Gyo

Nu tager jeg afsted på gyo; den årlige præstetræning. Jeg har gjort mit bedste for at forprogrammere et par hilsner undervejs, så bloggen ikke komme til at ligge helt død hen, men enhver der kender mig, vil vide at det er overmåde tvivlsomt om det er lykkedes mig…men om computer-guden (eller EDB-trolden) vil, følger fortsættelserne på min lille serie om de fem klassiske meditationer altså i de næste uger J

Som altid, inden jeg tager på gyo, er jeg fyldt med følelser. Følelser af glæde, af forventning, af savn (lidt på forhånd, bare for at være på den sikre side), og af ren, uforfalsket frygt.

Gyo vækker mange følelser i mig, og oven i købet er det en lejlighed til rent faktisk at se disse følelser som de opstår og forgår. Der er ingen grund til at spilde tid på at analysere dem, eller prøve at tillægge dem mening udover øjeblikkets, men det at livet på gyo i så høj grad er begrænset; at der er så få valg, og så få forstyrrelser, gør at det bliver meget tydeligt hvornår følelser opstår og forgår. Jeg kan huske et år jeg talte med en af mine søde kolleger om det. Vi sludrede lidt om hvordan vi havde det; jeg havde set ham fælde en tåre under morgenmeditationen. Det var hans første år, så jeg ville sikre mig at han var ok. Selvom han havde utroligt mange års virkelig solid praksis i bagagen, kan gyo være overvældende! Men han havde tydeligvis fattet pointen, lige fra start. Han smilede lunt, og sagde: ”Wush – emotion!”. Hverken mere eller mindre. Bare ”emotion”. Og det er jo bare det, det er! Derfor var vi også nogen der gik og nynnede ”It’s just emotion, taking me over…”, hele sidste år.