mandag den 30. maj 2011

Taknemmelighed II

Hvis jeg skal pege på én person der mere end nogen anden har haft betydning for mit liv (og dermed også på min praksis og mit valg af beskæftigelse), er det min mand. Peter har været i mit liv i mange år, lige siden 1982. Vi mødtes på Herlev hospital, og jeg var – lad os nu bare sige pænt – ikke helt mit sædvanlige jeg den dag. Mere omtåget var jeg dog ikke, end at jeg godt kunne se, at her var der et menneske der var noget helt ud over det sædvanlige.

Vi har haft mange vidunderlige år sammen, og vi regner med at få mange flere. Vi er elskende, men vi er samtidig hinandens bedste venner. Der er ingen anden jeg føler mig helt så godt tilpas med, som jeg gør med ham. Han er den jeg altid kan regne med, uanset hvad – den der altid vil hjælpe og støtte mig, og den der allerhelst ville give mig himlen og alle stjernerne med. Det jeg helst vil have, er hverken himlen eller stjernerne, men hans kærlighed. Den får jeg, hver dag. Vi har begge fejlet; vi har begge grædt – men vi har alligevel valgt hinanden, hver gang, hver eneste dag. For dette gentagne valg bøjer jeg nakken i ydmyg glæde, og jeg er parat til at betale prisen for det begær der binder mig til ham. For begær er det, ingen tvivl om det – men begær behøver ikke at medføre tilknytning; den tolv-lænkede kæde kan brydes hvor som helst, og jeg tør godt nyde ham, lige nu. Jeg vil gerne betale kærlighedens pris.

Uden Peters blide opmuntring er det ikke godt at vide, hvordan min praksis havde udviklet sig. Han hjalp mig til lynhurtigt at gøre op med den spirituelle blufærdighed der prægede mig i starten, dengang jeg endnu ikke rigtig vidste hvad jeg lavede, eller hvorfor jeg gjorde det. Han har siden selv taget tilflugt i Buddha, Dharma og Sangha, han har konstant støttet og hjulpet mig, og han har lært mig meget om mod og integritet. Jeg føler mig meget privilegeret over at have en så god ven at dele det allerfineste med.

søndag den 29. maj 2011

Mahayana buddhismen

Min nye bog, Mahayana buddhismen, er netop kommet fra trykkeren. Den bygger, i alt væsentligt, på et fragmenteret materiale, som blev lavet som støtte for et planlagt online kursusforløb. Ideen var at man skulle læse udvalgte tekster, og bagefter besvare og diskutere en række spørgsmål. Jeg finder stadig selve tanken om et online kursus meget tiltalende (for ikke at sige fremragende), men desværre var de logistiske udfordringer for store for en lille organisation som Tendai Danmark, hvorfor jeg besluttede at nedlægge kurset, og i stedet omarbejde materialet så det kunne udkomme i bogform. Jeg har bevaret nogle af de oprindelige spørgsmål til kurset: diskussionsspørgsmål, som det var tanken at man skulle arbejde lidt i dybden med. De er sat ind bagest i bogen. Jeg håber at der er nogen der vil bruge disse spørgsmål til deres egen refleksion, og i processen, vil kunne gøre det lærte til ‘sit eget’, i stedet for blot at overtage mine ord.

Jeg citerer fra forordet:

”Bogen er nemlig beregnet til studie - ikke til udenadslære. Tendais grundlægger Saicho sagde, at studie og praksis er de to støtter på Buddhaens vej. De samarbejder og understøtter hinanden, og ingen af dem kan stå alene. Studie nærer vores praksis, og det er igennem vores praksis at det vi har studeret bliver nærværende, bliver gjort personligt. Der er dog en enkelt faldgrube i forbindelse med religiøse studier: man kan kun alt for nemt blive knyttet til de doktriner man lærer, og begynde at se dem som sandheder, skrevet i sten, som må forsvares for enhver pris. Min lærer har en sjov påmindelse om dette liggende ved indgangen til sit tempel. Der ligger en sten, med den interessante udhuggede inskription: ”Nothing is written in stone”.

Jeg har også lyst til at minde om Buddhaens ord i Brahmajala Sutta. En gruppe af hans munke sidder og taler om en anden gruppe af religiøse vandrere, som har kritiseret Buddhaen, Dharmaen og Sanghaen. Buddhaen overhører deres samtale, og siger så: ”Munke, hvis nogen taler nedsættende om mig, Dharmaen eller Sanghaen, skal I ikke blive vrede, forurettede eller ophidsede over det. Hvis I bliver vrede eller misfornøjede over den slags nedsættende bemærkninger, vil det kun være en hindring for jer. Hvis nogen taler nedsættende om mig, Dharmaen eller Sanghaen, og I bliver vrede, kan I så afgøre om det de siger er sandt eller ej?” Munkene svarer: ”Nej, Herre” og Buddhaen fortsætter: ”Hvis nogen taler nedsættende om mig, Dharmaen eller Sanghaen, så skal I forklare hvad der er sandt og usandt, og sige ’Dette er usandt, dette er forkert, dette er ikke sådan vi gør ting, noget sådant findes ikke hos os’”.”

Bogen er til salg i vores center i Slagslunde, i de forskellige lokale grupper, og via vores web shop på www.tendai.dk.

fredag den 27. maj 2011

Om oplysning

Emnet for den konference jeg i øjeblikket deltager i, er ’oplysning’. Se, det er jo et emne der er til at tage fat i! – mange er mulighederne, men her er noterne til det foredrag jeg netop har holdt:

When the Buddha sat under the bodhi tree and attained enlightenment, he didn’t invent the Dharma. He realized the timeless truth that is always present, whether or not a Buddha is around to see it. He saw the true nature of all conditioned and unconditioned phenomenon; saw the truth about dukkha and its end. What he saw, brought about a radical transformation in him. He was, after his awakening, no longer a man – he was a Buddha; an awakened. In Dona Sutta, Dona the brahman asks the Buddha: ‘Are you a deva?’ and the Buddha says no. Dona then asks if he is a gandhabba, a yaksha or a human being – and the Buddha again answers no. In his frustration, Dona then asks ‘what sort of being are you?’, and the Buddha answers ‘you can remember me as awakened’.

Again: what he realized at his awakening was a timeless truth. This truth, the true nature of things, is in all of us – or rather; it is what we really are. It is not only found in humans. There are no restrictions on truth, so of course it is found in all sentient beings and in insentient beings too. All we need to become like the Buddha, to become awakened, is the wisdom to realize this truth. Intellectual understanding might be helpful, but only the movement of the heart, the personal experience, can set us free.

When the Buddha sat under the Bodhi tree, he was challenged by Mara. Mara asked him: ‘With what right do you sit at this seat of enlightenment?’ The Buddha then called the earth as his witness – he had every right to sit at the seat of enlightenment. The seat of enlightenment is found everywhere the teachings of the Buddha are kept alive, and we all have the right to sit there. It’s here - now, and we have every right to sit here. We should sit here, because this is the only way to make this world a better place.

What we need to do is not to create the timeless truth, to create Nirvana. It is here. We just need the wisdom to realize it. And to attain that wisdom, we need practice. We need to challenge all we ‘know’ about life, because knowledge gets in the way of wisdom.

Meditation

From the early history of Buddhism, two different strands of meditation were identified; meditations to cultivate calm, and meditations to cultivate insight – samatha and vipashyana. The practice of samatha is directed at developing concentration, while the practice of vipassana is aimed at developing wisdom. In other words: we need to stop the mind’s chatter, and we need to cut off our delusions. We need to stop and see.

Concentration

In concentration meditation, we practice letting go of the idea of pleasure and pain and just stay with our chosen meditation object. We discipline the mind, and in the process, we purify it. The mind can only hold one thing at a time, so when we keep bringing it back to our meditation object, we’re also keeping out of trouble, so to speak. Our meditation object could be anything, but often we use the breath. The breath is very suitable as a meditation object because it will change during a meditation session – it will become finer and almost imperceptible as your concentration deepens, forcing you to focus even more.

To make it easier, we can start by counting the breath; breathe in, breathe out: count one. In, out: two – we count this way up to ten, then going back to one. If we’re distracted, we just start over at one again, no big deal. After a while, the counting is no longer necessary, and so we can start following the breath. We follow the air from the rim of the nose, down through our breathing channel, to the tan-tien in the middle of the body – and all the way up and out again. At some point, we will be ready to keep our attention fixed at one point – perhaps the rim of the nose, or the tan-tien – and just wait attentively there for the sensation of the breath.

When our concentration is well developed, we can then use this concentration to investigate the true nature of reality: to do insight meditation.

The practice of concentration meditation is common to both Buddhist and non-Buddhist systems, whereas the next step; insight meditation, is unique to Buddhism, because it builds on the Buddha’s realization; his awakening.

Insight

In Buddhist insight meditation, we seek insight into the true nature of reality, or the true nature of the mind, which is basically the same. As I said; this true nature of reality is what we are really are. How could we be apart from the true nature of reality? We are right here, right now – but we’re deluded about what we are. When realizing this truth, we fulfill the path of the Buddha, and free ourselves from suffering permanently; we attain Nirvana. Nirvana is not a place that we have to ‘go to’ or create – Nirvana is the unconditioned, that which is beyond time, space and all concepts. Samsara is our conditioned reality, obscuring, and at the same time manifesting, the true nature of all phenomena.

There are three basic poisons of the mind, which bind us to samsara; anger, desire, and ignorance.

Anger

Anger is easy to recognize, and also quite easy to dissolve; the difficulty lies in realizing that anger is in fact unwholesome. Most people will cling to their anger, very reluctant to let it go. They’ll feel that it’s dangerous to let go of anger, because anger is their defense against a threatening world. As long as we see the world from our small, limited ‘Self’, it is rather threatening. But try to remove ‘I’, ‘me’ and ‘mine’ from the picture. What is really dangerous, if there is no Self that can be threatened? Without the limitation of the Self, we have no hindrances – and as the Heart Sutra says: “no hindrance, therefore no fear.”

Sometimes we carry anger with us from the past. We will not let go of our anger, because “this person did such a horrible thing, and I will not forgive that.” Carrying anger around is not pleasant, but it can be hard to convince yourself to let go of it. This is because we don’t understand our emotions. We take our emotions very seriously, and we identify with them: “I am very sad / angry / hurt.” We forget that emotions change all the time – there is no substance in them, they are dependent on causes and conditions, and they don’t necessarily show the truth of any given situation. They only show how we chose to react in the situation.

Emotions like forgiveness or forbearance are very pleasant and wholesome: they’re good for us. That is not always obvious to us because we often only look at the short-term effect. Developing such emotions requires us to go against our natural response, which is often fear and anger. Going “against the stream” is not always immediately pleasant, but in the long run it is definitely worth it. When we want to work with anger, we must first realize that anger is in fact unwholesome. Until we reach that realization we will be helpless in the face of overwhelming emotions. We also need to work up the courage to let anger go and try a few approach. It’s not that we can’t see how much harm we bring to ourselves by choosing fear and anger over forgiveness and forbearance – it’s just that we forget the importance of letting go when we’re swept away by a rush of emotion. When we’re in the middle of strong emotions choosing forgiveness or forbearance feels like giving up or surrendering. It is giving up, and it is surrendering – but it is giving up the anger and it is surrendering to the thusness of reality.

In meditation anger can of course show itself as resentment or as memories about how upset we are with this person or the other – but it can also take more subtle forms, so we have to pay attention. If anger shows itself during a meditation sometimes it is enough to just recognize it and the anger will dissolve. But if anger is returning again and again, it may be better to apply an antidote, which is metta or loving kindness.

Metta is a movement of the heart, unconditioned and unattached love and kindness. We all know how to love and be kind; it is the ‘unconditioned’ and ‘unattached’ part that is difficult. Metta is the perfect antidote to anger, because as we develop metta in meditation, we can draw on its qualities in everyday life. Metta meditation is typically done in steps, going from the very easy to the relatively difficult. Traditionally we first send out metta to ourselves, and then to someone we feel love and gratitude towards, to a stranger, an enemy (or a perceived enemy), and finally to all sentient beings. It’s definitely easier to wish happiness for someone you love and care about than for someone you don’t know – or even don’t like. Maybe it will help to remember that when we look at human beings from a far distance, we’re all pretty much alike. When we look at us real close, in a microscope, we’re also pretty much alike. It’s only when we focus somewhere in between these two extremes that we find a lot of differences. But why focus so much on the differences? We all want to be happy; we all want to be safe.

The metta meditation is quite simple, but it may take some practice before you really feel each step, so do take your time. If you have to work with only steps one and two for a full week, so be it. Do what needs to be done.

Desire

Another well-known poison is desire or craving. For some reason, desire seems to be less socially acceptable than anger. Ask 20 people sitting in a room together how many of them feel anger or resentment more than once a week and they’ll probably all raise their hand. But ask the same question about desire, and they will look away, shift uncomfortably, and just watch the others around them. But we all know desire. Desire is at the root of human suffering. The Buddha taught that desire causes suffering, and that by uprooting desire we can permanently end suffering.

In meditation, desire will show itself in a number of ways. A very common way is boredom. “I’m bored” people will complain, “I want to learn another, more effective meditation, one that’s not boring.” Boredom is nothing but desire; a wish for something better to happen – rather than paying attention and beings content with what really is. Recognizing desire as desire is the first step to uproot it. Watching the movements of the mind, recognizing desire as it arises, is often enough. If not, the classical antidote to desire is meditation on impermanence.

When meditating on impermanence, we visualize any kind of material form that we desire or are attached to. That can be one’s own body, the body of a loved one, or even chocolate cake. We look closely, as the object of our desire transforms and disintegrate; dies, rots away and disappears. The aim of this meditation is not to stir up disgust for the human body or for material form in general, but rather to awaken our insight into the impermanence of all conditioned phenomena. The meditation shows how form is empty – there is no substance in form, nothing to hold on to, and if we seek pleasure in form, we will experience suffering.

Ignorance

The final poison is ignorance. This is of course spiritual ignorance and has nothing to with worldly knowledge, education or understanding. Spiritual ignorance is what causes us to create suffering for ourselves and others, over and over again. At the most basic level, ignorance is what supports the illusion of an independent, permanent, lasting, peaceful and controllable Self.

We do not understand the true nature of reality, we do not understand life and death, and we do not understand how things come to be. The Buddha taught about Dependent Origination; how things arise and cease dependent on causes and conditions and that nothing exists in and off itself. But even if we accept this teaching in theory, we still have to realize it for ourselves. The words of another can never set us free.

We forget, again and again, how the world really is. We make up all sorts of stories about reality, but we rarely relate to reality itself. It’s like going to Paris, not ever really seeing Paris because we have our nose in a guidebook all the time! Some people decide to change the way they look at the world; they use ‘positive thinking’ or ‘affirmations’ – they decide to see the world through pink glasses, rather than grey ones, so to speak – but why not lose the glasses entirely and just look at what’s there?

Spiritual ignorance is that which prevents us from seeing the true nature of reality. If we paid attention, we’d know that things arise and cease according to causes and conditions.

Ignorance is also what prevents us from seeing what our choices really are. We often fool ourselves about our choices, thinking we have a choice when we don’t. There are some things that we can’t change even if we want to. The only choice we have left in these situations is to accept reality or suffer. Acceptance or suffering… it doesn’t sound like a hard choice to make but for many it is. When we’re deluded about our options, we cling to anger or sadness. We feel that acceptance is somehow defeat and we do not see that it’s the only alternative to suffering. The Indian monk, Shantideva, puts it very accurately: “If there is a remedy, then what is the use of frustration? If there is no remedy, then what is the use of frustration?”

The antidote to spiritual ignorance is contemplation of the core teaching of the Buddha: Dependent Origination.

At some point, the poisons will loose their power, at least momentarily. Then meditation is very simple, just sitting, paying attention to present experience, observing phenomena as impermanent, without a Self, and thus ultimately not satisfactory.

torsdag den 26. maj 2011

Spændende udlandsbesøg

Jeg er blevet inviteret til at deltage i det britiske militærs årlige buddhistiske konference. Først var jeg vældigt nervøs for opgaven – jeg var simpelthen for bundet af mine egne fastlåste forestillinger, til overhovedet at kunne se hvad jeg skulle kunne bidrage med. Heldigvis lykkedes det at overtale mig selv til at lade mine fastlåste forestillinger vige, i hvert fald for en tid, og det gik op for mig at jeg kunne være langt mere rummelig end jeg først troede. Jeg fandt helt nye nuancer i mig selv. For eksempel kunne jeg pludselig se, at min mulighed for at leve et liv uden at slå ihjel, i høj grad bygger på det faktum at der er andre mennesker der er parate til at gøre det for mig.

Jeg kan godt lide at spise kød. Der er ingen træningsregler i den traditionelle vinaya der foreslår at jeg undgår kødspisning (og Buddhaen og hans Sangha spiste da også kød, når det blev ofret til dem), men der er træningsregler der – på det bestemteste – forslår at jeg lader være med at slå ihjel.

Jeg kan også godt lide at leve i et land, hvor jeg er fri til klæde mig som jeg vil, til at tænke som jeg vil, og til at praktisere den religion jeg finder bedst. Denne frihed var jeg kommet til at tage for givet, og jeg havde glemt at den ikke er alle menneskers grundvilkår. Der er mennesker der ikke har den frihed jeg tager for givet – og der er, i hvert fald i teorien, en risiko for, at også det dejlige sted jeg lever, kunne blive ufrit. Man kan mene hvad man vil om militæret, men alt andet lige deler jeg de grundlæggende værdier de kæmper for. Jeg er ikke enig i metoderne og alle de konkrete valg, men jeg er grundlæggende enig i, at den frihed vi har vundet, er værdifuld.

Der er stadig ikke den mindste gnist af tvivl i mit sind om at den bedste verden overhovedet, for alle levende væsner, må være den hvor ingen griber til vold for at løse deres konflikter og uoverensstemmelser. Jeg har bare fået et lidt mere nuanceret syn på de aktuelle forhold; på den verden vi rent faktisk lever i, lige her og nu. Fred starter i mig selv, og hvis jeg, under bekvemt dække af bedrevidende, selvretfærdig harme, tillader at nære modstand mod andre, blot på grund af deres valg og profession, har jeg ikke bidraget til fred.

Jeg er meget taknemmelig for denne mulighed – både for at have fået lov til at se nærmere på mine egne begrænsninger, og for at have fået lejlighed til at møde så mange engagerede praktiserende.

mandag den 23. maj 2011

At være adskilt fra dem man elsker

Hvis man kigger i de buddhistiske tekster efter beskrivelser af dukkha, kan man blandt andet se dette fænomen beskrevet som ’ikke at få hvad man gerne vil have; at være adskilt fra det man gerne vil være nær’. Det er en sandhed jeg kan forholde mig til! Min lille baby, som jeg rigtig gerne vil være nær, er langt væk. Han er rejst fra mig, hele vejen til Brasilien, og der har han været alt for længe.

Savnet river i mig hele tiden. Der er så mange små ting i mit dagligliv der minder mig om vores liv sammen, og om de hyggelige stunder vi plejer at tilbringe i hinandens selskab. Nu har han oven i købet snart fødselsdag, og det er næsten ikke til at bære… Når man har set et nyt liv komme til verden er man bundet sammen med det væsen, på godt og ondt. Der er nok en god grund til, at Buddhaen, da han skulle beskrive metta, tog udgangspunkt i moderkærligheden:


Som en moder med sit liv som indsats vil beskytte hendes barn,

således skal man, med et grænseløst hjerte,

værdsætte alle levende væsner;

udstråle venlighed over hele verden

så den spreder sig op mod himlen,

og ned i dybderne;

vidtrækkende og ubundet,

fri for had og vrede.

Gid alle må leve i tryghed og glæde.

fredag den 20. maj 2011

Mit liv

Hvis du kunne se verden gennem mine øjne, ville det se omtrent sådan her ud:


Jeg er taget på ferie – og jeg huskede at pakke Buddhanaturen ;).

Det er svært at få øje på at dukkha findes, når tiden sådan driver afsted i en lind strøm af soldrukne dage og lune nætter, og netop det er grunden til, at man i buddhismen siger, at den allerbedste genfødsel man kan opnå, er den som menneske. Livet som menneske byder nemlig på dukkha og sukkha i afmålte doser: lidelse og glæde, og ikke for meget af nogen af delene. Fødes man i helvede – eller vælger man helvedets virkelighed for en stund – er lidelsen så overvældende, at man lammes. Fødes man i gudernes himmel – eller vælger man himlens lyksalighed for en stund – er glæden så overvældende, at man helt glemmer hvordan lidelsen lurer lige om hjørnet, i den næste genfødsel, eller den næste stund. Derfor minder jeg flere gange dagligt mig selv om, at skønt alt er vidunderligt for mig, lige nu, så er lykken lunefuld. Der er mange andre der lider lige nu, og jeg vil lide som dem på et tidspunkt. Derfor vælger jeg Buddhaens vej, også når det hele er perfekt.

tirsdag den 17. maj 2011

En lille hund som stor læremester

Jeg har en lille hund i pleje – et bedårende lille væsen, som skal bo hos mig, indtil vi finder en ny familie til hende.

Hun boede oprindeligt hos min lille søn og hans søde kæreste, men skønt de to er de allerdejligste og mest perfekte mennesker jeg kender, trives lille Tili ikke hos dem. Det er først og fremmest på grund af deres anden hund, Sir Charles, som hun ikke fungerer sammen med. Derfor er hun nu hos mig, og jeg glædes hver dag over de mange lektioner hun giver mig.










Tili er nemlig verdensmester i glæde. Der er ingen der kan være så glad som hun! Hun tager intet for givet, og alt er anledning til glæde, i hvert fald indtil det modsatte er bevist. Tili er ikke en hund der sluger livet i store mundfulde; hun nipper til det, og værdsætter hver enkelt lille del som den er. Hun tåler tristheden når jeg går, og hun fejrer livet med en dans når jeg kommer tilbage. Hun lader sig ikke begrænse af ideer om, hvor meget eller hvor lidt der skal til, for at man kan feste – hendes gensynsglæde er lige stor om jeg har været væk en hel dag, eller om jeg bare har været ude et øjeblik.


Tili har det mest fantastiske begynder-sind, og jeg gør mit bedste for at lære af hende. Tænk hvis også jeg var i stand til at nyde hvert eneste øjeblik på dets egne præmisser, i stedet for at ligge under for konstante bedømmelser af hvilke hændelser der bør give anledning til hvor store glæder!

mandag den 16. maj 2011

Taknemmelighed I

Jeg har så uendeligt meget at være taknemmelig for, og det er vel nok dejligt. Der er nemlig næppe nogen følelse som er mere behagelig end taknemmelighed – når man er taknemmelig, er det svært at være rigtig ked af det.

Først og fremmest er jeg så taknemmelig for mine børn. De er de mest fantastiske mennesker, og nogen gange fyldes jeg nærmest af ærefrygt, når jeg kigger på dem. Hvordan de er blevet så enestående dejlige, ved jeg faktisk ikke rigtig – men jeg ved, at det at blive nogens mor har ændret mig på så fundamental vis, at jeg ikke for alt i verden ville have undværet det. Mine børn er så særlige, at jeg kan være fristet til at lade dem fylde hele mit liv, ligesom jeg gjorde da de var små. Der var engang hvor de havde brug for mig, hele tiden og altid. Sådan er det ikke rigtig længere, nu hvor de er 20 og 22 år. Derfor prøver jeg at huske mig selv på at give slip, og tillade dem at leve deres eget liv, uden at skulle bære den byrde det er at være nogens eneste omdrejningspunkt. Men de er stadig min store svaghed ;).

Jeg slutter hver dag med at chante langt-livs dharani for dem. Jeg kalder dem frem i mit sind, og nyder at mærke en bølge af kærlighed. Denne kærlighed udstrækker jeg så til alle levende væsner – for alle, uden undtagelse, er nogens barn.

lørdag den 14. maj 2011

Kærlighedens pris

En jeg elsker, har netop mistet en hun elsker, og som altid har det også denne gang slået mig, hvor magtesløs jeg står overfor andres sorg og lidelse.

Skønt buddhismen er bygget på forståelsen af lidelse, og dens metoder er anvisninger på at stoppe lidelsen, så kigger jeg som oftest forgæves, når jeg søger i vores kanon efter umiddelbart trøstende ord (lidt i stil med: ’Herren er min hyrde, mig skal intet fattes’). Buddhismen kan nemlig kun virkelig trøste, hvis man har accepteret dens grundpræmis: at lidelse findes, helt uundgåeligt. At det ikke er symptom på at der er noget galt, når vi oplever lidelse, men at vi blot oplever menneskets vilkår. Allerhelst skal man også have fået nok af lidelse, før der for alvor er noget at hente i buddhismen.

Jeg bliver altid udpræget famlende, når ikke-buddhister beder mig fortælle om, hvordan vi i buddhismen søger trøst for sorg og savn – som fx den dag en journalist ringede mig op, og bad mig fortælle hvad jeg ville sige til en der skulle dø. De færreste af os fungerer nok rigtig godt når vi bliver klasket op ad en væg, og da heller ikke jeg. Mit bud på et svar blev da vist også nærmest en mumlen om, at eftersom vi ALLE skal dø, ville jeg jo nok sige nogenlunde det samme til denne fiktive person, som til alle andre. Det var tydeligvis ikke det svar journalisten ledte efter, og det lykkedes mig da også til sidst at komme op med noget lidt mere genkendeligt – men rigtig godt, det blev det aldrig, i hvert fald ikke fra hendes synspunkt.

Heldigvis er hende der for nylig har mistet allerede fast forankret på Buddhaens vej, så jeg ved at hun nok skal finde sin trøst, og at hun er stærk nok til at betale kærlighedens pris.

fredag den 13. maj 2011

Velkommen tilbage...

…til mig selv. Jeg har holdt pause fra blogningen virkelig længe, endda før jeg rigtig var kommet i gang – men nu er jeg klar igen. Jeg har fået mere tid til min rådighed (fordi der en masse dejlige mennesker omkring mig, som hjælper med at løfte mine øvrige opgaver!), så nu har jeg igen mod på at forsøge mig. Umiddelbart har det været en svær start. Mit første indlæg – det fra i går – er forsvundet ud i cyber space, så derfor hilser jeg endnu engang mig selv velkommen. Gad vide hvor mange gange jeg skal gøre det?