fredag den 29. januar 2010

Når ting falder

Nogen gange falder alting sammen. Det er ikke nødvendigvis et problem, i hver fald ikke hvis jeg kan holde ’mig’ ude af ligningen. At ting falder, er der ikke noget smertefuldt i; det er først når jeg gør det til ’mig’ (det er synd for), ’mit’ (store problem) og ’mine’ (sorger over at verden da for pokker ikke kan tage sig lidt sammen).

Mit personlige kommentatorspor til sammenbrud består af lige dele katastrofe-stemning og indviklet dramatisering. Katastrofestemningssporet er helt ubevidst – det er en underliggende opregning af, hvor galt det i virkeligheden (hvor den så end er henne i det her ;D) kan gå, hvis jeg bare lader stå til. Den indviklede dramatisering derimod, er jeg nødt til at bruge en del kræfter på. Hvis ikke jeg investerer noget energi i at holde det spor kørende, kommer jeg alt for nemt til at se, at det jo bare er livet der slår knuder.

Knuder behøver ikke at være en slem ting. Nu er det snart kyndelmisse, og når den slår sin knude, er det virkelig smukt!









Det er hvidt herude,

kyndelmisse slår sin knude

overmåde hvas og hård,

hvidt forneden, hvidt foroven,

pudret tykt står træ i skoven

som udi min abildgård.



onsdag den 27. januar 2010

Taknemmelighed

Den der er taknemmelig, er aldrig rigtig ulykkelig.

Ind imellem kommer jeg virkelig i tvivl, om hvorvidt min praksis for andre giver mening. Nogen gange overvælder meningsløsheden mig, når denne praksis byder på de gigantiske besværligheder som ethvert samspil mellem levende væsner indebærer, og jeg tænker på min senseis ord om, at det er langt nemmere at opnå oplysning som lægpraktiserende end som ordineret. Jeg mærker begæret efter at fokusere på den personlige praksis; efter bare at lave mine prostrationer, op og ned, efter at engagere mig fuldt i mine esoteriske øvelser, og sidde shikan, helt simpelt, uden vrøvl. Bare trække vejret og være.

Men så sker der som oftest noget der vækker mig.

I går fik jeg en email fra en elev som vækkede mig, som rørte mit hjerte, og som fik mig til at se, at det er det hele værd.

Og det går begge veje. I min aftenmeditation så jeg på den lange række af lærere som har gjort Dharmaen tilgængelig. Jeg så dem, en efter en, viderebringe disse vidunderlige belæringer om frihed og lykke – og jeg så hvor heldig jeg er, at jeg står for enden af rækken.

En lærer

En beholder

Bevægelse.

mandag den 25. januar 2010

Udenfor ord

Til sangha-mødet i tirsdags talte vi om det der ligger udenfor ord. Så er ordene virkelig svære! Det vi konkret talte om, var den tilsyneladende konflikt mellem selv-udvikling og ikke-Selv. Hvordan kan det være at tidlige buddhistiske tekster taler om Arahaten som en med ’et udviklet selv’ (It 79-80) eller ’et stort selv’ (A.I.249), og endda på et tidspunkt taler om at blive ’lig et Selv / Selv-lignende’ (pali: attaniyam) (S.V.5-6), når vi samtidig arbejder ud fra en hypotese om, at der ikke findes noget bestandigt, kontrollerbart Selv?

Hvad er det for et Selv der afvises i buddhismen, og bliver det virkelig afvist? Vi skal passe på ikke at overgive os til et lingvistisk tabu, hvor enhver brug af ordet ’selv’ er forbudt – det er måske, måske ikke (?), afvises, er et Selv som er bestandigt, uforgængeligt og kontrollerbart.

Hvad sker der med vores Selv, hvis vi sætter spørgsmålstegn ved det, og hvad kunne være følgerne af at se igennem det?

Et svagt, vaklende selv vil formentlig overhovedet ikke tillade at der bliver sat spørgsmålstegn ved det – det er det jeg har set så tit: hvis der er noget der kan få folk til at strømme ud af døren, er det en introduktion til ikke-Selv J

Buddhismen anviser en række måder at styrke og udvikle selvet på, så det bliver stærkt nok til at gide være med til at undersøge sig selv. En rolig, opmærksom iagttagelse af materielle og mentale fænomener leder til at man bliver gradvist mere centreret, stabil og samlet, ikke længere i samme grad med opmærksomheden spredt for alle vinde, på jagt efter sanseindtryk. Faktisk kan også kontemplationer af ikke-Selv, hvis det gøres fornuftigt, fra et roligt og fokuseret sind, støtte udviklingen af det empiriske selv. Skønt man i processen erkender at der ikke findes noget underliggende Selv – i form af et permanent Jeg – forbliver de omskiftelige, betingede faktorer som udgør det empiriske selv tilbage, og forståelsen af disse giver større ro.

Særligt samatha meditation – ’shi’ delen af shikan – understøtter en integrering og centrering af disse faktorer, så de fremstår mere sundt og hensigtsmæssigt, med eksempelvis større koncentration, klarhed og nærhed. Samatha meditation hjælper således til at man kan ’blive sig selv’, og at man kan finde større ro og tilfredshed, ikke mindst fordi man får lejlighed til at opleve den strålende renhed i sindets dybeste lag.

Gennem længere tids træning skulle der gerne ske det, at man udvikler sig på to sammenhængende fronter: at man på den ene side bliver mere ’sig selv’, får mere styr på sig selv, og bliver mere stabil i forhold til både ydre omstændigheder og ens egne følelser, og på den anden side bliver mere opmærksom, åben og følsom overfor andres behov og ønsker.

At sætte ord på de forskellige opfattelser af Selv, selv og ikke-Selv var slet ikke nemt! - men en interessant opgave, og vi fik en god snak.

fredag den 22. januar 2010

Stilhedens væsen


Det er rigtig sjovt at enten skære ned på, eller helt undgå, tale. Når man er sammen med andre bliver impulsen til at komme med input til samtalen virkelig tydelig, hvis man har besluttet at tale med omhu. Det er også interessant at se, hvad der sker når man selv giver afkald på at tale: i ni ud af ti tilfælde kommer en anden med nøjagtig det bidrag man selv fandt så vigtigt og originalt.

Og hvad er det så, man giver afkald på, når man holder mund? Jamen, det er jo for eksempel muligheden for at blive bekræftet – for at få stadfæstet at ”vi to, vi hører sammen – for vi synes omtrent det samme”, eller for at få markeret hvor klog, morsom og indsigtsfuld man er.

Stilhed er også at give afkald på en nem måde at være sammen på. Hvis man ikke har ordene til hjælp, er man nødt til at gøre sig meget mere umage for at møde hinanden. Ædel Stilhed handler nemlig ikke om at vende verden ryggen så man bedre kan lade sig opsluge af sig selv – det handler om at give plads til en anden form for samvær.

Jeg har nogen gange set eksempler på helt skæve opfattelser af, hvad Ædel Stilhed går ud på. Under intensiv træning er det helt almindeligt at man har stilhed om morgenen. Når folk ikke kan gemme sig bag små-sludren, bliver det virkelig tydeligt hvad der foregår indeni dem, og nogen vender netop verden ryggen (i helt konkret forstand: vender sig om og studerer et billede, kalenderopslag eller lignende indgående, eller sætter sig til at bladre i en bog), andre opgiver enhver kontakt eller interaktion med omverden og hænger/står halvsovende op ad en væg, mens atter andre står roligt og betragter livet som det udfolder sig lige foran dem, klar til at hilse og anerkende enhver der træder ind i rummet.

Stilheden giver mulighed for at vi kan se. Når vi taler, er der virkelig meget af vores opmærksomhed der er bundet: hvad siger jeg, hvad siger den anden, hvad kan jeg sige når han holder op med at tale – og hvornår gør han det??? Uden at skulle bekymre os om alt dette, er der ledig opmærksomhed til at se alt omkring os; de levende ting, og de der ikke er levende lige nu. Vi når at opdage øjeblikket, inden det er væk.




tirsdag den 19. januar 2010

Ret Tale / Nem Tavshed

En ting der slår mig igen og igen er, hvor nemt det er at være helt stille, i forhold til at skulle holde Ret Tale. Tavshed er ikke specielt svært - det er jo i virkelig en ren 'ikke-ting': man lader bare være med at sige noget, så er missionen vellykket. Det er ikke spor vanskeligt.

Problemerne opstår når man vælger at gå ind i en kommunikation, men kun ønsker at tale 'ret' - altså, som nævnt i går, kun sige det som er både sandt og nyttigt. Det er til at blive helt forpustet af! Det er blevet virkelig tydeligt for mig, hvor mange valg jeg faktisk træffer i løbet af en dag (- i løbet af en enkelt, sølle lille samtale...). Hvert eneste ord er et valg, aktivt eller rent reflektorisk, og alle har de konsekvenser, som jeg skal leve med.

Jeg har talt helt usædvanligt meget i dag, fordi jeg har været ude og undervise, og det er ikke engang slut endnu. Jeg har nemlig stadig et sangha-møde til gode!

Nøj, det er fristende at snuppe den nemme løsning og bare holde mund ;)

mandag den 18. januar 2010

Mit hjørne...

Bloggens navn er inspireret af Saichos vejledning om vi alle, hver især, skal sørge for at lyse op i vores eget hjørne af verden. Det er en meget praktisk ting at gøre; tænde lys i sin del af verden - og bloggen vil også først og fremmest handle om praksis. Jeg vil forsøge ikke at skamride mine filosofiske kæpheste herinde, men snarere lade det være et sted til inspiration for dem, der gerne vil omsætte Buddhas lære i konkrete hverdagshandlinger og -overvejelser.


Jeg vil se nærmere på kommunikation i denne uge - det er jo oplagt, når jeg nu har udvidet mit kommunikationsfelt med en blog. Jeg vil se på, hvordan jeg kan bruge buddhismens rettesnor 'Ret Tale' i min hverdag.

Ret Tale handler ikke nødvendigvis om at tale i kærlige og behagelige vendinger. Det handler om at være opmærksom før man taler, så man kun siger det som er både sandt og nyttigt; at være opmærksom når man taler, så man er fuldkommen til stede sammen med den man taler med; og endelig at være opmærksom når man har talt, så man er sikker på, at budskabet er ordentligt leveret.

Internettet er ikke et specielt velegnet kommunikationsmedie, noget man lynhurtigt kan overbevise sig om ved at kaste et blik på et par af de mange diskussionsfora - ikke mindst nogen af de buddhistiske! Men netop mediets svagheder gør det faktisk til et perfekt hjælpemiddel: der er kontant afregning for nærmest enhver fejl vi begår, og vi har rig lejlighed til at gå tilbage i tid og lære af vores (og andres) tidligere erfaringer.

Det er helt i orden at begå fejl - mit mål er bare at nøjes med at begå hver fejl én gang ;)

Velkommen

Velkommen til mit hjørne af verden.

Som alle andre bloggere har jeg naturligvis også spurgt mig selv, om det her virkelig er en god ide... Jeg har spurgt om endnu en blog er det bedste jeg på nogen måde kan bidrage til verden med (nej!). Jeg har spurgt om jeg virkelig har så meget på hjerte, at der er materiale nok til en blog (JA!). Og så har jeg spurgt om det jeg har på hjerte, er så interessant at det retfærdiggør en mangfoldiggørelse (hm...).

Hvorom alting er: her er jeg - og jeg håber at jeg i det mindste vil få det sjovt ;)