Godt nytår

Jeg ønsker et godt og lykkeligt nytår for alle. Jeg ønsker at 2012 vil blive et fantastisk år; faktisk så ved jeg at 2012 bliver fantastisk, hvis jeg vil det. Hvis bare jeg kan give slip på tåbelige forventninger og krav, og overgive mig til det som er, så er det jo faktisk ganske fantastisk: helt som det må være, i forhold til de årsager og omstændigheder jeg har skabt.

Hvert år plejer vi at markere nytåret med en meditation på vores egen død og begravelse. Det gør jeg også i år, men denne gang gør jeg det langt væk fra sanghaen - jeg er for første gang nogen sinde ikke hjemme til nytår, så min krop kan ikke være tilstede i hondoen i dag - men i hjertet er jeg der, og jeg sidder sammen med mine dharma brødre og søstre, byder det gamle år farvel, og tager imod det nye.

Under nytårsmeditationen skriver vi små beskeder til os selv - beskeder som vi så normalt sidder og læser i hondoen, og kigger tilbage på den vi var. Det er sjovt sådan at mødes med den man var, og det gør det tydeligt hvordan vi hele tiden forandrer os.

I år er jeg et andet sted, men det gør ingen forskel. Jeg sidder altid alene i mødet med den jeg var, og skriver til den jeg vil blive. Jeg har - som altid - en masse på hjerte :)

Godt nytår!

Den lille bog om buddhistisk etik

Endnu en bog er lige kommet fra trykkeren. Det er en overmåde smuk bog, takket være Shoki Jesper Corneliussen (aka Frådende Ildhu), som har forvandlet mine fedtede noter til en professionelt udseende skønhed.

Det er, som titlen antyder, en lille bitte bog – om buddhistisk etik. Jeg finder buddhistisk etik virkelig interessant, og har længe været ked af, at der ikke var ordentlige bøger om emnet på dansk. Denne kan næppe kaldes en ’ordentlig bog’, da den er ganske kort, og kun giver en overfladisk introduktion til emnet.

Bogen introducerer rammerne for buddhistisk etik; læren om karma og genfødsel, og giver en kortfattet beskrivelse af, hvordan karma virker. Videre giver den en gennemgang af de fem forskrifter vi tager ved vores tilflugt, og fortæller helt kort om Bodhisattvaforskrifterne, som er standarden for de japanske buddhistiske skoler. Den opridser også en række problemstillinger i forhold til det samfund, vi skal begå os i: politik, økonomi og forbrug, forholdet til naturen, kødspisning, jagt og fiskeri, husdyr, skadedyr, eksperimenter på dyr, krig, militær og væbnede konflikter, samt emner der berører køn og seksualitet.

Det er mit håb, at bogen vil give folk lyst til at kaste sig ud i en grundigere undersøgelse, også selvom alt materiale om emnet er på engelsk…og måske også til at gennemgå vores internet kursus i buddhistisk etik, som snart vil kunne findes i Tendais webshop på www.tendai.dk.

Ny oversættelse af Mulamadhyamakakarika

Som det er fremgået af bloggen, har jeg læst Gudo Wafu Nishijimas nye oversættelse af Mulamadhyamakakarika: Fundamental wisdom if the Middle Way. Det er en oversættelse der er blevet temmelig hårdt behandlet af visse læsere, så jeg var naturligvis nysgerrig!

Da jeg først begyndte at læse den, tog jeg fat på den som på enhver anden bog. Jeg læste den gennem mit filter af personlig karma, kritisk/analytisk sans, og med hele den buddhistiske bagage. Og jeg hadede den. Jeg brød mig så lidt om den, at jeg blev nødt til at afbryde læsningen, og finde en ny måde at nærme mig den på.

Jeg valgte derfor at læse oversættelsen som en kontemplation; at lade læsningen være en del af min kontemplative praksis, snarere end en del af mine studier. Grænsen mellem de to er flydende, og i bund og grund ikke-eksisterende, men min tilgang til en given tekst forandres når jeg lader den være en del af min kontemplative praksis: så tillader jeg teksten at være som den er, og accepterer dens virkelighed. Jeg tager en pause fra læring, analyse og viden, og nøjes med at læse. På denne måde kom jeg igennem Nishijimas oversættelse, og kunne påskønne den indre konsistens der er i værket.

Det overvejende problem med denne oversættelse er, at den synes at blæse højt og flot på hele den tradition det oprindelige værk skriver sig ind i. Derfor byder den på nogen virkelig bizarre oversættelser (førstepladsen går til oversættelsen af ’anatman’ til ’something different from spirit or soul’…), og besynderlige overvejelser af henholdsvis det sympatiske og det parasympatiske nervesystems indflydelse på vores erkendelse. At der oven i købet rodes rundt i nervesystemets begreber, gør ikke slutningen nemmere at forholde sig til.

Min anbefaling må være: læs den – men læs den to gange. Læs den først som et langt, vidunderligt digt, og nyd at træde ind i den verden der præsenteres. Og læs den så med mere kritiske øjne og, for alt i verden, med ’Pruning the Bodhi Tree’ i den anden hånd!

Med lynets hast

Hvorfor er så mange optagede af at finde ’Den direkte vej’? Adskillige skoler bryster sig af at være den Direkte Vej; uden sammenligning den bedste OG den hurtigste, til vores erklærede mål, som naturligvis er fuldkommen oplysning.

Vi finder det i Theravada (syv dage, siger en sutta. Garanteret effekt eller pengene tilbage?), i Zen, i Nichiren buddhismen, og naturligvis i Vajrayana. I Tendai kommer det således dobbelt, fra både Zen og Vajrayana, så vi kan være HELT sikre på, at vi har den allerbedste, og allerhurtigste, vej J.

Det er tåbeligt med den slags ideer, for de forventninger som den slags ideer afføder, kommer alt for tit til at blokere for vores direkte oplevelse, men ikke desto mindre gør vi det, hele tiden. Vi bedømmer og vi sammenligner. Er min vej bedre end din? (Ja da!). Tager du så fejl? (Ja da!). Mon du mener at jeg tager fejl? (…).

I stedet kunne vi jo også bare se på ting som de er, og nyde vejen som den er. Den eneste ulempe ved det, er at så har vi så meget færre ord at læne os op ad…

Shaka Jodo-e

D. 8/12 fejrer vi Buddhaens oplysningsdag; Shaka Jodo-e. I Lotus Sanghaen henlægger vi altid fejringen til den nærmeste tirsdag, da folk har meget svært ved at deltage andre dage end den sædvanlige tirsdag. Således fejrer vi Shaka Jodo-e i dag, og det gør vi med intensiv praksis. Hele dagen har vi haft praksisperioder, startende hver anden time, og hvor folk så har mulighed for at komme og gå undervejs.

Sådan en dag kan ind imellem føles lang og anstrengende - men jeg byder enhver anstrengelse velkommen, fordi den minder mig om, hvad Gautama Buddha gjorde dengang, under Bodhi træet. Det minder mig om, at oplysning er en stadigt tilstedeværende mulighed; at jeg bare kan give slip på alt, og det der så står tilbage, er det jeg søger. Jeg har det jeg stræber efter; jeg kan bare ikke få øje på det. Måske slår jeg øjnene op i dag?

- og måske gør jeg ikke. Det betyder ikke så meget. Foreløbig nøjes jeg med at være vejen.

Kokorodo

I Italien går jeg ofte kokorodo - Hjertets Vej: lange gående meditationer, med træk af traditionel pilgrimsfærd. Så sender jeg ofte en kærlig tanke til den smukke pilgrimsrulle der hænger hjemme i hondoen.

Denne rulle stammer fra Saikoku Pilgrims Ruten, som går rundt til ialt 33 hellige steder, dedikeret til Kannon Bodhisattva (Skt: Avalokitesvara). Jeg har fået den af min sensei, Monshin Naamon, som igen har fået den af Elizabeth Ten Grotenhuis (forfatter til bl.a. værkerne "Japanese Mandalas: Representations of Sacred Geography", og "Along the Silk Road, Narrative Picture Scrolls"). Elizabeth har gennemført denne pilgrimsrute ikke mindre end tre gange, og rullen her stammer fra en af disse ture.

Saikoku er en af de forholdsvis velkendte pilgrimsruter i Japan, og regnes som den første i en traditionel række af pilgrimsruter. Pilgrimmene besøger altså 33 forskellige steder, som alle er dedikeret til Kannon, og som er relateret til dels Tendai, dels Shingon. En medbragt rulle stemples og underskrives i hvert tempel, og resultatet er en rulle som denne.

Elizabeth fortalte under gyo i 2009 historien om sine pilgrimsture, og kunne også afsløre at ikke enhver rulle har en brydsom færd bag sig. Mange moderne japanere vil på den ene side gerne holde liv i traditionerne, men kan på den anden side ikke afsætte flere uger til projektet - hvorfor man i pilgrimstemplerne ikke helt sjældent møder gigantiske turistbusser, eller nogen gange endda helikoptorer, som fragter de hengivne pilgrimme fra sted til sted ;)

Det er langt mere simpelt når jeg vandrer; bare den ene fod foran den anden, med hilsner til de smukke steder på min vej hvor Buddhanaturen skinner så stærkt igennem - faktisk ofte steder hvor også andre spirituelle vandrere har markeret helligheden i den storslåede natur med ikoner, mindesmærker osv.

Mere om chant

I Danmark synes der at være en vis tøven overfor chant som meditation, og da især hvis jeg foreslår at vi skal chante noget, folk ikke forstår – noget som er på et ukendt sprog.

En ting jeg har lært om japanske buddhister er, at når de chanter Hjerte Sutraen eller andre sutraer, så har de almindeligvis ingen ide om, hvad de siger. De chanter klassiske kinesiske tegn, og kun fonetikken er japansk: af tegnene kan de se hvordan de skal lyde, men ikke nødvendigvis hvad de betyder.

Når de studerer sutraerne, sker det selvfølgelig på moderne japansk, men når de chanter, er det altså typisk på kinesisk. De ser ikke den helt store fordel i at chante sammen på et kendt sprog, da hovedvægten da oftest vil være på ordenes mening; de mener snarere at ’udbyttet’ af chanten (hvis man kan tale om et sådant…) ligger i selve det at indordne og underkaste jeg’et, så fællesskabet harmoniseres.

Jeg nyder også at chante på et fremmed sprog, men i sanghaen chanter vi oftest på dansk, da det er alt for forstyrrende for rigtig mange at sidde og sige ord de ikke forstår. Hvis de prøver, oplever de tit, at den kontrollerende og bedømmende del af personligheden råber vagt i gevær, og gør det så højlydt at alt andet skubbes bort. Til gengæld er den frihed der ligger i overgivelse så stor, at den nærmest er helt ubeskrivelig. Hvad skal man gøre..?

Som tiden går...

Jeg har lige haft fødselsdag - en dag jeg nyder meget, stort set hvert eneste år. Undtagelsen var det år, jeg blev 30. Det hadede jeg af et godt hjerte, for når man var 30 år gammel, var man enormt voksen og havde virkelig styr på livet, universet og alting - og dér var jeg bare slet ikke...!

Efter at have passeret Den Store Skillelinje ved 30, har jeg forligt mig med tidens gang, og jeg er gået tilbage til at svælge i festligheder omkring mine fødselsdage. Et år insisterede jeg for eksempel på at have fødselsdag hver dag, en hel uge i træk. Den charmerende ide satte min 8-årige niece dog en stopper for, da hun nægtede at ringe og vække mig med en fødselsdagssang den tredje dag i træk. Hun meddelte sin mor - som så var sød nok til at lade budskabet gå videre - at det simpelthen var for barnligt. Af børn og fulde folk...

Et tilbagevendende højdepunkt på mine fødselsdage er opringningen fra min gamle veninde (hej Birgit!). Den kommer, hvert år, fordi det skal den. Vi har fejret hinandens fødselsdage fra vi var fem år gamle, og det skal der ikke laves om på. Alting er tomt, uden kerne eller substans, i konstant forandring; kun denne ene konstant findes: Birgit skal ringe på min fødselsdag. Og med denne belæring fra den moderne hippieyana buddhisme, vil jeg afslutte mit fødselsdagsindlæg med det vers som jeg kontemplerer hver aften, men som betyder ekstra meget for mig på min fødselsdag:

Aldrig må vi glemme livets dødens betydning.

Tiden flyver, og vores muligheder går tabt.

Alle må vi stræbe efter at vågne -

AT VÅGNE!

Giv agt. Værdsæt hele dit liv!

Chant som meditativ praksis

Jeg elsker at chante; det kommer næppe som nogen overraskelse for dem der kender mig J. Jeg elsker den direkte effekt jeg oplever når jeg chanter, uanset om jeg chanter noget jeg forstår – måske endda noget på mit eget sprog – eller om det er det rene volapyk (altså på et helt fremmed sprog, som for eksempel sanskrit eller japansk). Jeg tror på, at mantra og dharanier bærer mening (eller ’kraft’, om man vil) i sig selv, helt uden at jeg behøver besvære mig med at forstå noget som helst. Mantra er mantra, uanset om man forstår dem eller ej.

At forstå et mantra er ikke at kunne oversætte det ord for ord. Det er at kende mantraets virkelighed; at vide hvordan man er mantraet, og hvordan det påvirker sindet – og det kan man kun finde ud af ved at prøve det. Den formelle betydning af mantraer er så ligegyldig, at man ret typisk vil have glemt det ca. 2 minutter efter at have fået det at vide... Et mantra skal bruges, ikke forstås.

Lotus Sutraens tredje del

Lotus Sutraen slutter med at give talrige eksempler på oplyste eksistenser. Vi møder blandt andre Avalokitesvara, Medicin Buddhaen, Samanthabhadra og mange andre, som hver især lever Buddhaens lære på deres måde. Hvor den første del fortalte om hvordan man bliver en Buddha, og anden del om hvordan en Buddha virkelig er, så giver tredje del altså konkrete eksempler på hvad en Buddha gør. Det er fra denne sidste del af sutraen, at man har hentet inspiration til den dyrkelse af forskellige Buddhaer, som er prominent i visse dele af (asiatisk) Mahayana buddhisme, nok bedst kendt fra kulten omkring Avalokitesvara, som vi hører om i det 25. kapitel.

Lotus Sutraen anden del

Den midterste del af Lotus Sutraen, kapitel 10-16, fortæller os sandheden om Buddhaens natur.

Shakyamuni Buddha fortæller her at han blev oplyst i den fjerneste fortid, og antyder at Buddhaens sande, ultimative natur nedbryder alle dualistiske opfattelser (som eksempelvis opfattelser af tid og sted). Han afsløres således som ’evig’ – som stadigt tilstedeværende for enhver der virkelig ønsker at se ham. Han portrætteres som en personificering af Nirvana (sandheden om hvordan ting er, og erkendelsen af denne sandhed) og Dharmaen (i forstanden ’universets objektive orden’). Tidlig buddhisme så Nirvana som udenfor tid, ikke-betinget, og Ikke-Selv.

Lotus Sutraen er komponeret lang tid efter den historiske Buddhas død, og et sigte med sutraen var at tilskynde folk til aktivt at søge oplysning, snarere end at forlade sig på opsamling af hensigtsmæssig karma så de kunne regne med en god genfødsel, for eksempel samtidig med en ny Buddha. Et af de midler sutraen anvender, er altså at vise Buddhaen som en stadigt tilstedeværende hjælper, i form af (en personificering af) Nirvana og Dharmaen. Som en personificering af det ikke-betingede er ’han’ naturligvis udenfor tid, hvilket i en betinget virkelighed vil forekomme ’evig’.

Lotus Sutraens første del

Jeg holder meget af Lotus Sutraen. Det gør jeg, til trods for at den ind imellem kan være en lidt vanskelig sutra… Den er i lige så høj grad et politisk manifest, som den er en buddhistisk vejledning – men det står os jo heldigvis frit for at frasortere politikken, og nøjes med vejledningerne! Og netop ved at gøre det, benytter vi os af det, som hele den første del af sutraen handler om: hensigtsmæssige midler J.

Bodhisattvaens kendetegn er Karuna, Prajna og Upaya. Karuna er medfølelse, Prajna er den højeste visdom: indsigten i Shunyata, mens Upaya er et ord, der oftest oversættes som Hensigtsmæssige Midler. Det peger på en erkendelse af, at den ultimative sandhed ikke kan udtrykkes i ord, og at man derfor nogen gange er nødt til at gå omveje – måske endda så kringlede omveje, at det involverer en kompromittering af ens idealer eller løfter.

Upaya, Karuna og Prajna er tæt sammenknyttet. Man kan sige at Upaya er det aktive aspekt af Prajna, der så manifesteres som Karuna – og det er netop Karuna, medfølelse, der er det springende punkt. Hvis ikke intentionen bag Upaya er medfølelse, så er det ikke Upaya; så er det bare omveje (eller det der er værre).

Konceptet illustreres med talrige lignelser. En er lignelsen om det brændende hus: en far har en masse sønner, som han elsker meget højt, men som desværre er fanget i et brændende hus. Han må erkende at han ikke kan bære dem ud; døren er for smal, så de er nødt til selv at gå vejen. Lige gyldigt hvor meget han prøver at argumentere med dem, nægter de at gå ud af huset, fordi de er fuldkommen opslugt af deres legetøj. Til sidst kommer han op med et hensigtsmæssigt middel: han lokker dem ud, ved at love dem endnu bedre legetøj udenfor huset, og stor er glæden for både far og sønner da de kommer ud af det brændende hus, og ser at det de i virkeligheden fik, var langt bedre end det faderen havde lokket med.

En anden lignelse er den med den fortabte søn (sønnerne fylder meget i lignelserne, men det lader vi ligge for nu…). Det er en historie om en fattig søn som forlader sit hjem, og vandrer omkring i mange år. Hans far leder vidt og bredt efter ham, men slår sig til sidst til ro, og samler sig en mægtig formue. En dag kommer der en fattig mand til hans hjem og beder om arbejde. Den rige mand genkender straks den fattige vandrer som sin søn, men da sønnen tydeligvis bliver forskrækket over den rige mands interesse, vælger faderen i stedet blot at ansætte den fattige mand; sønnen. Efter flere års ansættelse er den fattige mand efterhånden blevet trænet og uddannet, og er ikke længere den simple eksistens som oprindeligt kom til det fornemme hus, og da den ældre, rige mand nærmer sig sin død, afslører han for sin søn hvem de hver især er; hvorledes de er beslægtede, og at den mægtige formue (som sønnen nidkært har passet, og endda ladet yngle gennem årene) i virkeligheden er hans. Tanken er her, at den fattige mand får det han end ikke havde drømt om; hele formuen – fordi han under det simple ydre bar potentielle kvaliteter der gjorde ham fortjent til det.

Ideen med disse lignelser er naturligvis at illustrere hvorledes Buddhaen brugte hensigtsmæssige midler da han fremlagde sutraerne; hvordan han tilpassede sin undervisning efter tilhørernes kapacitet. Dette forklarer således også hvorfor datidens nye tekster (Mahayana sutraerne), bør anses som Buddhaens ægte lære – også selvom de stakkels indskrænkede sravakaer (Buddhaens historiske disciple) sagde noget andet. Store dele af sutraens første ni kapitler handler om disse dumme sravakaer, som ikke har forstået et suk af Buddhaens belæringer, men som alligevel, på grund af Buddhaens uendelige velvilje, vil opnå fuldkommen buddhatilstand, staks de tager Mahayana til sig…

Årstider

Jeg elsker årstidernes skiften. Det er så fin en illustration af tomhed, forgængelighed og ikke-Selv, vist på en måde så det lidt vemodige, der kan være over disse belæringer, udelukkende glimrer ved sit fravær. Om vinteren når alt står i dvale; når det hele ser dødt og livløst ud, er det som om naturen holder vejret. Om foråret, når alt grønnes, spirer og genfødes (se hvor snedigt: 'det' genfødes jo slet ikke, for 'det' har været her hele tiden!), tager naturen en dyb indånding, for så at holde vejret i ærefrygt under sommerens ødsle farveflor. Sommerens raison détre er naturligvis at bygge op til min yndlingsårstid (nej, må buddhister gerne have yndlingsårstider??? Ja, det må de gerne, og de må endda også gerne knytte sig til dem. Som buddhist har du en unik mulighed: du har lov til at skabe al den lidelse for dig selv, som du overhovedet har lyst til), efteråret. I efteråret ånder naturen ud, og velsigner os med en lang strøm af rigdom og overflod, og skønhed i overmål - og den ånder ud i den lille død, som vinteren er.

Lige nu er jeg i Italien, hvor årstiderne virkelig kan finde ud af at arte sig. Således er også efteråret hernede lige præcis som efterår skal være; som det var da jeg var barn (dengang sneen lå højt i gaderne ved juletid, og kipkalven legede frit på egnen hele sommeren...). Det er smukt, med en himmel der er så strålende blå at jeg slet ikke anede den farve fandtes, og med regn og rusk i afmålte mængder, lige tilpas til at man kan gå en lang tur i det, og krybe ind foran pejsen med en god bog, mens kinderne bliver helt røde og det prikker i fingrene. Så her sidder jeg (og læser 'Eat, sleep, sit', som kan anbefales, hvis man - som jeg - er vild med spirituelle (selv)biografier), og jeg har ingen planer om at flytte mig lige med det første ;)

Mål med / for sin praksis

Jeg er ikke særligt disciplineret af natur, så jeg har god brug for hjælp og støtte når der er noget jeg virkelig gerne vil, som kræver en mere langsigtet indsats. Jeg har masser af ild-energi, der flammer op og lynhurtigt fortærer enhver (mindre) opgave på min vej, men vand-energi af den slags der langsomt, men ubønhørligt udhuler en sten, den mangler jeg helt og aldeles.

Derfor er jeg nødt til at hjælpe mig selv med at holde gang i min buddhistiske praksis, og et af de bedste hjælpemidler jeg indtil videre er stødt på, er det at opsætte mål for mig selv. Det skal være konkrete, målbare mål – jeg har brug for at kunne se, om jeg klarede opgaven, hvis det skal være en reel motivationsfaktor. Målene skal relatere sig til det jeg har direkte indflydelse på; altså til min egen indsats. Nogen gange hører jeg om folk der sætter mål for resultaterne af deres praksis, snarere end for deres praksis i sig selv. De beslutter fx at opnå denne eller hin meditative milepæl, adfærdsændring eller færdighed, og ’måler’ deres praksis på det. Det kunne jeg ikke finde på, af flere grunde. For det første så er det at opnå ting som de ovenfor nævnte ikke noget der er direkte under min bevidste kontrol; det er ikke noget jeg uden videre kan vælge til eller fra. For det andet ser jeg det ikke nødvendigvis som hensigtsmæssigt at dyrke en ’noget-for-noget’ mentalitet i forhold til sin praksis; jeg gider gøre en indsats, HVIS jeg får det forventede udkomme…

Jeg vælger at blæse højt og flot på målet, og i stedet koncentrere mig om vejen. Vejen er vidunderlig, og jeg har ikke i sinde at gå glip af et øjeblik af den, bare fordi jeg er benhårdt fokuseret på målet. Derfor relaterer de mål jeg opstiller, sig altid til min praksis i sig selv. Hvilke former for praksis vil jeg teste i den følgende periode, hvordan vil jeg gøre det, hvem vil jeg eventuelt bede om råd og vejledning, og hvor stor en indsats har jeg tænkt mig at lægge for dagen: den slags mål er til at have med at gøre! Det er kun mig selv der bestemmer om jeg skal nå dem eller ej; intet andet end mine egne valg kan komme til at stå i vejen for dem.

Tilflugt

En af de ting jeg holder allermest af i min ’præstegerning’, er det at give den trefoldige tilflugt. Det glæder mig altid enormt at se et menneske beslutte sig for at søge lykke, og hengive sig til en inspiration, en lære og et fællesskab, som kan understøtte denne søgen. Jeg har netop haft fornøjelsen af at byde Shinmyo velkommen i sanghaen, og jeg ser frem til at følge hans vej fremover.

Når jeg giver tilflugt, er der nogen ord jeg altid indleder med:

Tilflugt er ikke kulminationen på en proces, det er begyndelsen. Det er ikke nødvendigt at være Buddhist for at blive oplyst eller for at leve hæderligt. Buddhistisk tilflugt er en personlig forpligtelse overfor en selv, og en offentlig forpligtelse overfor Vejen.

Ved, gennem tilflugten, at forpligte os i forhold til Buddhismen, lægger vi vores forbehold i forhold til vores spiritualitet og oplysning fra os. Tilflugten handler ikke om at underlægge sig en andens vilje; det er en tilkendegivelse af, at vi har lyst til at teste Buddhaens belæringer – se for os selv om de har værdi. Den eneste tro der er nødvendig i Buddhismen, er troen på, at det er umagen værd at teste disse belæringer.

Som du vil opdage, betyder tilflugten at du fra nu af, hver gang du gentager Kesa’ens Vers eller andre løfter, ikke blot vil høre ordene, men at disse ord vil indtage dit hjerte og sind.

Vi er et Buddhistisk Dharma Center – en forsamling af mennesker, som alle har lyst til, på det ene eller det andet plan, at efterforske hvad Buddhismen kan betyde i vores liv. Det er mit brændende ønske, at alle som har lyst til at benytte sig af vores tilbud skal gøre det, uden nogen form for tøven eller krav fra vores side. Samtidig er vi altså et Buddhistisk fællesskab som følger én bestemt tradition, og vi vil således arbejde ud fra de Tre Juveler – Buddhaen, hans lære, og det fællesskab som videregiver den – og de forskrifter vi tager til os hver dag.

Buddhaens vej handler ikke om at blive en anden – den handler om at være den man nu engang er, i ethvert givent øjeblik. Den handler om at lære at påskønne det der er lige nu, i stedet for hele tiden at stille krav til vores omgivelser og vores kære om at bringe os lykke. Meget ofte forestiller vi os, hvis vi er i problemer, at det skyldes nogen andre – vi tænker, at hvis bare vi skifter job, flytter, bliver skilt osv, så bliver alt godt. Det er lidt pudsigt, for inderst inde ved vi godt, at det ikke er tilfældet. Der er endda et godt gammelt ordsprog, som fortæller os at ’nissen flytter med’. Buddhismen lærer os, at vi skaber vores egne problemer gennem vores evindelige krav til alt og alle omkring os. Den centrale ide er, at vi alene har ansvaret for vores utilfredshed; at det er utilfredsheden i sig selv, som er problemet – ikke de andre. Buddhismen giver os et stort ansvar, som jeg håber og tror at du vil leve op til.

Ur-mantraer

Måske er det sådan, at ethvert fænomen, uanset form, er en manifestation af et oprindeligt ursprog; et sprog som beretter, for alle os uvidende, om alle tings sande natur. Så er hele universet en uendelig samling af ’ur-mantraer’, en tekst i mange aspekter, skrevet i tomhedens sprog – og vi ’chanter’ disse mantaer, hver gang vi forholder os til vores oplevede verden…

Chant som meditativ praksis

Jeg elsker at chante; det kommer næppe som nogen overraskelse for dem der kender mig J. Jeg elsker den direkte effekt jeg oplever når jeg chanter, uanset om jeg chanter noget jeg forstår – måske endda noget på mit eget sprog – eller om det er det rene volapyk (altså på et helt fremmed sprog, som for eksempel sanskrit eller japansk). Jeg tror på, at mantra og dharanier bærer mening (eller ’kraft’, om man vil) i sig selv, helt uden at jeg behøver besvære mig med at forstå noget som helst. Mantra er mantra, uanset om man forstår dem eller ej.

At forstå et mantra er ikke at kunne oversætte det ord for ord. Det er at kende mantraets virkelighed; at vide hvordan man er mantraet, og hvordan det påvirker sindet – og det kan man kun finde ud af ved at prøve det. Den formelle betydning af mantraer er så ligegyldig, at man ret typisk vil have glemt det ca. 2 minutter efter at have fået det at vide... Et mantra skal bruges, ikke forstås.

Et syn på oplysning

For nogen tid siden lånte jeg en bog af den californiske ’Zen’-lærer Adyashanti. Når jeg sætter Zen i anførselstegn, er det fordi han nok er blevet opfordret til at undervise af sin lærer, men at denne lærer på den anden side ikke selv har færdiggjort sin træning, ikke har modtaget Dharmatransmission, og således heller ikke har kunnet give den videre til sin elev. Nu er jeg normalt ikke den varmeste fortaler for systemet med Dharma-arvinger, men omvendt vækker det også min undren hvis nogen præsenterer sig som ’Zen’, uden at have de traditionelle overførsler.

Hvorom alting er, så fandt jeg bogen ’The End of Your World’ sød og interessant. Adyashanti taler om oplysning som en vedvarende proces, hvor en indledende ’oplysningsoplevelse’ skal kultiveres og fordybes før den cementeres. Et af de billeder han bruger, er af et rumskib der kommer i gang med den første affyring (den indledende oplysningsoplevelse), men som stadig har brug for brændstof indtil den er fri af tyngdekraftens træk. Han skriver smukt og indfølende om de ting der stadig kan trække os ned og hæmme os efter en oplevelse af pludselig indsigt, og giver mange gode råd. Blandt andet opfordrer han os til at underkaste alle vores gentagne tanker og følelser en nøjere undersøgelse, og hævder at i arbejdet med disse ’velco-tanker’ er selve denne undersøgelse vores spirituelle praksis.

Det er på mange måder en smuk lille bog, men omvendt kan jeg heller ikke sige mig fri for en lidt forstemmende fornemmelse af, at det vi først og fremmest får i bogen, er en skønsom blanding af buddhistiske belæringer og hindu-inspirerede ideer, krydret med en håndfuld tidstypiske spirituelle klicher.

Lotus Sutraen i praksis

I Lotus Sutraen hører vi gentagne gange, hvordan man får uendeligt udbytte af at høre, læse, recitere, fremlægge, kopiere og kontemplere sutraen. Faktisk bliver vi lovet alle slags brugbare belønninger, som blandt andet hestetrukne vogne og elefanter, for slet ikke at nævne karma der, i hvert fald i den nærmeste fremtid, beskytter os mod korte, sorte tunger eller krogede næser.

Se, det er jo ikke at kimse ad – og i øvrigt holder jeg rent faktisk rigtig meget af sutraen, selv med dens lidt trælse propaganda og stødende ordvalg – så jeg dedikerede for nylig 14 dage til Lotus Sutra-praksis. Det var samtidig med at jeg havde Senshin boende som templeassistent, så hun deltog også.

Hver morgen reciterede vi et kapitel til vores morgenceremoni, som vi bagefter dykkede lidt mere ned i; diskuterede og analyserede det. Det vil altså sige, at allerede med dagens begyndelse havde vi nået hele tre ting: at høre, recitere og fremlægge sutraen.

Senere på dagen arbejdede vi med det næstfølgende kapitel. Vi læste kapitlet, og diskuterede det, og der ud over lavede vi forskellige andre praksisser; nogen gange chantede vi kapitlet på japansk, andre gange oversatte vi det fra engelsk til dansk, eller kopierede det (som Shakyo-praksis). Om eftermiddagen lavede vi enten kontemplativ læsning eller deciderede kontemplationer på kapitlet.

Og hvad fik vi så ud af det (for selvfølgelig er vi kun i det for at få noget ud af det!)? Tja, vi venter stadig på, at nogen skal komme forbi og sprede himmelske blomster ud over os, mens de bøjer sig for vores fødder… og vi kommer nok til at vente længe. Det vores 14 dage med Lotus Sutraen først og fremmest har givet mig, er glæde. Når jeg slipper min kritiske sans, tilgiver de kluntede formuleringer og halvskjulte agendaer, og bare tillader mig selv at nyde sutraen på dens egne præmisser; at gå ind i dens verden, som så generøst åbnes for mig, så byder den på en enorm glæde og ærefrygt over vores fantastiske muligheder.

Sådan giver Lotus Sutraen mening: som et poetisk digt, et kunstværk, en ode til alle levende væsners iboende Buddhanatur. Sutraen viser en dyb tillid til mennesket. Flere af lignelserne fortæller os hvordan Buddhatilstanden er vores naturlige tilstand, og hvordan enhver kan finde hjælp, støtte og inspiration til at kaste lagene af unaturlige, usunde valg af sig. Der er intet vi mangler, intet vi skal have tilført udefra, for at kunne leve i urokkelig lykke og frihed – vi skal bare give slip på det overflødige, usunde og unaturlige.

En perle

Jeg er ved at læse en dejlig bog, om Kukai (grundlæggeren af Shingon shu), og hans forhold til sprogets filosofi: ”Kukai on the Philosophy of Language” oversat og kommenteret af Shingen Takagi og Thomas Eijo Dreitlein. Bogen giver en fin introduktion til dette aspekt af Kukais tænkning, og indeholder samtidig oversættelser af en række af Kukais værker, som netop belyser hans tilgang til sprog.

Bogen bugner af små perler, som for eksempel denne:

”If one were to say that sound and letters are provisional and do not extend to truth or reality, and that the characteristics of reality are that it is silent, still and beyond language, then sound and letters would be other than reality.”

Ingen udfrielse og ingen vej

Hvis vi skal tage Hjerte Sutraen ord for pålydende, så er der vel ingen grund til overhovedet at bekymre os om at lægge energi, hengivenhed eller hjerte i vores praksis af Buddhaens Vej, vel? Vejen findes jo ikke. Ultimativt er der ingen vej – så hvorfor ikke bare smide benene op i sofaen og ’nyde livet’ (altså fortsætte og forstærke vores velkendte mønster af begær, skuffelse og forbipasserende lindring)?

Håb

Jeg har altid lært at håb er godt. I det armbånd jeg havde da jeg var lille, hang der et kors, et anker og et hjerte: tro, håb og kærlighed. Tre gode ting, går jeg ud fra – og håb har da også en virkelig positiv klang.

Jeg tror først, det var da jeg læste hvad Siri Hustvedt skrev om vrede og håb: ”vrede rummer altid håb, tror jeg, håb om, at tingene bliver anderledes”, at det gik op for mig, hvordan håb er født af en trang til at ting skal være anderledes end de er. Denne trang er faktisk voldsomt besværlig at leve med, ikke mindst fordi den ofte manifesterer sig som et utrætteligt kommentatorspor, der lægger sig så tæt op ad vores oplevelse, at det er super svært at skille kommentar fra virkelighed.

Fra dette synspunkt vil det nok give mere mening at dømme håbet ude. Så kan vi nøjes med at relatere direkte til virkeligheden, uden kommentarer, ændringsforslag, forbedringsstrategier eller andre forstyrrelser – bare tage et øjeblik ad gangen, fuldkommen som de er. Når vi forholder os direkte til virkeligheden, har det yderligere den fordel at det i høj grad begrænser vores oplevede problemer: det er nemlig meget sjældent virkeligheden der er vores problem, men snarere alle vores historier om den.

Om ord

Vidunderligt og tankevækkende citat fra Shakespeares Romeo og Julie:

”Hvad er et navn? Det, som vi kalder rose,

vil dufte lige sødt, hvad end det kaldes”

Nogen gange forfalder jeg til at bruge mange ord. Ord er gode; ord kan vejlede og pege på virkeligheden – men ord er aldrig virkeligheden. De er fingeren der peger på månen, og det er problematisk, hvis vi tager fejl af fingeren og månen. Omvendt får vi måske aldrig øje på månen, hvis ikke vi ser fingeren – eller vi kommer til at tro, at gadelygten er månen.

Ord er gode, hvis bare vi husker deres begrænsning, og husker at intet ord dufter så skønt som en rose.

At skændes

Jeg er holdt op med at skændes. D. 11 januar sad vi til vores sædvanlige sanghamøde, og kom – som vi så ofte gør – til at tale om vrede, og om den svære relation til andre. Det hele ville vel nok være meget nemmere, hvis bare vi kunne sidde og hygge os med vores praksis i et vakuum…eller? En af deltagerne kom pludselig med den overraskende meddelelse, at han var holdt op med at skændes. Den første reaktion kan vel nærmest beskrives som spøgefuld vantro. Vi er så vant til at man skændes, og sådan er det: det var virkelig svært at vænne sig til tanken om, at man da bare kunne lade være. Og alligevel fik jeg lyst til at gøre det samme, da først jeg var kommet mig over min overraskelse over (1) selve ideen; at lade være med at skændes, og (2) at jeg ikke umiddelbart havde kunnet se det indlysende rigtige (og nemme) i hans tilgang.

Der er stadig folk der skændes med mig – men det betyder ikke at jeg behøver at tage imod invitationen til at deltage i et skænderi. Nogen gange falder jeg i, og besvarer vrede med vrede, men så snart jeg opdager hvad det er, jeg har gang i, vælger jeg om. På en god dag opdager jeg det hurtigt; andre gange tager det længere tid, og det er ok. Det vigtige er, at jeg nu ved, at jeg kan vælge at lade være med at skændes. Jeg kan vælge at sige min mening, og at forlade situationen, hvis jeg fornemmer at den bliver for ophedet. Det er alligevel aldrig i de ophedede stunder, man virkelig får påvirket noget som helst.

Til at begynde med troede jeg at det ville være rigtig svært, men det synes jeg egentlig ikke det er. Det er jo en total ’ikke-ting’. Jeg skal ikke gøre noget særligt; jeg skal bare lade være med at gøre noget. Selvfølgelig er jeg som sagt fra tid til anden kommet til at tage imod en invitation, men så snart jeg har opdaget det, har jeg forladt festen. Det må man godt. Det er meget simpelt.

Bryllup

Her i sommer havde jeg den store glæde at få lov til at forestå den første Tendai vielse i Danmark. Det var en stor fornøjelse for mig, ikke bare fordi der var tale om to virkelig dejlige mennesker, som jeg er helt sikker på vil være til stor glæde for hinanden i mange år, men også fordi det gav mig lejlighed til at sammensætte et overordnet vielsesritual for Tendai i Danmark.

Jeg arbejde naturligvis ud fra visse givne elementer: Tendai har et vielsesritual, som jeg ønskede at følge, og den danske stat sætter også nogle retningslinjer for hvordan en vielse skal foregå, for at den kan være juridisk gældende. Indenfor disse to sæt af retningslinjer havde jeg til gengæld ret stor metodefrihed, og det nød jeg.

Det ritual jeg kom frem til, viste sig at fungere helt fantastisk, og der er så stor frihed i det, at jeg tænker det vil kunne fungere i mange sammenhænge, for mange forskellige typer af brudepar. Særligt har jeg forsøgt at ramme en form som kan gøres mere eller mindre ’buddhistisk’, afhængigt af brudeparret og deres gæster.

Ritualet starter med sanrai, så ’scenen er sat’: dette er et buddhistisk ritual, og derfor starter vi med tilflugt i buddhismens tre juveler. Dette kan gøres enten af mig alene (som jeg gjorde det denne gang), eller af alle de tilstedeværende. Derefter følger en rensning og en røgelsesofring, og Goshimbo; det esoteriske ritual for renselse og beskyttelse.

Herefter gøres rammerne endnu mere eksplicitte. Vi har, gennem sanrai, fastslået at vi har at gøre med et buddhistisk ritual; nu gøres det klart hvilket ritual det drejer sig om, gennem følgende:

”Vi er samlet her i dag for at fejre X og Y’s bryllup, et ældgammelt, helligt ritual. Når to mennesker tror så meget på kærligheden og på hinanden at de ønsker at tilbringe deres liv sammen, er det stort og smukt; det er helligt.”

Så følger en tale til brudeparret. Den tale jeg holdt i sommer var meget personlig, så den vil jeg ikke gengive her, men i bund og grund var det en tale som tog udgangspunkt i buddhismens lære om forgængelighed.

Dernæst følger et citat fra en buddhistisk tekst. I sommer talte jeg om Dhammapadas råd om hvordan ufred aldrig kan endes gennem vrede, men kun gennem kærlighed. Hvis det er en vielse af to buddhister, med gæster som er trygge ved den buddhistiske lære, ville det være oplagt at chante en sutra sammen, men ellers kan man nøjes med at tale ud fra teksten.

Endelig følger så selve vielsen:

”I skal leve med omsorg, kærlighed og tillid. I skal vælge hinanden, hver eneste dag – hvert eneste øjeblik. Det er det sande omfang af det løfte, jeres ægteskab skal bygges på.

Og derfor spørger jeg nu dig, X, om du vil tage Y som hos dig står, til din ægtehustru, og vise hende omsorg, kærlighed og tillid i alle de dage der står for jer?

Ligeledes spørger jeg dig, Y, om du vil tage X som hos dig står, til din ægtemand, og vise ham omsorg, kærlighed og tillid i alle de dage der står for jer?

Da I begge har sagt ja til at dele jeres liv, erklærer jeg jer hermed ægtefolk.

Jeres ægteskab besegles med en ring – en ubrudt cirkel, som symboliserer den ubrudte kærlighed imellem jer. X, du må give din hustru hendes ring.

X og Y; I er knyttet sammen i kærlighed – gå med fred.”

Når det nye ægtepar forlader alteret, afsluttes ritualet med endnu en røgelsesofring, Goshimbo og sanrai.

Dette ritual viste sig som sagt at fungere virkelig godt, endda selvom der var adskillige præster og præstekoner i den nærmeste familie. Alle følte sig trygge ved ritualet, og kunne genkende tilpas mange elementer fra den traditionelle danske vielse til at de var helt på det rene med, hvad det var for et ritual de havde overværet. Brudeparret var glade, men deres glæde blev måske overgået af min? Jeg nød det i hvert fald i fulde drag, og er dem meget taknemmelige for den mulighed de gav mig, og den tillid de viste mig.

Oplysningens syv faktorer

Der siges at være syv faktorer der kan hjælpe os på vores vej til oplysning: glæde, energi, undersøgelse, afbalanceret ro, koncentration, sindsligevægt og sindsnærvær. Alle disse faktorer påvirker og afbalancerer hinanden. Det ser man nemmest, hvis de sættes op i en cirkel, hvor sindsnærvær hører til i midten, fordi det er den faktor der påvirker og afbalancerer alle de andre:

energi

glæde

undersøgelse

afbalanceret ro

sindsro

koncentration

Glæde og sindsro hører sammen. Sindsroen hjælper os til ikke at miste fodfæstet midt i glæden, og glæden gør at sindsroen ikke får os til at trække os væk fra verden.

Afbalanceret ro og undersøgelse hører sammen. Undersøgelse forudsætter et roligt sind, men det rolige sind kan nemt blive sløvt, hvis ikke roen bruges konstruktivt.

Energi og koncentration hører sammen. Er der for megen energi, bliver sindet spredt og uroligt; der mangler koncentration. Er der for lidt energi, bliver sindet tungt og ensporet; der er, om ikke for megen koncentration, så i hvert fald forkert koncentration.

I det hele taget gælder det, at når balancen vakler i vores meditation, er det aldrig fordi der er ’for meget’ af nogle af disse faktorer, men snarere fordi de er tilstede i en ukorrekt form. Da kan det hjælpe at afbalancere dem med hinanden.

Og midt i cirklen, som en del af alle parrene, kan vi så sætte sindsnærvær. Uden sindsnærvær kan vi hverken det ene eller det andet; uden sindsnærvær, ingen oplysning. Sindsnærvær er oplysningens akse; det resten drejer om.

Om tale

Nogen gange undrer jeg mig, når jeg er i en større forsamling. Mange mennesker elsker tilsyneladende at høre deres egen stemme, og omtrent lige så mange andre hader åbenbart ideen om at skulle tale til en større forsamling. Derfor kan det der planlægges som en kort præsentationsrunde meget ofte udvikle sig til et maraton af selvhøjtidelige folk der ønsker at dele alt, krydret af angstens sved fra de som føler sig umådeligt utilpas ved bare at skulle sige deres navn.

Vi blotter os, når vi taler. Vi blotter os meget, når vi taler til mange. Denne blottelse er formentlig årsagen til frygten for at tale i forsamlinger, måske kombineret med en vis nærighed – nærighed med os selv. Når vi taler, deler vi af os selv, og det kan være skræmmende, for hvad nu, hvis andre ikke påskønner det vi siger, den vi er?

Men hvad er så årsagen til den overdrevne trang til at høre sig selv? Hvilken belønning får vi, når vi taler til andre? Helt oplagt får vi jo en form for bekræftelse, især hvis dem vi taler til er høflige nok til at holde mund mens vi taler: så handler det om mig, mig, mig, og ingen andre. Det kan også opleves som en slags forhåndsvalidering, når man bliver bedt om at tale: nogen har besluttet, at vi er værd at høre på. Det er dejligt at opleve, at man kan tilbyde noget værdifuldt til andre, og det støtter vores fornemmelse af at være noget særligt.

Fælles for både angsten og trangen til at tale i forsamlinger, er den selvcentrede indstilling der føder dem. Når hele min verden udgår fra mig, kan det både være skræmmende og fantastisk at have et veloplagt (eller tvangsindskrevet…) publikum. Så bekræftes denne illusion om, at det er mig og mine svagheder eller styrker der er interessante, og det er altid trygt at få bekræftet sine illusioner, uanset hvor uhensigtsmæssige de end måtte være.

Taknemmelighed VI

Sanghaen – både det en god ven kalder ’Big (as)S Sangha’ (han mener Sanghaen bestående af ordinerede…), og den store Mahasangha (alle de spirituelle venner; alle praktiserende) – er en stadig kilde til glæde og taknemmelighed for mig.

Jeg er så inderligt lykkelig over at der, op igennem flere tusinde år, er mennesker der har dedikeret deres liv til at beskytte Buddhaens lære, så den er tilgængelig for mig i dag. Og jeg er dybt rørt over, at der er mennesker der gider at dele deres vej med mig, lige her og nu. Jeg kan slet ikke forestille mig mit liv uden sanghaen, i alle dens afskygninger. Tak til jer alle. Jeg glæder mig til at se nogen af jer i aften!

At give og give op

Når vi giver noget til en anden, giver vi det så virkelig fra os? Slipper vi det, og lader den anden beslutte hvad der videre skal ske med det? Det gør vi nok ikke altid, for så ville Emma Gad nok ikke fortælle så nøje om, hvornår man kan tillade sig at give den gave videre, som man selv har modtaget – og tænk engang over det: giver du med så rent hjerte, at du ikke ville blinke hvis modtageren (ved en pinlig fejl) kom til at give dig den gave, som du selv oprindeligt havde givet ham? Slipper du taget, når du giver? Er det lige meget for dig, om folk pakker deres gaver ud, eller om de bruger de gode råd du giver?

Jeg blev engang opfordret til at være med i en fælles gave, men valgte at sige nej tak til tilbuddet, fordi jeg vidste at modtageren ikke ville værdsætte gaven efter fortjeneste – jeg var stadig meget bundet til det jeg gav. Jeg er heldigvis blevet meget bedre til at give, efter jeg har lært at give op.

Det lærte jeg på en meget konkret måde. I sommeren 2010 deltog jeg i en forfærdende hård praksis under den årlige præstetræning: vi lavede 1000 prostrationer om dagen, tre dage i træk. Tåbeligt nok var jeg gået til opgaven som en fysisk udfordring; havde forsøgt at træne min krop op til belastningen, og forestillede mig, at det ville hjælpe. Ret hurtigt gik det op for mig, at min strategi slog fejl – og så forsøgte jeg mig med en anden strategi, og en tredje, og en fjerde – og formentlig et par stykker mere, som jeg har glemt alt om. Jeg prøvede at klare opgaven med viljestyrke (det kunne jeg glemme alt om!), med stolthed (den er ikke meget værd i forhold til intens smerte og udmattelse), og så forsøgte jeg at give op, at vende mig fra opgaven (og det kunne jeg så heller ikke…). Forløsningen kom først, da jeg gav mig selv til opgaven; kun mig, uden strategier, historier og falbelader. Så var det bare at gøre det der skulle gøres, uden at bekymre sig om historier, retfærdiggørelser eller strategier. Så var det bare at gå op og ned.

At lave 1000 prostrationer om dagen gjorde ikke noget særligt for mig – men at lære at give slip, helt slip, og at give op; det har gjort en kæmpe forskel. Jeg mestrer endnu ikke kunsten at give op til perfektion, men jeg bliver bedre. Og når man giver op, kommer friheden – friheden til at give frit, uden forventninger eller fastlåste ideer om hvordan det givne skal anvendes.

Begær

Begær er årsag til lidelse. Lidelse er som en flamme på et lys, og begær er som stearinen. Flammen næres af stearinen, stearinen er flammes årsag. Når der ikke er mere stearin, går flammen ud. Når vi ikke længere dyrker vores begær, er der ikke mere lidelse – det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at have lidelse, hvis der ikke er begær. Det er så enkelt. Så hvorfor er det så svært??

Buddhaens oplysning

De buddhistiske traditioner der mener at år 553 er et korrekt gæt på datoen for Buddhaens fødsel, fejrer i år at buddhismen fylder 2600 år. De fejrer – eller rettere: fejrede, for den store fejring foregik ved fuldmåne i maj – at det er 2600 år siden Buddhaen blev oplyst.

Hvor vigtigt er det at fejre en andens oplysning? Og hvor vigtigt er det, at Buddhaen blev oplyst?

På den ene side er det meget vigtigt, fordi Buddhaen er vores rollemodel; den der beviser for os at det kan lade sig gøre at frigøre sig fuldkommen fra lidelse – selvom det ind imellem kan forekomme en overvældende stor opgave, og målet kan synes meget langt væk.

På den anden side er det i bund og grund ligegyldigt. De buddhistiske belæringer bliver hverken mere eller mindre sande af den grund. Buddhisme er jo ikke noget vi tror på – det er og bliver noget vi gør. Først når vi selv gør det; når vi går vejen, og når vi ser hvilken effekt det har på os, bliver belæringerne interessante.

Det vi i hvert fald kan bruge, er Buddhaens eksempel, om så det er historisk korrekt (hvad jeg tror det er, uanset at datoerne er noget svævende) eller ej. Buddhaen traf en dyb beslutning, og han førte den ud i livet. Han besluttede sig for at finde en løsning på menneskets lidelse, og han blev ved med at søge, til han var i mål. Han besluttede at sætte sig under Bodhi træet og blive siddende til løsningen var der – og det gjorde han. Hans eksempel er inspirerende, og det er der god grund til at fejre!

Store følelser

Nogle følelser er vældigt store, og hvis vi tillader det, sætter de et vægtigt aftryk i vores liv.

Jeg husker for eksempel stadig levende følelserne fra min barndoms sommerferier (hvor solen ALTID skinnede, og kippekalven godt gad at lege), og juleaftner (hvor træet ALTID var det smukkeste træ nogen sinde, og naturligvis altid til loftet). Jeg husker også tydeligt følelsen fra vaccinationen på Statens Serum Instituts calmettestation – og fra den ækle flydende penicillin man bød børn dengang for mange år siden (mine jævnaldrende husker den garanteret også; den tyktflydende væske, med farve som mælk blandet med rød sodavand, og smag som … Nej, den er ubeskrivelig, men min mave kan stadig huske den!).

Alt hvad der kommer ind gennem vore seks sanser påvirker os, i større eller mindre omfang, og derfor skal vi huske at stå vagt om vores sanser. Vi skal være varsomme med hvad vi tager ind, og med de følelser vi tillader at opstå i vores sind. Det er en god ide kun at tillade det vi gerne vil se mere af – for prisen for at bære uhensigtsmæssige følelser kan være høj.

Urenheder vil, som rimfrost og dug,

Opløses i lyset af visdom.

Derfor må vi nidkært

Vogte vore seks sanser.

De spørgsmål vi stiller

Som vestlige konvertitbuddhister stiller vi mange spørgsmål. Vi vil så gerne vide alting - vi vil vide hvad, hvorfor og hvornår. Kun sjældent spørger vi 'hvordan?', og når vi gør, er det som regel for at finde ud af, hvad vi kan få ud af dette eller hint: hvordan bliver vi oplyste, hvordan får vi Det Store Gennembrud. Vi er ikke særligt tilbøjelige til at vise tålmod, til at gøre det der skal gøres, uden at bekymre os om hvorfor, eller hvad der mon er i det for os.

For nylig fik jeg opfyldt en gammel drøm om at besøge Stonehenge. Det er et imponerende sted, og da jeg stod der, slog det mig hvordan de kæmpemæssige sten fortæller en historie om folk som ikke spildte tiden med at spørge ‘hvorfor’.

Måske skal vi prøve at være mere omhyggelige i vores spørgsmål. Måske skal vi stille lidt færre spørgsmål, og i stedet sørge for, at det er GODE spørgsmål ... Ellers ender vi måske som tåberne i Douglas Adams' (i øvrigt herlige) bøger, der bad en supercomputer komme op med svaret på 'livet, universet og alting' - og blev frygteligt skuffede, da den kom med svaret '42' :)

Det er sjældent svarene på vores spørgsmål der hjælper os. Til gengæld tror jeg at selve den refleksion der afføder de dybe spørgsmål kan være vældigt værdifuld – hvis vi tager os tid til at gennemføre hele refleksionen, og ikke bare gylpe det ene spørgsmål op efter det andet, uden at overveje hvad svarene kan bruges til.

Indras Net

Jeg lider ind imellem under min tendens til at ville kontrollere alting. Når jeg fanger mig selv i at være manisk travl, er jeg klar over, at jeg (igen!) ligger under for denne tåbelige trang til kontrol, og så laver jeg kontemplationer på Indras Net. Indras Net er et gigantisk net der dækker hele universet, uden hverken begyndelse eller afslutning. I alle sammenføjninger sidder der en diamant, som afspejler alle de andre diamanter i sig. Ændres én del af nettet, ændres hele nettet - detaljen bærer helheden i sig. Læg dertil det faktum at alt i nettet, uden undtagelse, er under konstant forandring - så har man et fint billede på hvordan verden fungerer, og så skulle det også gerne stå klart, at jeg nok kan påvirke rigtig meget, men at jeg aldrig vil kunne kontrollere alt.

Jeg tager på ferie

Nu starter min velfortjente ferie, og jeg rykker til Italien den næste måned. Jeg kommer dog lige et smut hjem undervejs, til noget meget spændende, som er direkte relateret til min praksis – fortsættelse følger!

Bloggen kommer ikke til at ligge stille. Jeg vil blogge fra ferielandet, men I må nok være indstillede på, at kvaliteten i disse indlæg vil kunne opleves som svingende J.

Det er altid en udfordring at holde sin praksis levende og interessant når man er på ferie. Jeg plejer altid at ændre den formelle praksis i ferieperioden, så både form og kvantitet nemmere kan passes ind. I år vil jeg have fokus på samatha meditation, særligt i form af kokorodo og anapana sati meditation. Jeg vil stadig vælge at starte min dag med Hjerte Sutraen, afslutte den med Dharani og metta, og chante Vajrasattva mantraet løbet af dagen.

God sommer – og god praksis. Må vores praktisering af Buddhaens Dharma blive til glæde for alle levende væsner!

Taknemmelighed V

Jeg mødte første gang min sensei i juli måned, 2005. Jeg havde fået kontakt med ham via internettet (denne velsignelse, der heldigvis har vist sig langt mere sejlivet end jeg ellers forudså. ’Internettet – døgnflue, siger jeg. Jeg giver det max to år…’). Vi havde haft sporadisk email kontakt gennem nogle måneder, da jeg besluttede at jeg ville rejse over til ham i New York, tage tilflugt, og i samme moment påbegynde den traditionelle præstetræning.

Han var så venlig ikke at bruge for mange ord. Han fortalte mig, hvad hans forventninger til mig var, hvad jeg – helt overordnet – kunne forvente mig af ham og træningen, og lod mig derefter opleve tingene på egen hånd, uden at presse sit filter ned over min oplevelse. Det vil jeg gerne lære af. Jeg bruger alt for mange ord.

At være uforberedt

Kun en eneste gang før har jeg været lige så uforberedt på gyo, som jeg var det i år. Jeg har været meget spændt på, hvad det ville gøre det for min oplevelse.

Da jeg ankom til min første gyo, var jeg fuldkommen uforberedt. Jeg havde ganske enkelt ingen anelse overhovedet om hvad der ventede mig. Selvfølgelig havde jeg gjort mig ideer og forestillinger, men det stod lynhurtigt lysende klart, at ingen af dem på nogen som helst måde var brugbare, så jeg måtte lynhurtigt overgive mig til oplevelsen, helt åbent og uforbeholdent.

Vores forberedelser gør os forbeholdne. Når vi forbereder os, vælger vi på forhånd, hvilke indtryk vi vil tage til os. Den menneskelige hjerne kan ikke forarbejde alle de myriader af indtryk vi konstant får, så der sker en automatiseret udvælgelse af, hvilke indtryk vi bør forholde os til. Denne udvælgelse sker i høj grad på baggrund af vores karma, men vi kan også påvirke den – indsnævre vores synsfelt, så at sige – ved at forberede os på en situation. Der er visse situationer, som er gode at forberede sig på, men der er andre (flere), hvor forberedelser hindrer os.

Det er ikke farligt at være uforberedt - det føles bare sådan ;)

Metta mod vrede

Metta meditationen er en velkendt meditation, som sigter mod udvikling af, og indsigt i, ægte medfølelse og vredens sande natur.

Nogen mennesker er præget af en klar visdom, der er som et spejl, der viser nøjagtigt hvad der er. Her er ingen forvrængninger; det der er, genspejles klart. Deres intellekt er skarpt, deres viden ofte enorm, og med deres logiske sans kan de analysere enhver situation. De synes at have et naturligt potentiale for at skabe overblik og harmoni ved at samle folk – til gengæld har de i høj grad brug for at gerne kende grænserne. De har brug for disciplin og orden; for at gøre tingene rigtigt.

Deres problemer kan typisk være vrede, i alle dens mange afskygninger. De kommer nemt til at føle sig utilstrækkelige, dumme – mindre end perfekte. Og det vækker vreden (der samtidig lå til grund for de ubehagelige følelser…). De er travle mennesker, for de har et stærkt ønske om at ændre tingene, og tilpasse dem deres egen ’perfekte verden’. De frygter intimitet, nærhed. Tænk om nogen skulle opdage, hvor uværdige og dumme de er..? - og forsvarer sig ved at blive rigide og doktrinære, og ved at distancere sig

Se nu disse træk i dig selv – mærk hvordan de forvolder både glæde og sorg. Se hvordan vredens energi kan bruges til at skabe orden og overblik, til at samle folk og skabe harmoni. Vredens energi, når den bruges rigtigt, kan skære igennem forvirring og vise tingene som de er. Øv dig i at rumme din vrede, din utilstrækkelighed, så du kan gøre plads for tillid og beslutsomhed.

Mettas modsætning er vrede. Vrede bruges i denne forstand som et samlebegreb for en hel række følelser der alle har det tilfælles at de bygger på en fornemmelse af separation og modstand. Det kan være egentlig vrede, irritation, fordømmelse, og trang til at måle sig selv og andre – gerne mod hinanden. Vreden er nem at genkende, og nem at opløse. Erkendelsen at vrede; AL vrede, er uhensigtsmæssig, er vanskelig. Mange mennesker klynger sig til deres vrede, identificerer sig med den, og tøver voldsomt med at slippe den. Det opleves som farligt at give afkald på vrede, fordi den ses som et værn mod en truende verden. Verden er farlig, set fra vores eget lille, begrænsede ’Selv’. Men prøv engang at fjerne ’jeg’, ’mig’ og ’mine’ fra billedet.

Godhed og glæde er vores naturlige tilstand – når vi lader os selv føle godhed, har vi det godt, på både kort og langt sigt. Vi kan nok finde forbigående tilfredsstillelse i andet end godhed, men den er i sandhed forbigående, og om ikke andet vil vores krop vise os at vi er på galt spor: vi får stress, hovedpine, bliver udmattede og til sidst syge. Mennesker er flokdyr, vi ønsker at være tæt, og vi længes efter nærvær og tryghed. Vi modarbejder vi os selv med vrede og afstandtagen, på grund af angst og uvidenhed.

Mange bærer på vrede fra fortiden. De slæber trofast rundt på gammel bagage, som er med fordi ”denne person gjorde så forfærdelig en ting, og det vil jeg i hvert fald ikke tilgive”. For 20 år siden havde jeg altid bleer og sutter i min taske – nu hvor mine børn er 20 og 22 år, giver det ikke længere mening. Hvorfor så orke at bære rundt på gammel vrede? Den er langt tungere end bleer og sutter… At bære rundt på vrede er langt fra behageligt, men igen; det kan give en (falsk) tryghedsfornemmelse.

Når vi arbejder med at forvandle vreden, kan det være svært at se om vi udvikler ægte metta, eller om vi snarere nærer den mere almindelige, sentimentale kærlighed og tilknytning: den som kræver mere end den giver. Den sentimentale kærlighed kræver en genstand, og at genstanden er under kontrol. ’Jeg elsker dig – så længe du elsker mig / respekterer mig / opfører dig ordentligt overfor mig’. Eller, mere subtilt, maskeret som omsorg: ’Jeg bliver jo frygteligt bekymret når du gør xyz’. Uanset hvilken historie man foretrækker at fortælle om den sentimentale kærlighed, er der altid tale om en kærlighed med betingelser; om tilknytninger og krav. Sentimental kærlighed giver vi ofte som en slags belønning, der kan tildeles dem som ’fortjener’ det - en komplet vanvittig tilgang, hvis man sammenligner med metta.

Metta er som sommerblomster: jo flere man plukker, jo flere kommer der. Den sentimentale kærlighed er som tulipaner: der er dét der er, og så må man være omhyggelig når man deler det ud ☺

Død og opløsning mod begær

Her har vi at gøre med en meditation, som sjældent vækker den store fornøjelse første gang man introducerer den. Der er stadig rester hos de fleste af at livet vel er hårdt nok, uden at vi behøver at dvæle ved dets mere frastødende detaljer… men døden er det eneste vi nogensinde kan være helt sikre på at opleve, så hvorfor ikke vænne os til tanken? Det er nu ikke umiddelbart sigtet med denne meditation, i hvert fald ikke i denne her sammenhæng. Her handler det om at modvirke begær, ved at indse at alt det vi begærer er tomt, og dermed nødvendigvis vil forgå på et tidspunkt. Hvorfor jage efter det der alligevel aldrig kan give os varende tilfredsstillelse? Der er ingen grund til at knytte sig til noget som helst, for alt er foranderligt og forgængeligt. Man skal i stedet lære at nyde det der er – for det er her kun ganske kort.

De personlighedstyper der især kan have glæde af denne meditation, er dem der er præget af begær og grådighed der helt tager magten. Disse mennesker frygter middelmådigheden – og de frygter frem for alt kedsomhed. Det kan være et kæmpe problem i meditation, som – lad os nu være ærlige om det – kan byde på kedsomhed ind imellem. Det kan være et endnu større problem i hverdagen, som også – og lad os nu igen være ærlige – kan byde på gentagelser, der kan forekomme kedelige, hvis man ikke giver opmærksomhed til detaljerne. I stedet for at se kedsomheden som problemet, kunne man jo prøve at se på selve dette rastløse begær.

Det almindelige forsvar for den slags mennesker, er deres konstante forsøg på at gøre alle andre glade. De udvikler sig nemt til at blive overfladiske ’pleasere’, der jager rundt efter snart det ene, snart det andet: ting, steder, personer, følelser, oplevelser. Yndlingsudtrykket er ’at bryde grænser’…

Hvis de arbejder fornuftigt med begærets energi, kan det forvandles til en visdom der klart skelner godt fra skidt. Når man begærer noget, kan man godt se forskel på det man bedømmer som ’godt’; det man vil have, og det der er ’skidt’; det man ikke vil have. Denne skelneevne kan bruges fornuftigt, så man når at se ting som de er, når de er. Disse mennesker har typisk en levende intuition, de er medfølende, og indbyder til fortrolighed – de kan virke helt magnetiske og dragende. De ønsker at kunne kommunikere, og de fanger alle.

Se disse træk af begær i dig selv – mærk hvordan de forvolder både glæde og sorg. Se hvordan du nogen gange er så fokuseret på dit begær, at genstanden for det helt forsvinder ud af din bevidsthed. Øv dig i at give slip – der er nok. Din grådighed kan føre til ubeslutsomhed – for hvad skal du dog vælge? Glæd dig over at du altid drages mod at gøre godt for andre. Det er aldrig forkert at glæde andre, bare husk at det skal komme fra modenhed, fra din dybtliggende medfølelse - ikke fra et overfladisk ønske om at alle skal kunne lide dig.

Man kan forvandle de uhensigtsmæssige aspekter gennem meditationer på stadier af forgængelighed i ’dig’ og din krop, eller ved at se på ’dig’ nu, i går og i morgen – se hvordan du jager afsted efter snart det ene, snart det andet. Hvilke af disse ting du jager kan give dig egentlig, vedvarende tilfredsstillelse? Livet er kort: bruger du det på den bedste måde?

Den Tolv-lænkede Kæde mod spirituel uvidenhed

Den tolv-lænkede kæde der fortæller os om hvordan ting opstår, forandres og forgår i takt med årsager og omstændigheder, kan give os indsigt i altings sande natur. En sådan indsigt er samtidig et farvel til den spirituelle uvidenhed, der binder os i Samsara.

Nogen mennesker er naturligt præget af en slags gennemtrængende, aktiv visdom, som går fra tanke til handling uden unødvendig tøven. De viser tydeligt medfølelsens aktive aspekt, og man finder ikke det svageste spor af blødsødenhed eller misforstået venlighed hos dem. De er åbne, ligetil og ofte meget direkte i deres omgang med andre – de er nemme at være sammen med, for man ved hvad man får, så at sige.

Bagsiden af medaljen – for sådan en er der selvfølgelig også, eller var der ingen grund til at dedikere en særlig meditation til dem ;) – er at deres kreativitet og handlekraft af og til løber af med dem, så de tynges af en manisk travlhed. De er så travle, som husmoderen i den gamle vise:

Se her kommer mutter med kost og spand,

med skrubbe og klude og sæbevand,

nu bli’r der en plasken, en sjasken og tørren,

for påske og pinse og jul står for døren.

Hun gnider panelet med vaskeskind,

med rumpen i vejret og knæene ind,

for den som vil ligge lidt foran sin næste,

må styrte omkring som en hvirvelvind

For tiden er så kort, og det ku’ hænde,

hun kom for sent, for sent til livets ende

De vil så gerne sikre sig at alt bliver gjort – og gjort rigtigt. Derfor mener de, i deres selvoptagethed, at de selv må tage sig af det.

Læg også mærke til linjen: ”for den som vil ligge lidt foran sin næste…”. Det vil denne type mennesker gerne. Deres konkurrenceiver og konstante sammenligning af sig selv med andre medfører præstationsangst og utryghed. Der er altid en der er bedre end mig; altid en der er dygtigere, klogere, hurtigere, yngre, smartere, kærligere… og hvis ikke man finder fred med det, må man slæbe omkring med en tung fornemmelse af inkompetence. Det farligste for den slags personligheder, er udsigten til at fejle eller – gys – tabe. Derfor forsvarer de sig konstant, meget gerne ved at overtage kontrollen over alt, hvormed de forøger deres muligheder for at tabe, hvorfor de overtager endnu mere kontrol – og så videre, i én uendelighed.

Prøv at genkende disse træk i dig selv, og mærk hvordan de forvolder både glæde og sorg. Se hvordan dit overskud og din energi nogen gange er drevet af konkurrenceiver og angst for at andre kommer foran. Slæk lidt på dine ambitioner, hav tillid til at du er god nok, og gør plads for andre. Men glem aldrig at glæde dig over din energi og dit drive, og husk at det er din frygtløshed og styrke som vil hjælpe dig med at realisere dit fulde potentiale.

Man kan forvandle de uhensigtsmæssige aspekter gennem meditationer på den Tolv-lænkede kæde. Den fortæller så tydeligt hvordan ting opstår og forgår i overensstemmelse med årsager og omstændigheder, og den antyder hvor komplekst sammenspillet er. Uanset hvor hårdt man prøver, vil man aldrig kunne kontrollere alt…

De fem elementer mod falsk selvopfattelse

Meditationen på de fem elementer er en meditation som sigter mod indsigt i Ikke-Selv. Der er intet der er ’dig’, intet du kan eje eller kontrollere, intet at læne sig op ad – det har de fleste af os hørt tit nok, men meditationen på de fem elementer giver os mulighed for at få en direkte erkendelse denne sandhed. Det er en særligt god meditation for dem som er præget af stolthed, og stolthedens følgesvend: mindreværdsfølelse. Stolte mennesker kommer nemt til at føle sig utilstrækkelige og underlegne, måske fordi de konstant har behov for at have noget at binde deres stolthed op på. Ingen af os er 100 % perfekte 100% af tiden, og det har stolte mennesker det svært med. Med en falsk opfattelse af sig selv, fting, forhold, opmærksomhed, eller af ikke at få nok, og derfor skraber man til sig - erte.

ov - man gen kte erkendelse denne sår man også nemt den ide at man selv er noget helt særligt; at man på en eller anden måde er noget andet eller mere end andre, og dermed også mere ’værdig’. Det leder nemt til at man kommer til at sætte sig selv og sine egne behov over andre og deres behov – man glemmer at vi alle er end, i det at vi alle ønsker glæde, og ønsker at undgå sorg og smerte. Det mest almindelige forsvar for disse personlighedstyper er arrogance. Kan man skabe distance til andre gennem arrogance, slår man to fluer med ét smæk: man får tydeligt vist andre at de er langt mindre værd end én selv ved at lægge afstand til dem, og samtidig fremhæver man sin egen overlegenhed.

Med en falsk selvopfattelse frygter de fleste ikke at få nok, og derfor skraber de til sig – af ting, forhold, eller opmærksomhed. Det er også hos denne type mennesker vi oftest møder den spirituelle materialisme: trangen til at ville ’have noget ud af’ sin spirituelle praksis, i stedet for bare at lade praksissen være hvad den er.

Med den rette praksis kan denne falske selvopfattelse forvandles til en ligevægtig visdom, der ser det bedste i alt. Det kan blive til en visdom der ser potentialer og muligheder, og ser at alle er lige værdige; at ’jeg’ ikke er speciel! Der ligger også stor glæde og påskønnelse i stolthedens energi, en passion som omfatter hele verden, og som beriger verden i alle dens aspekter.

Se disse træk i dig selv, og mærk hvordan de forvolder både glæde og sorg. Bemærk overfloden i livet – rigdommen i dig, og rigdommen omkring dig, og stol trygt på, at der er nok til alle. Den tomhed der opstår når du ikke får de ting eller den opmærksomhed du ønsker er ikke nødvendigvis farlig; måske er den der bare. Bliv venner med tomheden og med din stolthed, så du kan se hvordan der ikke er grænser mellem ’dig’ og ’andre’, og tillidsfuldt kan give frit. Når du opgiver alle ideer om ejerskab, når du ser at der ikke er nogen der kan eje, og intet der kan ejes, vinder du alt.

Gyo

Nu tager jeg afsted på gyo; den årlige præstetræning. Jeg har gjort mit bedste for at forprogrammere et par hilsner undervejs, så bloggen ikke komme til at ligge helt død hen, men enhver der kender mig, vil vide at det er overmåde tvivlsomt om det er lykkedes mig…men om computer-guden (eller EDB-trolden) vil, følger fortsættelserne på min lille serie om de fem klassiske meditationer altså i de næste uger J

Som altid, inden jeg tager på gyo, er jeg fyldt med følelser. Følelser af glæde, af forventning, af savn (lidt på forhånd, bare for at være på den sikre side), og af ren, uforfalsket frygt.

Gyo vækker mange følelser i mig, og oven i købet er det en lejlighed til rent faktisk at se disse følelser som de opstår og forgår. Der er ingen grund til at spilde tid på at analysere dem, eller prøve at tillægge dem mening udover øjeblikkets, men det at livet på gyo i så høj grad er begrænset; at der er så få valg, og så få forstyrrelser, gør at det bliver meget tydeligt hvornår følelser opstår og forgår. Jeg kan huske et år jeg talte med en af mine søde kolleger om det. Vi sludrede lidt om hvordan vi havde det; jeg havde set ham fælde en tåre under morgenmeditationen. Det var hans første år, så jeg ville sikre mig at han var ok. Selvom han havde utroligt mange års virkelig solid praksis i bagagen, kan gyo være overvældende! Men han havde tydeligvis fattet pointen, lige fra start. Han smilede lunt, og sagde: ”Wush – emotion!”. Hverken mere eller mindre. Bare ”emotion”. Og det er jo bare det, det er! Derfor var vi også nogen der gik og nynnede ”It’s just emotion, taking me over…”, hele sidste år.

Åndedrætsmeditation mod distraktion

Åndedrætsmeditationen er en meditation som sigter mod indsigt i det rene sind, uden forhindringer og distraktioner.

Nogen mennesker er præget af en altgennemtrængende, altomfattende visdom, og har naturlige anlæg for ren væren. De er rummelige, og værdsætter enkelhed. De har enten nemt ved at holde fokus på én ting, eller også har de i hvert fald indset, at det at kunne holde fokus er vigtigt. De drives ofte af et ønske om at gøre ikke-noget, og er gode til at acceptere de ting der er, om de så er tilfredsstillende eller mindre tilfredsstillende.

Det lyder jo alt sammen vældig godt – og det er det også (!) – men der følger almindeligvis en række problemer med. Det for eksempel være sløvhed eller ligegyldighed; accept vendt på hovedet. De er tit mestre i fortrængning og benægtelse. Det er nemlig to vældig gode redskaber til at skabe en (falsk) ro om sig. Meget ofte vender vi os fra vores udfordringer, når de bliver for store. Hvis vi i stedet kan vende os mod dem, kan der ligge stor frihed i det, og ’belønningen’ kan være at vores usikkerhed forsvinder, og vi får fornyet handlekraft. Når vi vender os væk fra vores udfordringer, kommer vi til at frygte andres indtrængen, ganske enkelt fordi vi ikke gider verden og dens rod – vores lille salighedsbobbel er langt sjovere. Derfor er den mest anvendte forsvarsmetode for denne personlighedstype da også at de lukker af og oversimplificerer.

Hvis du har lyst til at gøre op dette kompleks, og trække på dets positive kvaliteter, kan du se på disse træk i dig selv. Du kan mærke hvordan de forvolder både glæde og sorg. Se hvordan du nogen gange trækker dig ind i dig selv når verden bliver skræmmende og overvældende. Prøv i stedet at rumme din frygt og dit ubehag, så dit sind kan udvides, og du igen kan få øje på altings skønne natur – så du kan hvile i væren, uden at føle behov for beskyttelse. Livet er finest når det bare er – ikke når det er så enkelt som du ønsker det. Perfekt er ikke nødvendigvis komfortabelt!

Den klassiske meditation på åndedrættet tillader dig at dyrke de styrker der ligger under problemerne, og trække dem frem i lyset.

Fem personlighedstyper

Ud fra kendskabet til de fem klassiske meditationer, og til de ’gifte’ de skal forvandle til ’god medicin’, kan man måske, lidt groft, og hele tiden med klar viden om, at alt er under konstant forandring, udskille fem personlighedstyper, som er præget af dels disse problemer, dels af deres positive træk. Der er nemlig altid en brugbar side af de følelser vi ellers kender som uhensigtsmæssige, og det er den vi prøver at trække frem gennem de fem klassiske meditationer.

Alle mennesker kender formentlig til de problemer, der skabes når giftene får lov at forblive gifte. Alle kender til distraktion, falsk selvopfattelse, uvidenhed, begær og vrede. Alle oplever disse fænomener fra tid til anden, men typisk vil man opleve en eller to af dem oftere end de andre. Derfor er der ikke nogen af de fem klassiske meditationer som er overflødige. Det er ikke sådan at man kan sige at man ALDRIG oplever det ene eller det andet problemkompleks – alle kommer til at opleve distraktion, falsk selvopfattelse, uvidenhed, begær og vrede, men som sagt vil nogen opleve visse af dem oftere end andre. Jo tydeligere billedet er, jo nemmere at det at finde ud af hvor man skal starte!

Meditationerne virker dels som modgifte mod specifikke problemer, dels som næring til disse problemers værdifulde aspekter.

Hvis man fx let bliver distraheret, ikke kan holde fokus og måske bliver lidt sløv, er man samtidig almindeligvis vældig god til at kunne holde ud at gøre ’ikke-noget’ – til at kunne acceptere tingenes tilstand. Åndedrætsmeditation trækker det bedste frem i en.

Hvis stolthed og falsk selvopfattelse er ens typiske problem, så bunder det faktisk tit i en evne til at glæde sig; til at værdsætte alt hvad der er - og man er god til at se muligheder. Her kan indsigt i, hvad et menneske egentlig ER, nemlig en konstant foranderlig sammensætning af de fem elementer, være en hjælp til at få et sandere selvbillede, så man kan bruge sin glæde friere.

Er man grundlæggende uvidende, og ikke kan gennemskue (eller kommer til at glemme) hvordan alting opstår og forgår på grund af årsager og omstændigheder, er prisen tit at man bliver et manisk travlt konkurrencemenneske, som skal kontrollere alt. Til gengæld kan man som regel nyde godt af at være handlekraftig, og at være åben, tydelig og direkte i sin omgang med andre. Meditation på årsagssammenhænge, som fx den 12-lænkede kæde, kan hjælpe en til at gennemskue tingene, og give slip.

Begær og tilknytning bærer samtidig muligheden for en stærk, medfølende hengivenhed – og er man meget begærlig, er man så sandelig også i stand til at skelne godt fra skidt. Meditation på død og forgængelighed gør det klart, at der til syvende og sidst ikke er noget der er værd at begære.

Og endelig; hvis man er præget af vrede, vil man samtidig typisk have en stærk retfærdighedssans, og en klar analyseevne. Metta opløser vreden, og udvikler i stedet medfølelse.

Når man arbejder med de forskellige hindringer, skal man huske at det kræver mod og åbenhed. Man skal turde at åbne sig fuldkommen for den energi der er i hindringen, uanset hvor farligt det måtte føles. Mange af disse energier er nogle som vi eller andre har dømt ’uønskede’, men for at kunne forvandle dem skal vi først lære dem helt at kende. Så bed alle indre stemmer klappe i, og overgiv dig til det på godt og ondt.

Bemærk også at du IKKE skal kæmpe mod forhindringerne. Hvis man fx kæmper mod begær – vil ikke begære – skaber man et nyt begær. Se i stedet sandheden om begær, så forsvinder det, helt af sig selv, uden kamp.

De fem klassiske meditationer

Der findes fem typer af problemer, som præger os alle i større eller mindre grad, og fem meditationer, der afhjælper disse problemer. Vi har arbejdet en del med disse meditationer i sanghaen, både på retreats og under vores sanghaaftner.

Som regel er den første hindring vi kigger på distraktion. Hvis man ikke kan samle sig om en opgave, hvordan skal man så kunne koncentrere sig længe nok til at få fuld indsigt i sindets sande natur? For at skabe koncentration, kan man lave en helt klassisk åndedrætsmeditation.

Derefter ser vi typisk på selvbedrag eller falsk selvopfattelse. Selvom vi måske ved bedre, rent intellektuelt, har vi ofte en subtil tro på en eller anden form for kerne eller evighed i os. En meditation som kan hjælpe til at fjerne denne forkerte ide, er meditation på de fem elementer. Man ser på de fem elementer et menneske er sammensat af, og ser hvorledes der ikke er nogen af dem der kan kaldes ’mig’ eller ’mit’. Falsk selvopfattelse er en form for uvidenhed, som bygger på en helt grundlæggende tåbelighed: en opfattelse som går imod alt hvad vi oplever.

Spirituel uvidenhed er en af de fem hindringer, fordi den danner grobund for begær, vrede og lidelse, og også for den stadige skabelse af karma. Den tolv-lænkede kæde beskriver hvordan vi skaber enten lidelse eller frihed fra lidelse, når vi baserer os på henholdsvis uvidenhed og indsigt. Kæden viser hvordan intet opstår ud af det blå; der ligger årsager og omstændigheder bag alt, og ændrer vi årsagerne, vil resultatet blive et andet. Hvis det overhovedet giver mening at tale om en kerne i buddhismen, en slags ’grunddoktrin’, må det være ideen om afhængig oprindelse, bl.a. som den præsenteres i den tolv-lænkede kæde, og meditation på denne doktrin vil hjælpe til at indse hvordan lidelse er et aktivt valg; noget vi selv skal gøre os umage med at skabe.

Dernæst taler vi om begær. Begær er roden til al vores smerte og den overvældende grundlæggende utilfredshed der altid ligger på lur, selv under den største glædesrus. Begær binder os i livets cyklus, hvad enten vi foretrækker at se det som en cyklus der spænder over flere liv, eller vi ser det som en proces der konstant udfoldes, fra det ene øjeblik til det andet. Man kan også sige, at hvis det er uvidenhed der holder os i livets og dødens cyklus, så er det begær der smeder de lænker der binder os. En hjælp til at overvinde begær er virkelig at se, at erkende alle tings forgængelighed. Når det bliver tydeligt at alt hvad der opstår også vil forandres og forgå, mister begæret sin kraft. Den klassiske meditation til at skabe grundlag for indsigt i forgængelighed er meditation på død.

Den sidste forhindring er vrede. Vrede er en forhindring som tager mange former. Den nemmest genkendelige er selvfølgelig det tydelige raseri, men ligeså skadelige former for vrede kan være sværere at få øje på: selvhad, uforsonlighed, den passive, selvretfærdige aggression, eller retfærdig harme. Vrede skaber tumult og oprør i sindet, og når man er prisgivet sin egen vrede, kan man på ingen måde tale om egentlig frihed. Modgiften mod vrede er metta: meditation på kærlig venlighed.

De fem meditationer er ikke en fremadskridende proces: distraktion – tjek, falsk selvopfattelse – tjek. Alle fem forhindringer findes typisk i os, enten manifesteret eller latent, igennem længere tid (i princippet indtil vores oplysning). Derfor arbejder man ikke med én af dem til man er færdig – det er en dynamisk proces, hvor man bruger den tid der skal til for at lære meditationerne godt at kende, og derefter bruger dem, når man opdager at der er grund til det..