Kærlighedens pris

En jeg elsker, har netop mistet en hun elsker, og som altid har det også denne gang slået mig, hvor magtesløs jeg står overfor andres sorg og lidelse.

Skønt buddhismen er bygget på forståelsen af lidelse, og dens metoder er anvisninger på at stoppe lidelsen, så kigger jeg som oftest forgæves, når jeg søger i vores kanon efter umiddelbart trøstende ord (lidt i stil med: ’Herren er min hyrde, mig skal intet fattes’). Buddhismen kan nemlig kun virkelig trøste, hvis man har accepteret dens grundpræmis: at lidelse findes, helt uundgåeligt. At det ikke er symptom på at der er noget galt, når vi oplever lidelse, men at vi blot oplever menneskets vilkår. Allerhelst skal man også have fået nok af lidelse, før der for alvor er noget at hente i buddhismen.

Jeg bliver altid udpræget famlende, når ikke-buddhister beder mig fortælle om, hvordan vi i buddhismen søger trøst for sorg og savn – som fx den dag en journalist ringede mig op, og bad mig fortælle hvad jeg ville sige til en der skulle dø. De færreste af os fungerer nok rigtig godt når vi bliver klasket op ad en væg, og da heller ikke jeg. Mit bud på et svar blev da vist også nærmest en mumlen om, at eftersom vi ALLE skal dø, ville jeg jo nok sige nogenlunde det samme til denne fiktive person, som til alle andre. Det var tydeligvis ikke det svar journalisten ledte efter, og det lykkedes mig da også til sidst at komme op med noget lidt mere genkendeligt – men rigtig godt, det blev det aldrig, i hvert fald ikke fra hendes synspunkt.

Heldigvis er hende der for nylig har mistet allerede fast forankret på Buddhaens vej, så jeg ved at hun nok skal finde sin trøst, og at hun er stærk nok til at betale kærlighedens pris.