Ny praksis

Inspireret af vidunderlige Sylvia Boorstein (forfatter til bl.a. It’s easier than you think & Don’t just do something; sit there), er jeg begyndt på en taknemmelighedspraksis.

Taknemmelighed er en pragtfuld følelse! Når man er taknemmelig, er det svært at være rigtig ulykkelig. Taknemmelighed er også god til at fastholde mig i det nuværende øjeblik, og at huske mig på hvilket enormt ansvar jeg har. Jeg ændrer mig selv og verden med hver eneste tanke, ord og handling – det er nødvendigt at jeg kun tænker, taler og handler på måder som jeg har lyst til at leve med.

Min taknemmelighedspraksis foregår i samspil med en god, spirituel ven. Hver dag skriver vi til hinanden, og fortæller hvad vi er taknemmelige over. Det kan minde lidt om den praksis der er i visse buddhistisk prægede landsbyer i Østen, hvor der i byen, på et centralt sted, findes en stor klokke. Den klokke ringer man på, hver gang man oplever noget dejligt. På den måde deler man det dejlige i ens liv med resten af landsbyen, og alle ved, at når klokken ringer, er der sket noget vidunderligt.

Det er så rart at sætte sig ned og gennemtænke dagen; hvilke skønne ting er der sket, hvem har hjulpet eller støttet mig, glædet mig, eller gjort noget dejligt for andre? Det giver en helt anden opmærksomhed på livets gode sider end jeg ellers har haft.

Til at begynde med lavede jeg denne praksis alene; jeg satte mig ned hver aften foran mit alter, og huskede på alle dagens gode ting. Jeg tænkte, at det nok ville være et bedre bidrag til et lykkeligt liv, end hvis jeg satte mig ned og tænkte på alt det sørgelige og dumme ;) Det var også en god praksis, men faktisk oplever jeg allerede nu at det at dele mine glæder og min taknemmelighed med en anden giver det et helt andet aspekt – der kommer en ny rigdom ind i det, når jeg deler.

Så: i dag er jeg taknemmelig for, at jeg har gode venner at dele mine glæder og min taknemmelighed med!