mandag den 18. januar 2010

Mit hjørne...

Bloggens navn er inspireret af Saichos vejledning om vi alle, hver især, skal sørge for at lyse op i vores eget hjørne af verden. Det er en meget praktisk ting at gøre; tænde lys i sin del af verden - og bloggen vil også først og fremmest handle om praksis. Jeg vil forsøge ikke at skamride mine filosofiske kæpheste herinde, men snarere lade det være et sted til inspiration for dem, der gerne vil omsætte Buddhas lære i konkrete hverdagshandlinger og -overvejelser.


Jeg vil se nærmere på kommunikation i denne uge - det er jo oplagt, når jeg nu har udvidet mit kommunikationsfelt med en blog. Jeg vil se på, hvordan jeg kan bruge buddhismens rettesnor 'Ret Tale' i min hverdag.

Ret Tale handler ikke nødvendigvis om at tale i kærlige og behagelige vendinger. Det handler om at være opmærksom før man taler, så man kun siger det som er både sandt og nyttigt; at være opmærksom når man taler, så man er fuldkommen til stede sammen med den man taler med; og endelig at være opmærksom når man har talt, så man er sikker på, at budskabet er ordentligt leveret.

Internettet er ikke et specielt velegnet kommunikationsmedie, noget man lynhurtigt kan overbevise sig om ved at kaste et blik på et par af de mange diskussionsfora - ikke mindst nogen af de buddhistiske! Men netop mediets svagheder gør det faktisk til et perfekt hjælpemiddel: der er kontant afregning for nærmest enhver fejl vi begår, og vi har rig lejlighed til at gå tilbage i tid og lære af vores (og andres) tidligere erfaringer.

Det er helt i orden at begå fejl - mit mål er bare at nøjes med at begå hver fejl én gang ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar