Stilhedens væsen

Det er rigtig sjovt at enten skære ned på, eller helt undgå, tale. Når man er sammen med andre bliver impulsen til at komme med input til samtalen virkelig tydelig, hvis man har besluttet at tale med omhu. Det er også interessant at se, hvad der sker når man selv giver afkald på at tale: i ni ud af ti tilfælde kommer en anden med nøjagtig det bidrag man selv fandt så vigtigt og originalt.

Og hvad er det så, man giver afkald på, når man holder mund? Jamen, det er jo for eksempel muligheden for at blive bekræftet – for at få stadfæstet at ”vi to, vi hører sammen – for vi synes omtrent det samme”, eller for at få markeret hvor klog, morsom og indsigtsfuld man er.

Stilhed er også at give afkald på en nem måde at være sammen på. Hvis man ikke har ordene til hjælp, er man nødt til at gøre sig meget mere umage for at møde hinanden. Ædel Stilhed handler nemlig ikke om at vende verden ryggen så man bedre kan lade sig opsluge af sig selv – det handler om at give plads til en anden form for samvær.

Jeg har nogen gange set eksempler på helt skæve opfattelser af, hvad Ædel Stilhed går ud på. Under intensiv træning er det helt almindeligt at man har stilhed om morgenen. Når folk ikke kan gemme sig bag små-sludren, bliver det virkelig tydeligt hvad der foregår indeni dem, og nogen vender netop verden ryggen (i helt konkret forstand: vender sig om og studerer et billede, kalenderopslag eller lignende indgående, eller sætter sig til at bladre i en bog), andre opgiver enhver kontakt eller interaktion med omverden og hænger/står halvsovende op ad en væg, mens atter andre står roligt og betragter livet som det udfolder sig lige foran dem, klar til at hilse og anerkende enhver der træder ind i rummet.

Stilheden giver mulighed for at vi kan se. Når vi taler, er der virkelig meget af vores opmærksomhed der er bundet: hvad siger jeg, hvad siger den anden, hvad kan jeg sige når han holder op med at tale – og hvornår gør han det??? Uden at skulle bekymre os om alt dette, er der ledig opmærksomhed til at se alt omkring os; de levende ting, og de der ikke er levende lige nu. Vi når at opdage øjeblikket, inden det er væk.