onsdag den 24. februar 2010
De mærkelige ting man gør
onsdag den 17. februar 2010
Begynder-sind
Urenheder vil, som rimfrost og dug,
opløses i lyset af visdom.
Derfor må vi nidkært
vogte vores seks sanser.
Dette lille vers er en del af vores aftenceremoni, og det beskriver meget godt hvorfor jeg synes det er så meget nemmere at leve i sommerhusets smukke omgivelser, i afsondrethed, uden TV, internet og telefon. Dernede er det nemlig meget nemmere at kontrollere, hvad jeg tager ind gennem mine sanser. Påvirkningerne er mindre (færre i antal), og anderledes end dem jeg er udsat for til hverdag; dermed er de mere iøjnefaldende, og nemmere at forholde sig til.
Alt for tit er jeg for ukritisk med, hvad jeg tillader at komme ind i mit sind. Det er sindets sans der er den sværeste for mig at vogte. Jeg synes det er nogenlunde nemt at forholde mig til, hvilke indtryk jeg inviterer gennem øjne, øre, næse, mund og følesans – for eksempel udsætter jeg kun nødigt mig selv for støjforurening i form af mekanisk baggrundsstøj (som eksempelvis TV og radio der står og brager ureflekteret, eller meningsløs pludren), og jeg gør holder meget ud af at simplificere og ordne mine omgivelser så øjet ikke overvældes af uvedkommende former, men sindets sans er jeg desværre langt mere lemfældig med.
Når jeg husker på, hvor vigtige sanse-portene er, står det klart for mig, at jeg må være langt mere nøjeregnende med hvad jeg vælger at fylde mig med. Alle ’urenheder’ – altså karmiske spor der forhindrer mig i at se det der er – kan opløses. De kan forsvinde, som morgenens rimfrost eller nattens dug forsvinder når solen får magt, hvis jeg lader visdommens sol skinne over dem.
Jeg skaber mit eget liv. Jeg har allerede skabt det liv jeg står midt i nu. Netop fordi jeg selv har skabt det hele, kan det være noget af en udfordring at hæve sig over det – men det er lige præcis det, der er min opgave: at hæve mig over urenhederne, som en lotus hæver sig over dammens mudrede vand; uplettet og ren. Men det mudrede vand er bare så meget nemmere at få øje på, når man bliver omplantet.
Derfor vil jeg prøve at bevare et begynder-sind. Jeg vil prøve at se hvert øjeblik som helt nyt. Det ER helt nyt; jeg vil huske at det er helt nyt, og ikke lade mine karmiske spor lægge et slør over det. Jeg vil ’nidkært vogte mine seks sanser’.
torsdag den 4. februar 2010
tirsdag den 2. februar 2010
De Fire Uendelige Dyder
Nogen gange, når ting falder, finder jeg hjælp i at huske på historien om Gotami. Det er historie fra Pali Kanon, om en kvinde, som har mistet sit barn – uden tvivl det værste overhovedet; det som er så slemt at man ikke engang kan forestille sig det. Hun gik til Buddhaen for at bede ham kurere hendes søn, vække ham fra de døde. Buddhaen bad hende bringe ham et sennepsfrø til kuren – men det skulle ikke være et hvilket som helst sennepsfrø. Det skulle komme fra et hus i byen, hvor ingen var dødde. Gotami gik fortrøstningsfuldt fra hus til hus, og alle ville gerne give hende et sennepsfrø – men alle måtte de fortælle hende, at også de kendte til døden. Da hun havde været byen igennem, var det gået op for hende, at døden er en del af livet; at alt hvad der fødes, også vil dø.
Der er måske ikke umiddelbart den store trøst at finde i historien, men den er god påmindelse om, at alt er forgængeligt, og at smerte er en del af livet.
Vi kan ikke forhindre de forfærdelige ting i at ske, men vi kan gøre vores bedste for at opbygge en indre stabilitet, der betyder at når ting falder, så gør vi det ikke værre for os selv. Vi kan håbe, at når vi mister, så mister vi ikke også vores sindsro.
Man bevarer ikke sin sindsro ved at gøre sig kold overfor verden. Det handler ikke om at leve i fornem afsondrethed, køligt hævet over verdens smerte – men om at kunne engagere sig helt og fuldt, på de præmisser der hersker i verden, uden at blive opslugt af smerten ved omskiftelighed. Det er ikke nemt.
De klassiske meditationer på de Fire Uendelige Dyder: metta, medfølelse, deltagende glæde og sindsro, kan give en god base. Disse fire kan åbne og blødgøre sindet, og gøre det så smidigt at det kan rumme både smerte og glæde, opgang og nedgang. Jeg tænker tit på dem som buddhistisk førstehjælp: indtil vi har frigjort os endeligt fra smerte og sorg, kan de hjælpe os til at stå livets lidelser igennem – og til at hjælpe andre gennem deres sorg, uden at vi skal fylde det hele med vores egen lidelse.