Min praksis

Min praksis udvikler sig konstant. Nogen gange er den meget omfattende; andre gange er den knap så omfattende. Det der vigtigt for mig, er at den altid er der – at den er mit liv.

Det har den selvfølgelig ikke altid været. Da jeg først mødte buddhismen, skulle jeg tage tilløb i årevis, før jeg besluttede at integrere den i mit liv. Selv da beslutningen var truffet, gik der tid før jeg havde fået indarbejdet en daglig praksis så godt, at det blev en helt naturlig del af mit liv.

Lige nu er min praksis meget levende, og ret omfattende. Jeg har afsat fem timer hver dag til arbejds-praksis: forskellige former for arbejde for sanghaen, for eksempel i form af rengøring af hondoen og de tilhørende lokaler, planlægning af aktiviteter, skrivning, oversættelser, og det jeg nok i virkeligheden holder allermest af: det såkaldte pastorale ansvar – samtaler med andre praktiserende, hvor jeg, efter bedste evne, støtter dem i deres praksis, og til gengæld modtager en konstant strøm af inspiration.

Selve min personlige praksis fylder også en del. For nogen tid siden skrev min sensei om muslimernes tradition med fem daglige bønner, og kort efter det deltog jeg i en interreligiøs debat, hvor den muslimske deltager talte så smukt og rørende om det han kaldte ’sine fem daglige møder med Gud’. Nu har jeg jo ikke lige nogen Gud jeg har brug for møder med, men jeg nyder i høj grad at sætte tid af til møder med min Buddhanatur; mit eget potentiale for Buddhaens oplysning. Så det gør jeg. Fem gange hver dag lader jeg mig selv træde ind i det hellige rum, jeg skaber med min egen hengivenhed overfor dette fantastiske potentiale, for denne vidunderlige mulighed.

Om morgenen nyder jeg at starte dagen med at chante Hjerte Sutraen. Den giver mig en god start, og minder mig om, at ting sker, som de sker. Den minder mig om, at de gode ting der sker, er ligeså forgængelig som de ting jeg opfatter som dårlige – og at jeg skaber smerte og uro for mig selv, hvis jeg knytter mig til nogen af dem, og forestiller mig at de er evige, eller at jeg skal kunne kontrollere dem. I løbet af formiddagen sætter jeg tid af til en længere praksis-periode, hvor jeg typisk laver Juhachido (en herlig esoterisk ceremoni), Shodo (kalligrafering), eller sidder Shikan (en kombination af beroligende meditation og indsigtsmeditation). Ved middagstid går jeg en tur, hvor jeg chanter Vajrasattva mantraet, og også gerne forsøger at indfange Buddhanaturens mange manifestationer gennem en kameralinse. Når dagen går på hæld sætter jeg mig for mig selv og chanter Fudo Myo-o’s mantra, dels for at minde mig selv om den sande medfølelses aktive aspekt, dels for at sikre mig at eventuelle frustrationer fra dagens dont ikke bæres med over i familiens tid om aftenen. Det sidste jeg gør, inden jeg sover, er at chante dharanis, og sende metta til alle levende væsner.

Sådan ser det ud lige nu – lige om lidt er det anderledes ;)