fredag den 30. september 2011

Chant som meditativ praksis

Jeg elsker at chante; det kommer næppe som nogen overraskelse for dem der kender mig J. Jeg elsker den direkte effekt jeg oplever når jeg chanter, uanset om jeg chanter noget jeg forstår – måske endda noget på mit eget sprog – eller om det er det rene volapyk (altså på et helt fremmed sprog, som for eksempel sanskrit eller japansk). Jeg tror på, at mantra og dharanier bærer mening (eller ’kraft’, om man vil) i sig selv, helt uden at jeg behøver besvære mig med at forstå noget som helst. Mantra er mantra, uanset om man forstår dem eller ej.

At forstå et mantra er ikke at kunne oversætte det ord for ord. Det er at kende mantraets virkelighed; at vide hvordan man er mantraet, og hvordan det påvirker sindet – og det kan man kun finde ud af ved at prøve det. Den formelle betydning af mantraer er så ligegyldig, at man ret typisk vil have glemt det ca. 2 minutter efter at have fået det at vide... Et mantra skal bruges, ikke forstås.

mandag den 26. september 2011

Et syn på oplysning

For nogen tid siden lånte jeg en bog af den californiske ’Zen’-lærer Adyashanti. Når jeg sætter Zen i anførselstegn, er det fordi han nok er blevet opfordret til at undervise af sin lærer, men at denne lærer på den anden side ikke selv har færdiggjort sin træning, ikke har modtaget Dharmatransmission, og således heller ikke har kunnet give den videre til sin elev. Nu er jeg normalt ikke den varmeste fortaler for systemet med Dharma-arvinger, men omvendt vækker det også min undren hvis nogen præsenterer sig som ’Zen’, uden at have de traditionelle overførsler.

Hvorom alting er, så fandt jeg bogen ’The End of Your World’ sød og interessant. Adyashanti taler om oplysning som en vedvarende proces, hvor en indledende ’oplysningsoplevelse’ skal kultiveres og fordybes før den cementeres. Et af de billeder han bruger, er af et rumskib der kommer i gang med den første affyring (den indledende oplysningsoplevelse), men som stadig har brug for brændstof indtil den er fri af tyngdekraftens træk. Han skriver smukt og indfølende om de ting der stadig kan trække os ned og hæmme os efter en oplevelse af pludselig indsigt, og giver mange gode råd. Blandt andet opfordrer han os til at underkaste alle vores gentagne tanker og følelser en nøjere undersøgelse, og hævder at i arbejdet med disse ’velco-tanker’ er selve denne undersøgelse vores spirituelle praksis.

Det er på mange måder en smuk lille bog, men omvendt kan jeg heller ikke sige mig fri for en lidt forstemmende fornemmelse af, at det vi først og fremmest får i bogen, er en skønsom blanding af buddhistiske belæringer og hindu-inspirerede ideer, krydret med en håndfuld tidstypiske spirituelle klicher.

torsdag den 22. september 2011

Lotus Sutraen i praksis

I Lotus Sutraen hører vi gentagne gange, hvordan man får uendeligt udbytte af at høre, læse, recitere, fremlægge, kopiere og kontemplere sutraen. Faktisk bliver vi lovet alle slags brugbare belønninger, som blandt andet hestetrukne vogne og elefanter, for slet ikke at nævne karma der, i hvert fald i den nærmeste fremtid, beskytter os mod korte, sorte tunger eller krogede næser.

Se, det er jo ikke at kimse ad – og i øvrigt holder jeg rent faktisk rigtig meget af sutraen, selv med dens lidt trælse propaganda og stødende ordvalg – så jeg dedikerede for nylig 14 dage til Lotus Sutra-praksis. Det var samtidig med at jeg havde Senshin boende som templeassistent, så hun deltog også.

Hver morgen reciterede vi et kapitel til vores morgenceremoni, som vi bagefter dykkede lidt mere ned i; diskuterede og analyserede det. Det vil altså sige, at allerede med dagens begyndelse havde vi nået hele tre ting: at høre, recitere og fremlægge sutraen.

Senere på dagen arbejdede vi med det næstfølgende kapitel. Vi læste kapitlet, og diskuterede det, og der ud over lavede vi forskellige andre praksisser; nogen gange chantede vi kapitlet på japansk, andre gange oversatte vi det fra engelsk til dansk, eller kopierede det (som Shakyo-praksis). Om eftermiddagen lavede vi enten kontemplativ læsning eller deciderede kontemplationer på kapitlet.

Og hvad fik vi så ud af det (for selvfølgelig er vi kun i det for at få noget ud af det!)? Tja, vi venter stadig på, at nogen skal komme forbi og sprede himmelske blomster ud over os, mens de bøjer sig for vores fødder… og vi kommer nok til at vente længe. Det vores 14 dage med Lotus Sutraen først og fremmest har givet mig, er glæde. Når jeg slipper min kritiske sans, tilgiver de kluntede formuleringer og halvskjulte agendaer, og bare tillader mig selv at nyde sutraen på dens egne præmisser; at gå ind i dens verden, som så generøst åbnes for mig, så byder den på en enorm glæde og ærefrygt over vores fantastiske muligheder.

Sådan giver Lotus Sutraen mening: som et poetisk digt, et kunstværk, en ode til alle levende væsners iboende Buddhanatur. Sutraen viser en dyb tillid til mennesket. Flere af lignelserne fortæller os hvordan Buddhatilstanden er vores naturlige tilstand, og hvordan enhver kan finde hjælp, støtte og inspiration til at kaste lagene af unaturlige, usunde valg af sig. Der er intet vi mangler, intet vi skal have tilført udefra, for at kunne leve i urokkelig lykke og frihed – vi skal bare give slip på det overflødige, usunde og unaturlige.

søndag den 18. september 2011

En perle

Jeg er ved at læse en dejlig bog, om Kukai (grundlæggeren af Shingon shu), og hans forhold til sprogets filosofi: ”Kukai on the Philosophy of Language” oversat og kommenteret af Shingen Takagi og Thomas Eijo Dreitlein. Bogen giver en fin introduktion til dette aspekt af Kukais tænkning, og indeholder samtidig oversættelser af en række af Kukais værker, som netop belyser hans tilgang til sprog.

Bogen bugner af små perler, som for eksempel denne:

”If one were to say that sound and letters are provisional and do not extend to truth or reality, and that the characteristics of reality are that it is silent, still and beyond language, then sound and letters would be other than reality.”

tirsdag den 13. september 2011

Ingen udfrielse og ingen vej

Hvis vi skal tage Hjerte Sutraen ord for pålydende, så er der vel ingen grund til overhovedet at bekymre os om at lægge energi, hengivenhed eller hjerte i vores praksis af Buddhaens Vej, vel? Vejen findes jo ikke. Ultimativt er der ingen vej – så hvorfor ikke bare smide benene op i sofaen og ’nyde livet’ (altså fortsætte og forstærke vores velkendte mønster af begær, skuffelse og forbipasserende lindring)?

torsdag den 8. september 2011

Håb

Jeg har altid lært at håb er godt. I det armbånd jeg havde da jeg var lille, hang der et kors, et anker og et hjerte: tro, håb og kærlighed. Tre gode ting, går jeg ud fra – og håb har da også en virkelig positiv klang.

Jeg tror først, det var da jeg læste hvad Siri Hustvedt skrev om vrede og håb: ”vrede rummer altid håb, tror jeg, håb om, at tingene bliver anderledes”, at det gik op for mig, hvordan håb er født af en trang til at ting skal være anderledes end de er. Denne trang er faktisk voldsomt besværlig at leve med, ikke mindst fordi den ofte manifesterer sig som et utrætteligt kommentatorspor, der lægger sig så tæt op ad vores oplevelse, at det er super svært at skille kommentar fra virkelighed.

Fra dette synspunkt vil det nok give mere mening at dømme håbet ude. Så kan vi nøjes med at relatere direkte til virkeligheden, uden kommentarer, ændringsforslag, forbedringsstrategier eller andre forstyrrelser – bare tage et øjeblik ad gangen, fuldkommen som de er. Når vi forholder os direkte til virkeligheden, har det yderligere den fordel at det i høj grad begrænser vores oplevede problemer: det er nemlig meget sjældent virkeligheden der er vores problem, men snarere alle vores historier om den.

lørdag den 3. september 2011

Om ord

Vidunderligt og tankevækkende citat fra Shakespeares Romeo og Julie:

”Hvad er et navn? Det, som vi kalder rose,

vil dufte lige sødt, hvad end det kaldes”

Nogen gange forfalder jeg til at bruge mange ord. Ord er gode; ord kan vejlede og pege på virkeligheden – men ord er aldrig virkeligheden. De er fingeren der peger på månen, og det er problematisk, hvis vi tager fejl af fingeren og månen. Omvendt får vi måske aldrig øje på månen, hvis ikke vi ser fingeren – eller vi kommer til at tro, at gadelygten er månen.

Ord er gode, hvis bare vi husker deres begrænsning, og husker at intet ord dufter så skønt som en rose.