At skændes

Jeg er holdt op med at skændes. D. 11 januar sad vi til vores sædvanlige sanghamøde, og kom – som vi så ofte gør – til at tale om vrede, og om den svære relation til andre. Det hele ville vel nok være meget nemmere, hvis bare vi kunne sidde og hygge os med vores praksis i et vakuum…eller? En af deltagerne kom pludselig med den overraskende meddelelse, at han var holdt op med at skændes. Den første reaktion kan vel nærmest beskrives som spøgefuld vantro. Vi er så vant til at man skændes, og sådan er det: det var virkelig svært at vænne sig til tanken om, at man da bare kunne lade være. Og alligevel fik jeg lyst til at gøre det samme, da først jeg var kommet mig over min overraskelse over (1) selve ideen; at lade være med at skændes, og (2) at jeg ikke umiddelbart havde kunnet se det indlysende rigtige (og nemme) i hans tilgang.

Der er stadig folk der skændes med mig – men det betyder ikke at jeg behøver at tage imod invitationen til at deltage i et skænderi. Nogen gange falder jeg i, og besvarer vrede med vrede, men så snart jeg opdager hvad det er, jeg har gang i, vælger jeg om. På en god dag opdager jeg det hurtigt; andre gange tager det længere tid, og det er ok. Det vigtige er, at jeg nu ved, at jeg kan vælge at lade være med at skændes. Jeg kan vælge at sige min mening, og at forlade situationen, hvis jeg fornemmer at den bliver for ophedet. Det er alligevel aldrig i de ophedede stunder, man virkelig får påvirket noget som helst.

Til at begynde med troede jeg at det ville være rigtig svært, men det synes jeg egentlig ikke det er. Det er jo en total ’ikke-ting’. Jeg skal ikke gøre noget særligt; jeg skal bare lade være med at gøre noget. Selvfølgelig er jeg som sagt fra tid til anden kommet til at tage imod en invitation, men så snart jeg har opdaget det, har jeg forladt festen. Det må man godt. Det er meget simpelt.

Bryllup

Her i sommer havde jeg den store glæde at få lov til at forestå den første Tendai vielse i Danmark. Det var en stor fornøjelse for mig, ikke bare fordi der var tale om to virkelig dejlige mennesker, som jeg er helt sikker på vil være til stor glæde for hinanden i mange år, men også fordi det gav mig lejlighed til at sammensætte et overordnet vielsesritual for Tendai i Danmark.

Jeg arbejde naturligvis ud fra visse givne elementer: Tendai har et vielsesritual, som jeg ønskede at følge, og den danske stat sætter også nogle retningslinjer for hvordan en vielse skal foregå, for at den kan være juridisk gældende. Indenfor disse to sæt af retningslinjer havde jeg til gengæld ret stor metodefrihed, og det nød jeg.

Det ritual jeg kom frem til, viste sig at fungere helt fantastisk, og der er så stor frihed i det, at jeg tænker det vil kunne fungere i mange sammenhænge, for mange forskellige typer af brudepar. Særligt har jeg forsøgt at ramme en form som kan gøres mere eller mindre ’buddhistisk’, afhængigt af brudeparret og deres gæster.

Ritualet starter med sanrai, så ’scenen er sat’: dette er et buddhistisk ritual, og derfor starter vi med tilflugt i buddhismens tre juveler. Dette kan gøres enten af mig alene (som jeg gjorde det denne gang), eller af alle de tilstedeværende. Derefter følger en rensning og en røgelsesofring, og Goshimbo; det esoteriske ritual for renselse og beskyttelse.

Herefter gøres rammerne endnu mere eksplicitte. Vi har, gennem sanrai, fastslået at vi har at gøre med et buddhistisk ritual; nu gøres det klart hvilket ritual det drejer sig om, gennem følgende:

”Vi er samlet her i dag for at fejre X og Y’s bryllup, et ældgammelt, helligt ritual. Når to mennesker tror så meget på kærligheden og på hinanden at de ønsker at tilbringe deres liv sammen, er det stort og smukt; det er helligt.”

Så følger en tale til brudeparret. Den tale jeg holdt i sommer var meget personlig, så den vil jeg ikke gengive her, men i bund og grund var det en tale som tog udgangspunkt i buddhismens lære om forgængelighed.

Dernæst følger et citat fra en buddhistisk tekst. I sommer talte jeg om Dhammapadas råd om hvordan ufred aldrig kan endes gennem vrede, men kun gennem kærlighed. Hvis det er en vielse af to buddhister, med gæster som er trygge ved den buddhistiske lære, ville det være oplagt at chante en sutra sammen, men ellers kan man nøjes med at tale ud fra teksten.

Endelig følger så selve vielsen:

”I skal leve med omsorg, kærlighed og tillid. I skal vælge hinanden, hver eneste dag – hvert eneste øjeblik. Det er det sande omfang af det løfte, jeres ægteskab skal bygges på.

Og derfor spørger jeg nu dig, X, om du vil tage Y som hos dig står, til din ægtehustru, og vise hende omsorg, kærlighed og tillid i alle de dage der står for jer?

Ligeledes spørger jeg dig, Y, om du vil tage X som hos dig står, til din ægtemand, og vise ham omsorg, kærlighed og tillid i alle de dage der står for jer?

Da I begge har sagt ja til at dele jeres liv, erklærer jeg jer hermed ægtefolk.

Jeres ægteskab besegles med en ring – en ubrudt cirkel, som symboliserer den ubrudte kærlighed imellem jer. X, du må give din hustru hendes ring.

X og Y; I er knyttet sammen i kærlighed – gå med fred.”

Når det nye ægtepar forlader alteret, afsluttes ritualet med endnu en røgelsesofring, Goshimbo og sanrai.

Dette ritual viste sig som sagt at fungere virkelig godt, endda selvom der var adskillige præster og præstekoner i den nærmeste familie. Alle følte sig trygge ved ritualet, og kunne genkende tilpas mange elementer fra den traditionelle danske vielse til at de var helt på det rene med, hvad det var for et ritual de havde overværet. Brudeparret var glade, men deres glæde blev måske overgået af min? Jeg nød det i hvert fald i fulde drag, og er dem meget taknemmelige for den mulighed de gav mig, og den tillid de viste mig.

Oplysningens syv faktorer

Der siges at være syv faktorer der kan hjælpe os på vores vej til oplysning: glæde, energi, undersøgelse, afbalanceret ro, koncentration, sindsligevægt og sindsnærvær. Alle disse faktorer påvirker og afbalancerer hinanden. Det ser man nemmest, hvis de sættes op i en cirkel, hvor sindsnærvær hører til i midten, fordi det er den faktor der påvirker og afbalancerer alle de andre:

energi

glæde

undersøgelse

afbalanceret ro

sindsro

koncentration

Glæde og sindsro hører sammen. Sindsroen hjælper os til ikke at miste fodfæstet midt i glæden, og glæden gør at sindsroen ikke får os til at trække os væk fra verden.

Afbalanceret ro og undersøgelse hører sammen. Undersøgelse forudsætter et roligt sind, men det rolige sind kan nemt blive sløvt, hvis ikke roen bruges konstruktivt.

Energi og koncentration hører sammen. Er der for megen energi, bliver sindet spredt og uroligt; der mangler koncentration. Er der for lidt energi, bliver sindet tungt og ensporet; der er, om ikke for megen koncentration, så i hvert fald forkert koncentration.

I det hele taget gælder det, at når balancen vakler i vores meditation, er det aldrig fordi der er ’for meget’ af nogle af disse faktorer, men snarere fordi de er tilstede i en ukorrekt form. Da kan det hjælpe at afbalancere dem med hinanden.

Og midt i cirklen, som en del af alle parrene, kan vi så sætte sindsnærvær. Uden sindsnærvær kan vi hverken det ene eller det andet; uden sindsnærvær, ingen oplysning. Sindsnærvær er oplysningens akse; det resten drejer om.

Om tale

Nogen gange undrer jeg mig, når jeg er i en større forsamling. Mange mennesker elsker tilsyneladende at høre deres egen stemme, og omtrent lige så mange andre hader åbenbart ideen om at skulle tale til en større forsamling. Derfor kan det der planlægges som en kort præsentationsrunde meget ofte udvikle sig til et maraton af selvhøjtidelige folk der ønsker at dele alt, krydret af angstens sved fra de som føler sig umådeligt utilpas ved bare at skulle sige deres navn.

Vi blotter os, når vi taler. Vi blotter os meget, når vi taler til mange. Denne blottelse er formentlig årsagen til frygten for at tale i forsamlinger, måske kombineret med en vis nærighed – nærighed med os selv. Når vi taler, deler vi af os selv, og det kan være skræmmende, for hvad nu, hvis andre ikke påskønner det vi siger, den vi er?

Men hvad er så årsagen til den overdrevne trang til at høre sig selv? Hvilken belønning får vi, når vi taler til andre? Helt oplagt får vi jo en form for bekræftelse, især hvis dem vi taler til er høflige nok til at holde mund mens vi taler: så handler det om mig, mig, mig, og ingen andre. Det kan også opleves som en slags forhåndsvalidering, når man bliver bedt om at tale: nogen har besluttet, at vi er værd at høre på. Det er dejligt at opleve, at man kan tilbyde noget værdifuldt til andre, og det støtter vores fornemmelse af at være noget særligt.

Fælles for både angsten og trangen til at tale i forsamlinger, er den selvcentrede indstilling der føder dem. Når hele min verden udgår fra mig, kan det både være skræmmende og fantastisk at have et veloplagt (eller tvangsindskrevet…) publikum. Så bekræftes denne illusion om, at det er mig og mine svagheder eller styrker der er interessante, og det er altid trygt at få bekræftet sine illusioner, uanset hvor uhensigtsmæssige de end måtte være.

Taknemmelighed VI

Sanghaen – både det en god ven kalder ’Big (as)S Sangha’ (han mener Sanghaen bestående af ordinerede…), og den store Mahasangha (alle de spirituelle venner; alle praktiserende) – er en stadig kilde til glæde og taknemmelighed for mig.

Jeg er så inderligt lykkelig over at der, op igennem flere tusinde år, er mennesker der har dedikeret deres liv til at beskytte Buddhaens lære, så den er tilgængelig for mig i dag. Og jeg er dybt rørt over, at der er mennesker der gider at dele deres vej med mig, lige her og nu. Jeg kan slet ikke forestille mig mit liv uden sanghaen, i alle dens afskygninger. Tak til jer alle. Jeg glæder mig til at se nogen af jer i aften!

At give og give op

Når vi giver noget til en anden, giver vi det så virkelig fra os? Slipper vi det, og lader den anden beslutte hvad der videre skal ske med det? Det gør vi nok ikke altid, for så ville Emma Gad nok ikke fortælle så nøje om, hvornår man kan tillade sig at give den gave videre, som man selv har modtaget – og tænk engang over det: giver du med så rent hjerte, at du ikke ville blinke hvis modtageren (ved en pinlig fejl) kom til at give dig den gave, som du selv oprindeligt havde givet ham? Slipper du taget, når du giver? Er det lige meget for dig, om folk pakker deres gaver ud, eller om de bruger de gode råd du giver?

Jeg blev engang opfordret til at være med i en fælles gave, men valgte at sige nej tak til tilbuddet, fordi jeg vidste at modtageren ikke ville værdsætte gaven efter fortjeneste – jeg var stadig meget bundet til det jeg gav. Jeg er heldigvis blevet meget bedre til at give, efter jeg har lært at give op.

Det lærte jeg på en meget konkret måde. I sommeren 2010 deltog jeg i en forfærdende hård praksis under den årlige præstetræning: vi lavede 1000 prostrationer om dagen, tre dage i træk. Tåbeligt nok var jeg gået til opgaven som en fysisk udfordring; havde forsøgt at træne min krop op til belastningen, og forestillede mig, at det ville hjælpe. Ret hurtigt gik det op for mig, at min strategi slog fejl – og så forsøgte jeg mig med en anden strategi, og en tredje, og en fjerde – og formentlig et par stykker mere, som jeg har glemt alt om. Jeg prøvede at klare opgaven med viljestyrke (det kunne jeg glemme alt om!), med stolthed (den er ikke meget værd i forhold til intens smerte og udmattelse), og så forsøgte jeg at give op, at vende mig fra opgaven (og det kunne jeg så heller ikke…). Forløsningen kom først, da jeg gav mig selv til opgaven; kun mig, uden strategier, historier og falbelader. Så var det bare at gøre det der skulle gøres, uden at bekymre sig om historier, retfærdiggørelser eller strategier. Så var det bare at gå op og ned.

At lave 1000 prostrationer om dagen gjorde ikke noget særligt for mig – men at lære at give slip, helt slip, og at give op; det har gjort en kæmpe forskel. Jeg mestrer endnu ikke kunsten at give op til perfektion, men jeg bliver bedre. Og når man giver op, kommer friheden – friheden til at give frit, uden forventninger eller fastlåste ideer om hvordan det givne skal anvendes.

Begær

Begær er årsag til lidelse. Lidelse er som en flamme på et lys, og begær er som stearinen. Flammen næres af stearinen, stearinen er flammes årsag. Når der ikke er mere stearin, går flammen ud. Når vi ikke længere dyrker vores begær, er der ikke mere lidelse – det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at have lidelse, hvis der ikke er begær. Det er så enkelt. Så hvorfor er det så svært??

Buddhaens oplysning

De buddhistiske traditioner der mener at år 553 er et korrekt gæt på datoen for Buddhaens fødsel, fejrer i år at buddhismen fylder 2600 år. De fejrer – eller rettere: fejrede, for den store fejring foregik ved fuldmåne i maj – at det er 2600 år siden Buddhaen blev oplyst.

Hvor vigtigt er det at fejre en andens oplysning? Og hvor vigtigt er det, at Buddhaen blev oplyst?

På den ene side er det meget vigtigt, fordi Buddhaen er vores rollemodel; den der beviser for os at det kan lade sig gøre at frigøre sig fuldkommen fra lidelse – selvom det ind imellem kan forekomme en overvældende stor opgave, og målet kan synes meget langt væk.

På den anden side er det i bund og grund ligegyldigt. De buddhistiske belæringer bliver hverken mere eller mindre sande af den grund. Buddhisme er jo ikke noget vi tror på – det er og bliver noget vi gør. Først når vi selv gør det; når vi går vejen, og når vi ser hvilken effekt det har på os, bliver belæringerne interessante.

Det vi i hvert fald kan bruge, er Buddhaens eksempel, om så det er historisk korrekt (hvad jeg tror det er, uanset at datoerne er noget svævende) eller ej. Buddhaen traf en dyb beslutning, og han førte den ud i livet. Han besluttede sig for at finde en løsning på menneskets lidelse, og han blev ved med at søge, til han var i mål. Han besluttede at sætte sig under Bodhi træet og blive siddende til løsningen var der – og det gjorde han. Hans eksempel er inspirerende, og det er der god grund til at fejre!