tirsdag den 9. marts 2010

Av

Nogen gange gør samsara bare så ondt, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Der findes virkelig lidelse i et menneskeligt liv, og det er tydeligvis også noget jeg selv skaber, med mine ideer om hvordan livet ’burde’ være, og hvad der ville være retfærdigt.

Andre gange er det ikke det almindelige liv der gør ondt, men en træning som jeg frivilligt – og med stor glæde! – underkaster mig. Når træningen gør ondt, er det godt at huske på, at (1) det gør aldrig helt ligeså ondt som livet, og (2) det er ubehag der leder til noget godt. Jeg kan opleve liv efter liv (eller år efter år, hvis man ikke gider slås med overvejelser omkring genfødsel) med smerte i samsara, og ingen af de smerter vil nogensinde hjælpe til at sætte mig fri. Det ubehag der er involveret i træningen der imod – smerten ved at se sig selv nådesløst spejlet, uanset hvor man vender sig hen, egoet der krymper sig når man hårdhændet irettesættes, ærgrelsen når man igen er på flugt med sindet, osv – er ubehag der tjener til at lære mig ting, og udpege hvor jeg stadig hænger.

Så: ja tak til anstrengelsen ved ihærdig træning – nej tak til mere selvskabt, nyttesløs smerte.

1 kommentar: