Spændende udlandsbesøg

Jeg er blevet inviteret til at deltage i det britiske militærs årlige buddhistiske konference. Først var jeg vældigt nervøs for opgaven – jeg var simpelthen for bundet af mine egne fastlåste forestillinger, til overhovedet at kunne se hvad jeg skulle kunne bidrage med. Heldigvis lykkedes det at overtale mig selv til at lade mine fastlåste forestillinger vige, i hvert fald for en tid, og det gik op for mig at jeg kunne være langt mere rummelig end jeg først troede. Jeg fandt helt nye nuancer i mig selv. For eksempel kunne jeg pludselig se, at min mulighed for at leve et liv uden at slå ihjel, i høj grad bygger på det faktum at der er andre mennesker der er parate til at gøre det for mig.

Jeg kan godt lide at spise kød. Der er ingen træningsregler i den traditionelle vinaya der foreslår at jeg undgår kødspisning (og Buddhaen og hans Sangha spiste da også kød, når det blev ofret til dem), men der er træningsregler der – på det bestemteste – forslår at jeg lader være med at slå ihjel.

Jeg kan også godt lide at leve i et land, hvor jeg er fri til klæde mig som jeg vil, til at tænke som jeg vil, og til at praktisere den religion jeg finder bedst. Denne frihed var jeg kommet til at tage for givet, og jeg havde glemt at den ikke er alle menneskers grundvilkår. Der er mennesker der ikke har den frihed jeg tager for givet – og der er, i hvert fald i teorien, en risiko for, at også det dejlige sted jeg lever, kunne blive ufrit. Man kan mene hvad man vil om militæret, men alt andet lige deler jeg de grundlæggende værdier de kæmper for. Jeg er ikke enig i metoderne og alle de konkrete valg, men jeg er grundlæggende enig i, at den frihed vi har vundet, er værdifuld.

Der er stadig ikke den mindste gnist af tvivl i mit sind om at den bedste verden overhovedet, for alle levende væsner, må være den hvor ingen griber til vold for at løse deres konflikter og uoverensstemmelser. Jeg har bare fået et lidt mere nuanceret syn på de aktuelle forhold; på den verden vi rent faktisk lever i, lige her og nu. Fred starter i mig selv, og hvis jeg, under bekvemt dække af bedrevidende, selvretfærdig harme, tillader at nære modstand mod andre, blot på grund af deres valg og profession, har jeg ikke bidraget til fred.

Jeg er meget taknemmelig for denne mulighed – både for at have fået lov til at se nærmere på mine egne begrænsninger, og for at have fået lejlighed til at møde så mange engagerede praktiserende.