Som tiden går...

Jeg har lige haft fødselsdag - en dag jeg nyder meget, stort set hvert eneste år. Undtagelsen var det år, jeg blev 30. Det hadede jeg af et godt hjerte, for når man var 30 år gammel, var man enormt voksen og havde virkelig styr på livet, universet og alting - og dér var jeg bare slet ikke...!

Efter at have passeret Den Store Skillelinje ved 30, har jeg forligt mig med tidens gang, og jeg er gået tilbage til at svælge i festligheder omkring mine fødselsdage. Et år insisterede jeg for eksempel på at have fødselsdag hver dag, en hel uge i træk. Den charmerende ide satte min 8-årige niece dog en stopper for, da hun nægtede at ringe og vække mig med en fødselsdagssang den tredje dag i træk. Hun meddelte sin mor - som så var sød nok til at lade budskabet gå videre - at det simpelthen var for barnligt. Af børn og fulde folk...

Et tilbagevendende højdepunkt på mine fødselsdage er opringningen fra min gamle veninde (hej Birgit!). Den kommer, hvert år, fordi det skal den. Vi har fejret hinandens fødselsdage fra vi var fem år gamle, og det skal der ikke laves om på. Alting er tomt, uden kerne eller substans, i konstant forandring; kun denne ene konstant findes: Birgit skal ringe på min fødselsdag. Og med denne belæring fra den moderne hippieyana buddhisme, vil jeg afslutte mit fødselsdagsindlæg med det vers som jeg kontemplerer hver aften, men som betyder ekstra meget for mig på min fødselsdag:

Aldrig må vi glemme livets dødens betydning.

Tiden flyver, og vores muligheder går tabt.

Alle må vi stræbe efter at vågne -

AT VÅGNE!

Giv agt. Værdsæt hele dit liv!