Ny oversættelse af Mulamadhyamakakarika

Som det er fremgået af bloggen, har jeg læst Gudo Wafu Nishijimas nye oversættelse af Mulamadhyamakakarika: Fundamental wisdom if the Middle Way. Det er en oversættelse der er blevet temmelig hårdt behandlet af visse læsere, så jeg var naturligvis nysgerrig!

Da jeg først begyndte at læse den, tog jeg fat på den som på enhver anden bog. Jeg læste den gennem mit filter af personlig karma, kritisk/analytisk sans, og med hele den buddhistiske bagage. Og jeg hadede den. Jeg brød mig så lidt om den, at jeg blev nødt til at afbryde læsningen, og finde en ny måde at nærme mig den på.

Jeg valgte derfor at læse oversættelsen som en kontemplation; at lade læsningen være en del af min kontemplative praksis, snarere end en del af mine studier. Grænsen mellem de to er flydende, og i bund og grund ikke-eksisterende, men min tilgang til en given tekst forandres når jeg lader den være en del af min kontemplative praksis: så tillader jeg teksten at være som den er, og accepterer dens virkelighed. Jeg tager en pause fra læring, analyse og viden, og nøjes med at læse. På denne måde kom jeg igennem Nishijimas oversættelse, og kunne påskønne den indre konsistens der er i værket.

Det overvejende problem med denne oversættelse er, at den synes at blæse højt og flot på hele den tradition det oprindelige værk skriver sig ind i. Derfor byder den på nogen virkelig bizarre oversættelser (førstepladsen går til oversættelsen af ’anatman’ til ’something different from spirit or soul’…), og besynderlige overvejelser af henholdsvis det sympatiske og det parasympatiske nervesystems indflydelse på vores erkendelse. At der oven i købet rodes rundt i nervesystemets begreber, gør ikke slutningen nemmere at forholde sig til.

Min anbefaling må være: læs den – men læs den to gange. Læs den først som et langt, vidunderligt digt, og nyd at træde ind i den verden der præsenteres. Og læs den så med mere kritiske øjne og, for alt i verden, med ’Pruning the Bodhi Tree’ i den anden hånd!