Metta mod vrede

Metta meditationen er en velkendt meditation, som sigter mod udvikling af, og indsigt i, ægte medfølelse og vredens sande natur.

Nogen mennesker er præget af en klar visdom, der er som et spejl, der viser nøjagtigt hvad der er. Her er ingen forvrængninger; det der er, genspejles klart. Deres intellekt er skarpt, deres viden ofte enorm, og med deres logiske sans kan de analysere enhver situation. De synes at have et naturligt potentiale for at skabe overblik og harmoni ved at samle folk – til gengæld har de i høj grad brug for at gerne kende grænserne. De har brug for disciplin og orden; for at gøre tingene rigtigt.

Deres problemer kan typisk være vrede, i alle dens mange afskygninger. De kommer nemt til at føle sig utilstrækkelige, dumme – mindre end perfekte. Og det vækker vreden (der samtidig lå til grund for de ubehagelige følelser…). De er travle mennesker, for de har et stærkt ønske om at ændre tingene, og tilpasse dem deres egen ’perfekte verden’. De frygter intimitet, nærhed. Tænk om nogen skulle opdage, hvor uværdige og dumme de er..? - og forsvarer sig ved at blive rigide og doktrinære, og ved at distancere sig

Se nu disse træk i dig selv – mærk hvordan de forvolder både glæde og sorg. Se hvordan vredens energi kan bruges til at skabe orden og overblik, til at samle folk og skabe harmoni. Vredens energi, når den bruges rigtigt, kan skære igennem forvirring og vise tingene som de er. Øv dig i at rumme din vrede, din utilstrækkelighed, så du kan gøre plads for tillid og beslutsomhed.

Mettas modsætning er vrede. Vrede bruges i denne forstand som et samlebegreb for en hel række følelser der alle har det tilfælles at de bygger på en fornemmelse af separation og modstand. Det kan være egentlig vrede, irritation, fordømmelse, og trang til at måle sig selv og andre – gerne mod hinanden. Vreden er nem at genkende, og nem at opløse. Erkendelsen at vrede; AL vrede, er uhensigtsmæssig, er vanskelig. Mange mennesker klynger sig til deres vrede, identificerer sig med den, og tøver voldsomt med at slippe den. Det opleves som farligt at give afkald på vrede, fordi den ses som et værn mod en truende verden. Verden er farlig, set fra vores eget lille, begrænsede ’Selv’. Men prøv engang at fjerne ’jeg’, ’mig’ og ’mine’ fra billedet.

Godhed og glæde er vores naturlige tilstand – når vi lader os selv føle godhed, har vi det godt, på både kort og langt sigt. Vi kan nok finde forbigående tilfredsstillelse i andet end godhed, men den er i sandhed forbigående, og om ikke andet vil vores krop vise os at vi er på galt spor: vi får stress, hovedpine, bliver udmattede og til sidst syge. Mennesker er flokdyr, vi ønsker at være tæt, og vi længes efter nærvær og tryghed. Vi modarbejder vi os selv med vrede og afstandtagen, på grund af angst og uvidenhed.

Mange bærer på vrede fra fortiden. De slæber trofast rundt på gammel bagage, som er med fordi ”denne person gjorde så forfærdelig en ting, og det vil jeg i hvert fald ikke tilgive”. For 20 år siden havde jeg altid bleer og sutter i min taske – nu hvor mine børn er 20 og 22 år, giver det ikke længere mening. Hvorfor så orke at bære rundt på gammel vrede? Den er langt tungere end bleer og sutter… At bære rundt på vrede er langt fra behageligt, men igen; det kan give en (falsk) tryghedsfornemmelse.

Når vi arbejder med at forvandle vreden, kan det være svært at se om vi udvikler ægte metta, eller om vi snarere nærer den mere almindelige, sentimentale kærlighed og tilknytning: den som kræver mere end den giver. Den sentimentale kærlighed kræver en genstand, og at genstanden er under kontrol. ’Jeg elsker dig – så længe du elsker mig / respekterer mig / opfører dig ordentligt overfor mig’. Eller, mere subtilt, maskeret som omsorg: ’Jeg bliver jo frygteligt bekymret når du gør xyz’. Uanset hvilken historie man foretrækker at fortælle om den sentimentale kærlighed, er der altid tale om en kærlighed med betingelser; om tilknytninger og krav. Sentimental kærlighed giver vi ofte som en slags belønning, der kan tildeles dem som ’fortjener’ det - en komplet vanvittig tilgang, hvis man sammenligner med metta.

Metta er som sommerblomster: jo flere man plukker, jo flere kommer der. Den sentimentale kærlighed er som tulipaner: der er dét der er, og så må man være omhyggelig når man deler det ud ☺