Endnu et bog-relateret indlæg...

Jeg har haft den store glæde at arbejde med oversættelsen af to gamle tekster, som jeg hver især sætter meget stor pris på: Dhammapada og Bodhicaryavatara. Som udgangspunkt har jeg anvendt Kåre A. Lies gode norske oversættelser af de gamle pali og sanskrit tekster.

Dhammapada er en versesamling som beskriver den buddhistiske lære: ’dhamma’ er – blandt andet – Buddhaens lære, og ’pada’ betyder egentlig ’fod’; i denne sammenhæng ’versefod’. Værket er en del af Theravada skolens skriftlige grundlag, Pali Kanon. Den hører til i undersektionen Suttapitaka, hvor den kategoriseres som tilhørende Khuddaka Nikaya; samlingen af mindre tekster. Det er da heller ikke noget omfangsrigt værk, men ikke desto mindre giver den en vældig god introduktion til grundlæggende buddhistisk filosofi og etik.

Dhammapada er formentlig et samleværk. Mere end halvdelen af Dhammapada versene optræder også i andre sammenhænge, og visse steder, for eksempel i ’Elefant-kapitlet’, optræder vers som ikke umiddelbart synes at have den store sammenhæng med resten af værket.

Der findes indtil flere engelske oversættelser af Dhammapada, og jeg har da også brugt et udvalg af dem som referenceværker i forbindelse med udarbejdelsen af min danske oversættelse, men ingen af dem er så smukke, og samtidig så præcise, som Kåres. Ydermere byder Kåres norske version på virkelig gode kommentarer, hvor den traditionelle kommentar, Dhammapadaatthaka, inddrages, og hvor Kåre trækker på sit indgående kendskab til de finurligheder der findes i det buddhistiske sprog, pali.

Når man læser teksten er det vigtigt at huske på, at den – som alle tekster – skriver sig ind i en historisk sammenhæng. På Buddhaens tid havde kvinder generelt en ret lav status i samfundet, ikke mindst i det religiøse fællesskab. Buddhaen var også noget tøvende, da han først blev opfordret til at lade kvinder ordinere og indtræde i sanghaen. Det var ikke fordi han mente at kvinders spirituelle potentiale var mindre end mændenes; han udtalte eksplicit at der ikke var nogen forskel, men fordi han frygtede det omgivende samfunds reaktion. Samfundets, og sandelig også dele af munkesamfundets, generelle holdning til kvinder som religiøst søgende kan desværre også aflæses visse steder i Dhammapada, hvor der konsekvent tales om ’ham’ i forbindelse med den spirituelle vandrer. Da er det vigtigt at have denne ordveksling i baghovedet:

Ananda: ”Er kvinder i stand til, hvis de trækker sig tilbage fra det almindelige liv til det hjemløse liv under ledelse af Tathagataens doktrin og disciplin, at blive en (...) arahant?”

Gotama Buddha: ”Ja, kvinder kan, hvis de trækker sig tilbage fra det almindelige liv til det hjemløse liv under ledelse af Tathagataens doktrin og disciplin, blive en (...) arahant.” (Cullavagga X.1).

Viggo Fausbøll lavede en dansk oversættelse allerede i 1855, men hvor selvmodsigende det end kan lyde, når vi taler om en årtusinder gammel tekst, er denne faktisk en smule forældet. Det er ikke på grund af grundteksten, de oprindelige pali versioner af Dhammapada, men på grund af den voksende forståelse i Vesten for de oprindelige buddhistiske tekster. I begyndelsen blev de buddhistiske tekster i høj grad læst med ’kristne briller’, så at sige. Enhver kan jo kun læse med de øjne man har, og min oversættelse er naturligvis også præget af den forståelse jeg har. Alligevel er der sket meget på de godt 150 år der er gået siden Fausbølls oversættelse blev udarbejdet, og jeg synes det er på sin plads med en ny dansk oversættelse.

Bodhicaryavatara er skrevet af munken Shantideva. Shantideva er en helt central skikkelse i Mahayana buddhismen – også selvom ingen rigtig ved hvem han var! Han har vundet sin berømmelse gennem de værker han har efterladt, først og fremmest Bodhicaryavatara. Vi ved at han var en af to munke der levede i Indien, i henholdsvis det 6. og det 8. århundrede, at han studerede på Nalanda Universitetet, og at han tilhørte Madhyamika skolen, som han da også står som talsmand for i dette værk.

Bodhicaryavatara, eller ”Vejen til det vågne liv”, er et langt digt, som i ti kapitler beskriver bodhisattvaens vej til oplysning. Bodhisattavens vej starter med bodhicitta: det sind der søger opvågnen for alle levende væsners skyld, og ender med fuldkommen frihed for alle. Det er også den vej vi henviser til, når vi aflægger de fire bodhisattvaløfter:

Levende væsner er utallige; jeg lover at frelse dem.

Vores begær er ubegrænsede; jeg lover at overvinde dem.

Belæringerne er uudtømmelige; jeg lover at mestre dem.

Vejen er uovertruffen; jeg lover at følge den.

I sin oprindelige form er værket skrevet på omhyggelige versefødder, og det kan stadig tydeligt ses i den norske version, som er både smuk og poetisk. Den norske oversættelse er lavet af Kåre A. Lie og hans datter, Tone Gleditsch Stabell. Kåre har mere end 30 års erfaring med oversættelse, blandt andet af buddhistiske tekster. Han oversætter indenfor mange forskellige fagområder, og fra en lang række sprog, som også omfatter både pali og sanskrit; de to ’buddhistiske sprog’. Tone er digter, og det mærkes tydeligt i tekstens skønhed. Desværre har jeg ikke fundet det muligt at bevare disse versefødder i min danske oversættelse. Jeg stod overfor valget mellem en poetisk eller en korrekt oversættelse, og valgte at undgå at kompromittere teksten.

Udover den norske oversættelse har jeg også skævet til et udvalg af de mange engelske oversættelser der er lavet, for eksempel dem der er lavet af Skilton & Crosby, Stephen Batchelor, Alexander Berzin, Padmakara Translation Group, og den udgave der er tilgængelig på www. shantideva.net, som er gennemgået og godkendt af Chan Ssu Lun, Stephen Batchelor, og Dzogchen og Pureland lærere.

Det gælder for disse som for mine andre bøger: glæden ved arbejdet med dem er min - kan andre finde glæde ved læsningen, er det blot et ekstra gode. Jeg videregiver al fortjeneste der stammer fra arbejdet til alle levende væsner.

Virtuel sangha!

Nu har jeg så fået endnu et sted at boltre mig: Buddha, Dharma og Web-Sangha, på www.tendaiforum.dk.

Kig forbi vores hyggelige virtuelle sangha. Den er tænkt som et sted hvor man kan spørge frit, komme med sine bud på svar uden at blive grillet af selvudnævnte eksperter, og hvor man kan holde kontakt med medpraktiserende over hele landet.

Jeg håber du vil komme forbi - så kan vi dele en cyber-kage og få en hygge-sludder ;)

Endnu en god bog

Har lige nydt endnu en dejlig lille bog: One hundred days of solitude af Jane Dobisz. Som de andre jeg nævnte er heller ikke denne en bog som sigter mod at belære læseren om buddhistiske doktriner - den er bare et (vellykket) forsøg på at dele glæden ved et hundrede dags tilbagetrækning.

Jane fortæller om sin tid i en hytte ude i en skov, hvor hun mediterer - med mantra -, arbejder, går ture og laver prostrationer. Hun laver et tusind om dagen, så jeg vil holde op med at bekymre mig om de sølle tre dage jeg skal gøre det samme ;)

Hun praktiserer koreansk Zen, i samme tradition som en af mine tidlige lærere, og det er herligt at få et gensyn med den verden. Inspirerende og ærefrygtindgydende - og så skinner hendes glæde så klart igennem, at det virker nemt og ligetil.

Det er jo bare at gøre det. Gøre det det skal gøres, om det er et mantra der skal reciteres for at beskytte og rense sindet, en spand vand der skal hentes, eller en bevægelse op og ned i ydmyg glæde og hengivelse.

Gode bøger

Lige for tiden svælger jeg i buddhistiske selvbiografier. Jeg elsker simpelthen at læse om andres oplevelser og erfaringer - det vækker min glæde og nysgerrighed at få lov at følge andres vej til Dharmaen, og giver mig fornyet energi til den vej der er min.

To bøger jeg virkelig har nydt her på det sidste er 'The Wheel of Life' og 'Trekking through Hell to find Heaven'.

Den første er en ældgammel bog om John Blofields oplevelser i Kina og Tibet tilbage i mellemkrigstiden. Den er fascinerende, ikke mindst fordi den giver et indblik i en forlængst svudnen tid, men også fordi de visdomsord forfatteren samler op på sin vej, er tilsyneladende tidløse.

Den anden er interessant, fordi den beskriver en vej der på mange måder minder om min egen. Jion Prosser har beskrevet sine oplevelser under gyo på Hiei bjerget i Japan, og skønt Jions senere valg og handlinger kan diskuteres, er der - for mig at se - ingen tvivl om at hans træning har været spændende. Der er ikke mange vesterlændinge der har haft mulighed for at gennemgå den traditionelle gyo i Japan. For det første er det kun et forsvindende lille fåtal af vesterlændinge der overhovedet har hørt om Tendai, for det andet kræver adgang til gyo at man taler og skriver japansk flydende. Endelig er der i Japan en udpræget uro ved at lade gaijin (charmerende japansk udtryk for udlænding. Det skrevne ord siges at indeholde halvdelen af tegnet for 'menneske'. Halvdelen er vel også noget...) deltage i den japanske gyo, og de foretrækker at henvise alle til Tendai Buddhist Institute i New York. Jions træning ligger dog så langt tilbage at gyo i New York endnu var på forsøgsstadiet, og han fik derfor lov at deltage på Hiei-zan, i lighed med Monshin sensei. Jions bog er sjov at læse for mig, fordi der er så mange af hans oplevelser og overvejelser jeg kan se spejlet i mig selv. På en eller anden måde er det bare nemmere at se gennem andres øjne - måske fordi alle andre er så venlige at bære deres karma uden på tøjet...?

Begge bøger kan lånes gennem Tendais bibliotek, og har man bare den mindste snert af et 'stalker-gen' i sig, er de bestemt anbefalelsesværdige.

Av

Nogen gange gør samsara bare så ondt, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Der findes virkelig lidelse i et menneskeligt liv, og det er tydeligvis også noget jeg selv skaber, med mine ideer om hvordan livet ’burde’ være, og hvad der ville være retfærdigt.

Andre gange er det ikke det almindelige liv der gør ondt, men en træning som jeg frivilligt – og med stor glæde! – underkaster mig. Når træningen gør ondt, er det godt at huske på, at (1) det gør aldrig helt ligeså ondt som livet, og (2) det er ubehag der leder til noget godt. Jeg kan opleve liv efter liv (eller år efter år, hvis man ikke gider slås med overvejelser omkring genfødsel) med smerte i samsara, og ingen af de smerter vil nogensinde hjælpe til at sætte mig fri. Det ubehag der er involveret i træningen der imod – smerten ved at se sig selv nådesløst spejlet, uanset hvor man vender sig hen, egoet der krymper sig når man hårdhændet irettesættes, ærgrelsen når man igen er på flugt med sindet, osv – er ubehag der tjener til at lære mig ting, og udpege hvor jeg stadig hænger.

Så: ja tak til anstrengelsen ved ihærdig træning – nej tak til mere selvskabt, nyttesløs smerte.

Ny praksis

Inspireret af vidunderlige Sylvia Boorstein (forfatter til bl.a. It’s easier than you think & Don’t just do something; sit there), er jeg begyndt på en taknemmelighedspraksis.

Taknemmelighed er en pragtfuld følelse! Når man er taknemmelig, er det svært at være rigtig ulykkelig. Taknemmelighed er også god til at fastholde mig i det nuværende øjeblik, og at huske mig på hvilket enormt ansvar jeg har. Jeg ændrer mig selv og verden med hver eneste tanke, ord og handling – det er nødvendigt at jeg kun tænker, taler og handler på måder som jeg har lyst til at leve med.

Min taknemmelighedspraksis foregår i samspil med en god, spirituel ven. Hver dag skriver vi til hinanden, og fortæller hvad vi er taknemmelige over. Det kan minde lidt om den praksis der er i visse buddhistisk prægede landsbyer i Østen, hvor der i byen, på et centralt sted, findes en stor klokke. Den klokke ringer man på, hver gang man oplever noget dejligt. På den måde deler man det dejlige i ens liv med resten af landsbyen, og alle ved, at når klokken ringer, er der sket noget vidunderligt.

Det er så rart at sætte sig ned og gennemtænke dagen; hvilke skønne ting er der sket, hvem har hjulpet eller støttet mig, glædet mig, eller gjort noget dejligt for andre? Det giver en helt anden opmærksomhed på livets gode sider end jeg ellers har haft.

Til at begynde med lavede jeg denne praksis alene; jeg satte mig ned hver aften foran mit alter, og huskede på alle dagens gode ting. Jeg tænkte, at det nok ville være et bedre bidrag til et lykkeligt liv, end hvis jeg satte mig ned og tænkte på alt det sørgelige og dumme ;) Det var også en god praksis, men faktisk oplever jeg allerede nu at det at dele mine glæder og min taknemmelighed med en anden giver det et helt andet aspekt – der kommer en ny rigdom ind i det, når jeg deler.

Så: i dag er jeg taknemmelig for, at jeg har gode venner at dele mine glæder og min taknemmelighed med!

Forladt

Har haft den dejligste weekend, med skønne retreat-gæster. Det har været intenst, og helt vidunderligt. Men hvor er der tomt i hondoen i dag...! Det føles helt forkert at alle mine dharma søskende er væk - og hvordan kan de egentlig også finde på det? De kan da ikke bare forlade mig??

På den anden side har jeg jo også nydt at have tid til min familie igen; til at kunne smide mig i en bunke med dem i sofaen, mens jeg lod som om jeg læste en bog.

Jeg vil gerne det hele, tak ;) - og sådan gør jeg det svært for mig selv: jeg skaber min egen dukkha når jeg bruger tiden på at komme med ændringsforslag til det der er, i stedet for at være der!