Nogen gange falder alting sammen. Det er ikke nødvendigvis et problem, i hver fald ikke hvis jeg kan holde ’mig’ ude af ligningen. At ting falder, er der ikke noget smertefuldt i; det er først når jeg gør det til ’mig’ (det er synd for), ’mit’ (store problem) og ’mine’ (sorger over at verden da for pokker ikke kan tage sig lidt sammen).
Mit personlige kommentatorspor til sammenbrud består af lige dele katastrofe-stemning og indviklet dramatisering. Katastrofestemningssporet er helt ubevidst – det er en underliggende opregning af, hvor galt det i virkeligheden (hvor den så end er henne i det her ;D) kan gå, hvis jeg bare lader stå til. Den indviklede dramatisering derimod, er jeg nødt til at bruge en del kræfter på. Hvis ikke jeg investerer noget energi i at holde det spor kørende, kommer jeg alt for nemt til at se, at det jo bare er livet der slår knuder.
Knuder behøver ikke at være en slem ting. Nu er det snart kyndelmisse, og når den slår sin knude, er det virkelig smukt!
Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.
Drama kan også være stort, episk og smukt.
SvarSletBifald for sangvalget, der i sin helhed jo er et helt lille vinter-have-drama.
Mit bidrag vil være to vers fra en anden (og lettere) vinterstemning, af B.S. Ingemann:
I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist bag frosne rude.
Giv tid! giv tid! - den nynner glad
og ryster de små vinger, -
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! - hver blomst udspringer.
Gassho
Så faldt tingene her...
SvarSletDet var ikke mig, men det faldt ned foran øjnene på mig. Nåh ja, sådan føles det at være hvor hun er! Jeg giver tid, og mærker den knude i maven af resten af tårerne, der ikke vil grædes, fordi de hellere vil blive til smil - lige om lidt. Jeg giver mere tid. Der bliver god tid til at smile og give store knus i aften...