tirsdag den 2. februar 2010

De Fire Uendelige Dyder

Nogen gange, når ting falder, finder jeg hjælp i at huske på historien om Gotami. Det er historie fra Pali Kanon, om en kvinde, som har mistet sit barn – uden tvivl det værste overhovedet; det som er så slemt at man ikke engang kan forestille sig det. Hun gik til Buddhaen for at bede ham kurere hendes søn, vække ham fra de døde. Buddhaen bad hende bringe ham et sennepsfrø til kuren – men det skulle ikke være et hvilket som helst sennepsfrø. Det skulle komme fra et hus i byen, hvor ingen var dødde. Gotami gik fortrøstningsfuldt fra hus til hus, og alle ville gerne give hende et sennepsfrø – men alle måtte de fortælle hende, at også de kendte til døden. Da hun havde været byen igennem, var det gået op for hende, at døden er en del af livet; at alt hvad der fødes, også vil dø.

Der er måske ikke umiddelbart den store trøst at finde i historien, men den er god påmindelse om, at alt er forgængeligt, og at smerte er en del af livet.

Vi kan ikke forhindre de forfærdelige ting i at ske, men vi kan gøre vores bedste for at opbygge en indre stabilitet, der betyder at når ting falder, så gør vi det ikke værre for os selv. Vi kan håbe, at når vi mister, så mister vi ikke også vores sindsro.

Man bevarer ikke sin sindsro ved at gøre sig kold overfor verden. Det handler ikke om at leve i fornem afsondrethed, køligt hævet over verdens smerte – men om at kunne engagere sig helt og fuldt, på de præmisser der hersker i verden, uden at blive opslugt af smerten ved omskiftelighed. Det er ikke nemt.

De klassiske meditationer på de Fire Uendelige Dyder: metta, medfølelse, deltagende glæde og sindsro, kan give en god base. Disse fire kan åbne og blødgøre sindet, og gøre det så smidigt at det kan rumme både smerte og glæde, opgang og nedgang. Jeg tænker tit på dem som buddhistisk førstehjælp: indtil vi har frigjort os endeligt fra smerte og sorg, kan de hjælpe os til at stå livets lidelser igennem – og til at hjælpe andre gennem deres sorg, uden at vi skal fylde det hele med vores egen lidelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar