onsdag den 24. februar 2010

De mærkelige ting man gør

Når man på et eller andet tidspunkt begynder for alvor at forpligte sig i forhold til buddhismen, vil de fleste stifte bekendtskab med nogen mærkelige omgangsformer og adfærdsmønstre. Hvis man fx begynder at komme i et tempel vil man opleve nogen strengt koreograferede, ceremonielle ritualer, som man, i hver fald i ét eller andet omfang, forventes at tage del i. Pludselig ser man måske sig selv messe sutraer og mantraer på fuldkommen ukendte sprog, man læser bønner, tilegnelser og løfter som man knap ved hvad betyder, og man bukker og skraber for statuer, mennesker - endda puder... og selvom det giver absolut nul mening, gør man det alligevel. Som tiden går, gør man måske mere og mere af det, uden at det egentlig bærer den helt store betydning for én. Man aber efter. Men hov, stop: er det nu ikke en skidt ting? Er det ikke bare tom, rituel praksis, som i bedste fald er ligegyldig; i værste fald faktisk hindrer én på den spirituelle vej?

Det synes jeg faktisk ikke. Min egen erfaring har været, at krop og sind hænger så nøje sammen, at når jeg eksempelvis har tilegnet mig en vane med at optræde respektfuldt i hondoen (bukke, sige taksigelsesbønner osv), har denne vane, denne 'udvendige', formelle praksis, ledt til at respekt og taknemmelighed er født i mit sind.

Det samme gør sig gældende med de mange særlige tempel-regler man følger ekstra strikst under intensiv træning. Det kan synes tindrende ligegyldigt, hvilken fod der kommer først ind i hondoen - og det er det i bund og grund også. Sidst jeg tjekkede med karma-kontoret, kostede det ikke engang et enkelt liv i helvede at træde ind på venstre fod i stedet for højre ;) Det der ikke er tindrende ligegyldigt, er den stadige opmærksomhed man udvikler, når man skal følge en lang række regler. Hvis man går og halvsover i sin egen hyggelige drømmeverden, opdager man ikke, hvilken fod der kommer først - og det gør man heller ikke, hvis man er så opslugt at at praktisere sindsnærvær at man overhovedet ikke har tid til at interessere sig for hvor man er... En formel praksis, hvor man følger en række regler, vil ikke med et trylleslag forvandle én til en 'god bodhisattva', men den vil gøre det meget nemmere at holde opmærksomheden på det man laver lige nu.

Også i forbindelse med visse meditationer kan man have glæde af mekanisk at gentage eller eftergøre visse handlinger. Jeg husker en af mine første lærere, som stædigt insisterede på, at man fint kunne "fake it 'til you make it". Det opfattede jeg som temmelig bekymrende (for ikke at sige stødende!): han underviste i noget så fint som de Fire Uendelige Dyder, og hævdede at en automatisk, rituel gentagelse af en sætning som "gid jeg må leve i tryghed og glæde" skulle kunne fremelske den herlige - næsten hellige - fornemmelse af ægte metta! Jeg lærte efterhånden at han havde ret...

Selvom der kan siges (og også bliver sagt!) meget grimt om ureflekteret efteraben og formaliseret rituel praksis, så er der grund til at tjekke for sig selv om det nødvendigvis er noget man skal spilde gode kræfter på at lægge afstand til, eller om man bare skal give det en chance!

God fornøjelse - nu vil jeg gå ud og lege "Kongens efterfølger" :)



onsdag den 17. februar 2010

Begynder-sind

Urenheder vil, som rimfrost og dug,

opløses i lyset af visdom.

Derfor må vi nidkært

vogte vores seks sanser.

Dette lille vers er en del af vores aftenceremoni, og det beskriver meget godt hvorfor jeg synes det er så meget nemmere at leve i sommerhusets smukke omgivelser, i afsondrethed, uden TV, internet og telefon. Dernede er det nemlig meget nemmere at kontrollere, hvad jeg tager ind gennem mine sanser. Påvirkningerne er mindre (færre i antal), og anderledes end dem jeg er udsat for til hverdag; dermed er de mere iøjnefaldende, og nemmere at forholde sig til.

Alt for tit er jeg for ukritisk med, hvad jeg tillader at komme ind i mit sind. Det er sindets sans der er den sværeste for mig at vogte. Jeg synes det er nogenlunde nemt at forholde mig til, hvilke indtryk jeg inviterer gennem øjne, øre, næse, mund og følesans – for eksempel udsætter jeg kun nødigt mig selv for støjforurening i form af mekanisk baggrundsstøj (som eksempelvis TV og radio der står og brager ureflekteret, eller meningsløs pludren), og jeg gør holder meget ud af at simplificere og ordne mine omgivelser så øjet ikke overvældes af uvedkommende former, men sindets sans er jeg desværre langt mere lemfældig med.

Når jeg husker på, hvor vigtige sanse-portene er, står det klart for mig, at jeg må være langt mere nøjeregnende med hvad jeg vælger at fylde mig med. Alle ’urenheder’ – altså karmiske spor der forhindrer mig i at se det der er – kan opløses. De kan forsvinde, som morgenens rimfrost eller nattens dug forsvinder når solen får magt, hvis jeg lader visdommens sol skinne over dem.

Jeg skaber mit eget liv. Jeg har allerede skabt det liv jeg står midt i nu. Netop fordi jeg selv har skabt det hele, kan det være noget af en udfordring at hæve sig over det – men det er lige præcis det, der er min opgave: at hæve mig over urenhederne, som en lotus hæver sig over dammens mudrede vand; uplettet og ren. Men det mudrede vand er bare så meget nemmere at få øje på, når man bliver omplantet.

Derfor vil jeg prøve at bevare et begynder-sind. Jeg vil prøve at se hvert øjeblik som helt nyt. Det ER helt nyt; jeg vil huske at det er helt nyt, og ikke lade mine karmiske spor lægge et slør over det. Jeg vil ’nidkært vogte mine seks sanser’.

torsdag den 4. februar 2010

Der bliver stille på bloggen den næste tid. Jeg tager i sommerhus. Jeg skal ned og stå på ski, gå lange ture, spise lækker mad, og have god tid til min praksis. I sommerhuset har jeg ikke internet (og heller ikke TV, og kun nogen gange telefon). Livet dernede er dejligt simpelt; ingen forstyrrelser, bare liv. Hver gang jeg er dernede, lover jeg mig selv at tage simpelheden med hjem. Hver gang glemmer jeg det efter et par dage.

Den sutta der fortæller om den direkte vej til oplysning gennem opmærksomhed og nærvær, hedder Satipatthana Sutta. Ordet satipatthana er en sammensætning af sati og upatthana.

Sati oversættes som regel som 'sindsnærvær' eller 'opmærksomhed', men bærer faktisk også betydningerne 'ikke at blive distraheret', 'at tage noget ind i sindet' og 'at huske' eller 'at bære noget i sindet'. I teksterne forklares det således:

"Og hvad, munke, er evnen sati? Den ædle discipel har sati, han er begavet med perfekt sati og intellekt, han er en som husker, som kan genkalde sig hvad der blev gjort og sagt for længe siden" (S V 197-8), og "sati, når det opstår, genkalder dhammaer som er hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige(...). Således vil (... 'man') læne sig op ad dhammaer man bør læne sig op ad, og ikke læne sig op ad dhammaer man ikke bør læne sig op ad (...)" (Mill. 37-8).

Upatthana betyder, direkte oversat, 'at være nær', og refererer i denne kontekst til at være noget nær, være tilstede, med sindsnærvær; at man altså lader sin opmærksomhed være omkring et givent objekt.

Jeg vil træne satipatthana, så jeg fremover bliver bedre til ikke at lade mig distrahere, og til både at huske at være opmærksom og huske på, hvad der er hensigtsmæssigt og hvad der uhensigtsmæssigt. Det er jo ikke fordi jeg ikke ved hvad der er godt for mig...

tirsdag den 2. februar 2010

De Fire Uendelige Dyder

Nogen gange, når ting falder, finder jeg hjælp i at huske på historien om Gotami. Det er historie fra Pali Kanon, om en kvinde, som har mistet sit barn – uden tvivl det værste overhovedet; det som er så slemt at man ikke engang kan forestille sig det. Hun gik til Buddhaen for at bede ham kurere hendes søn, vække ham fra de døde. Buddhaen bad hende bringe ham et sennepsfrø til kuren – men det skulle ikke være et hvilket som helst sennepsfrø. Det skulle komme fra et hus i byen, hvor ingen var dødde. Gotami gik fortrøstningsfuldt fra hus til hus, og alle ville gerne give hende et sennepsfrø – men alle måtte de fortælle hende, at også de kendte til døden. Da hun havde været byen igennem, var det gået op for hende, at døden er en del af livet; at alt hvad der fødes, også vil dø.

Der er måske ikke umiddelbart den store trøst at finde i historien, men den er god påmindelse om, at alt er forgængeligt, og at smerte er en del af livet.

Vi kan ikke forhindre de forfærdelige ting i at ske, men vi kan gøre vores bedste for at opbygge en indre stabilitet, der betyder at når ting falder, så gør vi det ikke værre for os selv. Vi kan håbe, at når vi mister, så mister vi ikke også vores sindsro.

Man bevarer ikke sin sindsro ved at gøre sig kold overfor verden. Det handler ikke om at leve i fornem afsondrethed, køligt hævet over verdens smerte – men om at kunne engagere sig helt og fuldt, på de præmisser der hersker i verden, uden at blive opslugt af smerten ved omskiftelighed. Det er ikke nemt.

De klassiske meditationer på de Fire Uendelige Dyder: metta, medfølelse, deltagende glæde og sindsro, kan give en god base. Disse fire kan åbne og blødgøre sindet, og gøre det så smidigt at det kan rumme både smerte og glæde, opgang og nedgang. Jeg tænker tit på dem som buddhistisk førstehjælp: indtil vi har frigjort os endeligt fra smerte og sorg, kan de hjælpe os til at stå livets lidelser igennem – og til at hjælpe andre gennem deres sorg, uden at vi skal fylde det hele med vores egen lidelse.