Store følelser

Nogle følelser er vældigt store, og hvis vi tillader det, sætter de et vægtigt aftryk i vores liv.

Jeg husker for eksempel stadig levende følelserne fra min barndoms sommerferier (hvor solen ALTID skinnede, og kippekalven godt gad at lege), og juleaftner (hvor træet ALTID var det smukkeste træ nogen sinde, og naturligvis altid til loftet). Jeg husker også tydeligt følelsen fra vaccinationen på Statens Serum Instituts calmettestation – og fra den ækle flydende penicillin man bød børn dengang for mange år siden (mine jævnaldrende husker den garanteret også; den tyktflydende væske, med farve som mælk blandet med rød sodavand, og smag som … Nej, den er ubeskrivelig, men min mave kan stadig huske den!).

Alt hvad der kommer ind gennem vore seks sanser påvirker os, i større eller mindre omfang, og derfor skal vi huske at stå vagt om vores sanser. Vi skal være varsomme med hvad vi tager ind, og med de følelser vi tillader at opstå i vores sind. Det er en god ide kun at tillade det vi gerne vil se mere af – for prisen for at bære uhensigtsmæssige følelser kan være høj.

Urenheder vil, som rimfrost og dug,

Opløses i lyset af visdom.

Derfor må vi nidkært

Vogte vore seks sanser.

De spørgsmål vi stiller

Som vestlige konvertitbuddhister stiller vi mange spørgsmål. Vi vil så gerne vide alting - vi vil vide hvad, hvorfor og hvornår. Kun sjældent spørger vi 'hvordan?', og når vi gør, er det som regel for at finde ud af, hvad vi kan få ud af dette eller hint: hvordan bliver vi oplyste, hvordan får vi Det Store Gennembrud. Vi er ikke særligt tilbøjelige til at vise tålmod, til at gøre det der skal gøres, uden at bekymre os om hvorfor, eller hvad der mon er i det for os.

For nylig fik jeg opfyldt en gammel drøm om at besøge Stonehenge. Det er et imponerende sted, og da jeg stod der, slog det mig hvordan de kæmpemæssige sten fortæller en historie om folk som ikke spildte tiden med at spørge ‘hvorfor’.

Måske skal vi prøve at være mere omhyggelige i vores spørgsmål. Måske skal vi stille lidt færre spørgsmål, og i stedet sørge for, at det er GODE spørgsmål ... Ellers ender vi måske som tåberne i Douglas Adams' (i øvrigt herlige) bøger, der bad en supercomputer komme op med svaret på 'livet, universet og alting' - og blev frygteligt skuffede, da den kom med svaret '42' :)

Det er sjældent svarene på vores spørgsmål der hjælper os. Til gengæld tror jeg at selve den refleksion der afføder de dybe spørgsmål kan være vældigt værdifuld – hvis vi tager os tid til at gennemføre hele refleksionen, og ikke bare gylpe det ene spørgsmål op efter det andet, uden at overveje hvad svarene kan bruges til.

Indras Net

Jeg lider ind imellem under min tendens til at ville kontrollere alting. Når jeg fanger mig selv i at være manisk travl, er jeg klar over, at jeg (igen!) ligger under for denne tåbelige trang til kontrol, og så laver jeg kontemplationer på Indras Net. Indras Net er et gigantisk net der dækker hele universet, uden hverken begyndelse eller afslutning. I alle sammenføjninger sidder der en diamant, som afspejler alle de andre diamanter i sig. Ændres én del af nettet, ændres hele nettet - detaljen bærer helheden i sig. Læg dertil det faktum at alt i nettet, uden undtagelse, er under konstant forandring - så har man et fint billede på hvordan verden fungerer, og så skulle det også gerne stå klart, at jeg nok kan påvirke rigtig meget, men at jeg aldrig vil kunne kontrollere alt.

Jeg tager på ferie

Nu starter min velfortjente ferie, og jeg rykker til Italien den næste måned. Jeg kommer dog lige et smut hjem undervejs, til noget meget spændende, som er direkte relateret til min praksis – fortsættelse følger!

Bloggen kommer ikke til at ligge stille. Jeg vil blogge fra ferielandet, men I må nok være indstillede på, at kvaliteten i disse indlæg vil kunne opleves som svingende J.

Det er altid en udfordring at holde sin praksis levende og interessant når man er på ferie. Jeg plejer altid at ændre den formelle praksis i ferieperioden, så både form og kvantitet nemmere kan passes ind. I år vil jeg have fokus på samatha meditation, særligt i form af kokorodo og anapana sati meditation. Jeg vil stadig vælge at starte min dag med Hjerte Sutraen, afslutte den med Dharani og metta, og chante Vajrasattva mantraet løbet af dagen.

God sommer – og god praksis. Må vores praktisering af Buddhaens Dharma blive til glæde for alle levende væsner!

Taknemmelighed V

Jeg mødte første gang min sensei i juli måned, 2005. Jeg havde fået kontakt med ham via internettet (denne velsignelse, der heldigvis har vist sig langt mere sejlivet end jeg ellers forudså. ’Internettet – døgnflue, siger jeg. Jeg giver det max to år…’). Vi havde haft sporadisk email kontakt gennem nogle måneder, da jeg besluttede at jeg ville rejse over til ham i New York, tage tilflugt, og i samme moment påbegynde den traditionelle præstetræning.

Han var så venlig ikke at bruge for mange ord. Han fortalte mig, hvad hans forventninger til mig var, hvad jeg – helt overordnet – kunne forvente mig af ham og træningen, og lod mig derefter opleve tingene på egen hånd, uden at presse sit filter ned over min oplevelse. Det vil jeg gerne lære af. Jeg bruger alt for mange ord.

At være uforberedt

Kun en eneste gang før har jeg været lige så uforberedt på gyo, som jeg var det i år. Jeg har været meget spændt på, hvad det ville gøre det for min oplevelse.

Da jeg ankom til min første gyo, var jeg fuldkommen uforberedt. Jeg havde ganske enkelt ingen anelse overhovedet om hvad der ventede mig. Selvfølgelig havde jeg gjort mig ideer og forestillinger, men det stod lynhurtigt lysende klart, at ingen af dem på nogen som helst måde var brugbare, så jeg måtte lynhurtigt overgive mig til oplevelsen, helt åbent og uforbeholdent.

Vores forberedelser gør os forbeholdne. Når vi forbereder os, vælger vi på forhånd, hvilke indtryk vi vil tage til os. Den menneskelige hjerne kan ikke forarbejde alle de myriader af indtryk vi konstant får, så der sker en automatiseret udvælgelse af, hvilke indtryk vi bør forholde os til. Denne udvælgelse sker i høj grad på baggrund af vores karma, men vi kan også påvirke den – indsnævre vores synsfelt, så at sige – ved at forberede os på en situation. Der er visse situationer, som er gode at forberede sig på, men der er andre (flere), hvor forberedelser hindrer os.

Det er ikke farligt at være uforberedt - det føles bare sådan ;)

Metta mod vrede

Metta meditationen er en velkendt meditation, som sigter mod udvikling af, og indsigt i, ægte medfølelse og vredens sande natur.

Nogen mennesker er præget af en klar visdom, der er som et spejl, der viser nøjagtigt hvad der er. Her er ingen forvrængninger; det der er, genspejles klart. Deres intellekt er skarpt, deres viden ofte enorm, og med deres logiske sans kan de analysere enhver situation. De synes at have et naturligt potentiale for at skabe overblik og harmoni ved at samle folk – til gengæld har de i høj grad brug for at gerne kende grænserne. De har brug for disciplin og orden; for at gøre tingene rigtigt.

Deres problemer kan typisk være vrede, i alle dens mange afskygninger. De kommer nemt til at føle sig utilstrækkelige, dumme – mindre end perfekte. Og det vækker vreden (der samtidig lå til grund for de ubehagelige følelser…). De er travle mennesker, for de har et stærkt ønske om at ændre tingene, og tilpasse dem deres egen ’perfekte verden’. De frygter intimitet, nærhed. Tænk om nogen skulle opdage, hvor uværdige og dumme de er..? - og forsvarer sig ved at blive rigide og doktrinære, og ved at distancere sig

Se nu disse træk i dig selv – mærk hvordan de forvolder både glæde og sorg. Se hvordan vredens energi kan bruges til at skabe orden og overblik, til at samle folk og skabe harmoni. Vredens energi, når den bruges rigtigt, kan skære igennem forvirring og vise tingene som de er. Øv dig i at rumme din vrede, din utilstrækkelighed, så du kan gøre plads for tillid og beslutsomhed.

Mettas modsætning er vrede. Vrede bruges i denne forstand som et samlebegreb for en hel række følelser der alle har det tilfælles at de bygger på en fornemmelse af separation og modstand. Det kan være egentlig vrede, irritation, fordømmelse, og trang til at måle sig selv og andre – gerne mod hinanden. Vreden er nem at genkende, og nem at opløse. Erkendelsen at vrede; AL vrede, er uhensigtsmæssig, er vanskelig. Mange mennesker klynger sig til deres vrede, identificerer sig med den, og tøver voldsomt med at slippe den. Det opleves som farligt at give afkald på vrede, fordi den ses som et værn mod en truende verden. Verden er farlig, set fra vores eget lille, begrænsede ’Selv’. Men prøv engang at fjerne ’jeg’, ’mig’ og ’mine’ fra billedet.

Godhed og glæde er vores naturlige tilstand – når vi lader os selv føle godhed, har vi det godt, på både kort og langt sigt. Vi kan nok finde forbigående tilfredsstillelse i andet end godhed, men den er i sandhed forbigående, og om ikke andet vil vores krop vise os at vi er på galt spor: vi får stress, hovedpine, bliver udmattede og til sidst syge. Mennesker er flokdyr, vi ønsker at være tæt, og vi længes efter nærvær og tryghed. Vi modarbejder vi os selv med vrede og afstandtagen, på grund af angst og uvidenhed.

Mange bærer på vrede fra fortiden. De slæber trofast rundt på gammel bagage, som er med fordi ”denne person gjorde så forfærdelig en ting, og det vil jeg i hvert fald ikke tilgive”. For 20 år siden havde jeg altid bleer og sutter i min taske – nu hvor mine børn er 20 og 22 år, giver det ikke længere mening. Hvorfor så orke at bære rundt på gammel vrede? Den er langt tungere end bleer og sutter… At bære rundt på vrede er langt fra behageligt, men igen; det kan give en (falsk) tryghedsfornemmelse.

Når vi arbejder med at forvandle vreden, kan det være svært at se om vi udvikler ægte metta, eller om vi snarere nærer den mere almindelige, sentimentale kærlighed og tilknytning: den som kræver mere end den giver. Den sentimentale kærlighed kræver en genstand, og at genstanden er under kontrol. ’Jeg elsker dig – så længe du elsker mig / respekterer mig / opfører dig ordentligt overfor mig’. Eller, mere subtilt, maskeret som omsorg: ’Jeg bliver jo frygteligt bekymret når du gør xyz’. Uanset hvilken historie man foretrækker at fortælle om den sentimentale kærlighed, er der altid tale om en kærlighed med betingelser; om tilknytninger og krav. Sentimental kærlighed giver vi ofte som en slags belønning, der kan tildeles dem som ’fortjener’ det - en komplet vanvittig tilgang, hvis man sammenligner med metta.

Metta er som sommerblomster: jo flere man plukker, jo flere kommer der. Den sentimentale kærlighed er som tulipaner: der er dét der er, og så må man være omhyggelig når man deler det ud ☺

Død og opløsning mod begær

Her har vi at gøre med en meditation, som sjældent vækker den store fornøjelse første gang man introducerer den. Der er stadig rester hos de fleste af at livet vel er hårdt nok, uden at vi behøver at dvæle ved dets mere frastødende detaljer… men døden er det eneste vi nogensinde kan være helt sikre på at opleve, så hvorfor ikke vænne os til tanken? Det er nu ikke umiddelbart sigtet med denne meditation, i hvert fald ikke i denne her sammenhæng. Her handler det om at modvirke begær, ved at indse at alt det vi begærer er tomt, og dermed nødvendigvis vil forgå på et tidspunkt. Hvorfor jage efter det der alligevel aldrig kan give os varende tilfredsstillelse? Der er ingen grund til at knytte sig til noget som helst, for alt er foranderligt og forgængeligt. Man skal i stedet lære at nyde det der er – for det er her kun ganske kort.

De personlighedstyper der især kan have glæde af denne meditation, er dem der er præget af begær og grådighed der helt tager magten. Disse mennesker frygter middelmådigheden – og de frygter frem for alt kedsomhed. Det kan være et kæmpe problem i meditation, som – lad os nu være ærlige om det – kan byde på kedsomhed ind imellem. Det kan være et endnu større problem i hverdagen, som også – og lad os nu igen være ærlige – kan byde på gentagelser, der kan forekomme kedelige, hvis man ikke giver opmærksomhed til detaljerne. I stedet for at se kedsomheden som problemet, kunne man jo prøve at se på selve dette rastløse begær.

Det almindelige forsvar for den slags mennesker, er deres konstante forsøg på at gøre alle andre glade. De udvikler sig nemt til at blive overfladiske ’pleasere’, der jager rundt efter snart det ene, snart det andet: ting, steder, personer, følelser, oplevelser. Yndlingsudtrykket er ’at bryde grænser’…

Hvis de arbejder fornuftigt med begærets energi, kan det forvandles til en visdom der klart skelner godt fra skidt. Når man begærer noget, kan man godt se forskel på det man bedømmer som ’godt’; det man vil have, og det der er ’skidt’; det man ikke vil have. Denne skelneevne kan bruges fornuftigt, så man når at se ting som de er, når de er. Disse mennesker har typisk en levende intuition, de er medfølende, og indbyder til fortrolighed – de kan virke helt magnetiske og dragende. De ønsker at kunne kommunikere, og de fanger alle.

Se disse træk af begær i dig selv – mærk hvordan de forvolder både glæde og sorg. Se hvordan du nogen gange er så fokuseret på dit begær, at genstanden for det helt forsvinder ud af din bevidsthed. Øv dig i at give slip – der er nok. Din grådighed kan føre til ubeslutsomhed – for hvad skal du dog vælge? Glæd dig over at du altid drages mod at gøre godt for andre. Det er aldrig forkert at glæde andre, bare husk at det skal komme fra modenhed, fra din dybtliggende medfølelse - ikke fra et overfladisk ønske om at alle skal kunne lide dig.

Man kan forvandle de uhensigtsmæssige aspekter gennem meditationer på stadier af forgængelighed i ’dig’ og din krop, eller ved at se på ’dig’ nu, i går og i morgen – se hvordan du jager afsted efter snart det ene, snart det andet. Hvilke af disse ting du jager kan give dig egentlig, vedvarende tilfredsstillelse? Livet er kort: bruger du det på den bedste måde?