

Lige nu er jeg i Italien, hvor årstiderne virkelig kan finde ud af at arte sig. Således er også efteråret hernede lige præcis som efterår skal være; som det var da jeg var barn (dengang sneen lå højt i gaderne ved juletid, og kipkalven legede frit på egnen hele sommeren...). Det er smukt, med en himmel der er så strålende blå at jeg slet ikke anede den farve fandtes, og med regn og rusk i afmålte mængder, lige tilpas til at man kan gå en lang tur i det, og krybe ind foran pejsen med en god bog, mens kinderne bliver helt røde og det prikker i fingrene. Så her sidder jeg (og læser 'Eat, sleep, sit', som kan anbefales, hvis man - som jeg - er vild med spirituelle (selv)biografier), og jeg har ingen planer om at flytte mig lige med det første ;)

Mål med / for sin praksis

Jeg er ikke særligt disciplineret af natur, så jeg har god brug for hjælp og støtte når der er noget jeg virkelig gerne vil, som kræver en mere langsigtet indsats. Jeg har masser af ild-energi, der flammer op og lynhurtigt fortærer enhver (mindre) opgave på min vej, men vand-energi af den slags der langsomt, men ubønhørligt udhuler en sten, den mangler jeg helt og aldeles.

Derfor er jeg nødt til at hjælpe mig selv med at holde gang i min buddhistiske praksis, og et af de bedste hjælpemidler jeg indtil videre er stødt på, er det at opsætte mål for mig selv. Det skal være konkrete, målbare mål – jeg har brug for at kunne se, om jeg klarede opgaven, hvis det skal være en reel motivationsfaktor. Målene skal relatere sig til det jeg har direkte indflydelse på; altså til min egen indsats. Nogen gange hører jeg om folk der sætter mål for resultaterne af deres praksis, snarere end for deres praksis i sig selv. De beslutter fx at opnå denne eller hin meditative milepæl, adfærdsændring eller færdighed, og ’måler’ deres praksis på det. Det kunne jeg ikke finde på, af flere grunde. For det første så er det at opnå ting som de ovenfor nævnte ikke noget der er direkte under min bevidste kontrol; det er ikke noget jeg uden videre kan vælge til eller fra. For det andet ser jeg det ikke nødvendigvis som hensigtsmæssigt at dyrke en ’noget-for-noget’ mentalitet i forhold til sin praksis; jeg gider gøre en indsats, HVIS jeg får det forventede udkomme…

Jeg vælger at blæse højt og flot på målet, og i stedet koncentrere mig om vejen. Vejen er vidunderlig, og jeg har ikke i sinde at gå glip af et øjeblik af den, bare fordi jeg er benhårdt fokuseret på målet. Derfor relaterer de mål jeg opstiller, sig altid til min praksis i sig selv. Hvilke former for praksis vil jeg teste i den følgende periode, hvordan vil jeg gøre det, hvem vil jeg eventuelt bede om råd og vejledning, og hvor stor en indsats har jeg tænkt mig at lægge for dagen: den slags mål er til at have med at gøre! Det er kun mig selv der bestemmer om jeg skal nå dem eller ej; intet andet end mine egne valg kan komme til at stå i vejen for dem.

Tilflugt

En af de ting jeg holder allermest af i min ’præstegerning’, er det at give den trefoldige tilflugt. Det glæder mig altid enormt at se et menneske beslutte sig for at søge lykke, og hengive sig til en inspiration, en lære og et fællesskab, som kan understøtte denne søgen. Jeg har netop haft fornøjelsen af at byde Shinmyo velkommen i sanghaen, og jeg ser frem til at følge hans vej fremover.

Når jeg giver tilflugt, er der nogen ord jeg altid indleder med:

Tilflugt er ikke kulminationen på en proces, det er begyndelsen. Det er ikke nødvendigt at være Buddhist for at blive oplyst eller for at leve hæderligt. Buddhistisk tilflugt er en personlig forpligtelse overfor en selv, og en offentlig forpligtelse overfor Vejen.

Ved, gennem tilflugten, at forpligte os i forhold til Buddhismen, lægger vi vores forbehold i forhold til vores spiritualitet og oplysning fra os. Tilflugten handler ikke om at underlægge sig en andens vilje; det er en tilkendegivelse af, at vi har lyst til at teste Buddhaens belæringer – se for os selv om de har værdi. Den eneste tro der er nødvendig i Buddhismen, er troen på, at det er umagen værd at teste disse belæringer.

Som du vil opdage, betyder tilflugten at du fra nu af, hver gang du gentager Kesa’ens Vers eller andre løfter, ikke blot vil høre ordene, men at disse ord vil indtage dit hjerte og sind.

Vi er et Buddhistisk Dharma Center – en forsamling af mennesker, som alle har lyst til, på det ene eller det andet plan, at efterforske hvad Buddhismen kan betyde i vores liv. Det er mit brændende ønske, at alle som har lyst til at benytte sig af vores tilbud skal gøre det, uden nogen form for tøven eller krav fra vores side. Samtidig er vi altså et Buddhistisk fællesskab som følger én bestemt tradition, og vi vil således arbejde ud fra de Tre Juveler – Buddhaen, hans lære, og det fællesskab som videregiver den – og de forskrifter vi tager til os hver dag.

Buddhaens vej handler ikke om at blive en anden – den handler om at være den man nu engang er, i ethvert givent øjeblik. Den handler om at lære at påskønne det der er lige nu, i stedet for hele tiden at stille krav til vores omgivelser og vores kære om at bringe os lykke. Meget ofte forestiller vi os, hvis vi er i problemer, at det skyldes nogen andre – vi tænker, at hvis bare vi skifter job, flytter, bliver skilt osv, så bliver alt godt. Det er lidt pudsigt, for inderst inde ved vi godt, at det ikke er tilfældet. Der er endda et godt gammelt ordsprog, som fortæller os at ’nissen flytter med’. Buddhismen lærer os, at vi skaber vores egne problemer gennem vores evindelige krav til alt og alle omkring os. Den centrale ide er, at vi alene har ansvaret for vores utilfredshed; at det er utilfredsheden i sig selv, som er problemet – ikke de andre. Buddhismen giver os et stort ansvar, som jeg håber og tror at du vil leve op til.

Ur-mantraer

Måske er det sådan, at ethvert fænomen, uanset form, er en manifestation af et oprindeligt ursprog; et sprog som beretter, for alle os uvidende, om alle tings sande natur. Så er hele universet en uendelig samling af ’ur-mantraer’, en tekst i mange aspekter, skrevet i tomhedens sprog – og vi ’chanter’ disse mantaer, hver gang vi forholder os til vores oplevede verden…