Hvis jeg skal pege på én person der mere end nogen anden har haft betydning for mit liv (og dermed også på min praksis og mit valg af beskæftigelse), er det min mand. Peter har været i mit liv i mange år, lige siden 1982. Vi mødtes på Herlev hospital, og jeg var – lad os nu bare sige pænt – ikke helt mit sædvanlige jeg den dag. Mere omtåget var jeg dog ikke, end at jeg godt kunne se, at her var der et menneske der var noget helt ud over det sædvanlige.
Vi har haft mange vidunderlige år sammen, og vi regner med at få mange flere. Vi er elskende, men vi er samtidig hinandens bedste venner. Der er ingen anden jeg føler mig helt så godt tilpas med, som jeg gør med ham. Han er den jeg altid kan regne med, uanset hvad – den der altid vil hjælpe og støtte mig, og den der allerhelst ville give mig himlen og alle stjernerne med. Det jeg helst vil have, er hverken himlen eller stjernerne, men hans kærlighed. Den får jeg, hver dag. Vi har begge fejlet; vi har begge grædt – men vi har alligevel valgt hinanden, hver gang, hver eneste dag. For dette gentagne valg bøjer jeg nakken i ydmyg glæde, og jeg er parat til at betale prisen for det begær der binder mig til ham. For begær er det, ingen tvivl om det – men begær behøver ikke at medføre tilknytning; den tolv-lænkede kæde kan brydes hvor som helst, og jeg tør godt nyde ham, lige nu. Jeg vil gerne betale kærlighedens pris.
Uden Peters blide opmuntring er det ikke godt at vide, hvordan min praksis havde udviklet sig. Han hjalp mig til lynhurtigt at gøre op med den spirituelle blufærdighed der prægede mig i starten, dengang jeg endnu ikke rigtig vidste hvad jeg lavede, eller hvorfor jeg gjorde det. Han har siden selv taget tilflugt i Buddha, Dharma og Sangha, han har konstant støttet og hjulpet mig, og han har lært mig meget om mod og integritet. Jeg føler mig meget privilegeret over at have en så god ven at dele det allerfineste med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar