Om tale

Nogen gange undrer jeg mig, når jeg er i en større forsamling. Mange mennesker elsker tilsyneladende at høre deres egen stemme, og omtrent lige så mange andre hader åbenbart ideen om at skulle tale til en større forsamling. Derfor kan det der planlægges som en kort præsentationsrunde meget ofte udvikle sig til et maraton af selvhøjtidelige folk der ønsker at dele alt, krydret af angstens sved fra de som føler sig umådeligt utilpas ved bare at skulle sige deres navn.

Vi blotter os, når vi taler. Vi blotter os meget, når vi taler til mange. Denne blottelse er formentlig årsagen til frygten for at tale i forsamlinger, måske kombineret med en vis nærighed – nærighed med os selv. Når vi taler, deler vi af os selv, og det kan være skræmmende, for hvad nu, hvis andre ikke påskønner det vi siger, den vi er?

Men hvad er så årsagen til den overdrevne trang til at høre sig selv? Hvilken belønning får vi, når vi taler til andre? Helt oplagt får vi jo en form for bekræftelse, især hvis dem vi taler til er høflige nok til at holde mund mens vi taler: så handler det om mig, mig, mig, og ingen andre. Det kan også opleves som en slags forhåndsvalidering, når man bliver bedt om at tale: nogen har besluttet, at vi er værd at høre på. Det er dejligt at opleve, at man kan tilbyde noget værdifuldt til andre, og det støtter vores fornemmelse af at være noget særligt.

Fælles for både angsten og trangen til at tale i forsamlinger, er den selvcentrede indstilling der føder dem. Når hele min verden udgår fra mig, kan det både være skræmmende og fantastisk at have et veloplagt (eller tvangsindskrevet…) publikum. Så bekræftes denne illusion om, at det er mig og mine svagheder eller styrker der er interessante, og det er altid trygt at få bekræftet sine illusioner, uanset hvor uhensigtsmæssige de end måtte være.