Der har været stille på bloggen længe - jeg har vist ikke rigtig haft mere på hjerte end jeg kunne slippe af med andetsteds ;)

I øjeblikket arbejder jeg meget med metta, eller faktisk med alle de fire Brahma Viharaer; de Fire Uendelige Dyder, metta, medfølelse, deltagende glæde og sindsro. De kaldes 'uendelige dyder', fordi der faktisk ikke er nogen ende på hvad de kan betyde i vores liv; de er nemlig kvaliteter der ikke tillader nogen separation eller skelnen mellem selv og andre, eller mellem oplever og oplevelse.

Godhed er vores naturlige tilstand – når vi tillader os selv at føle godhed, har vi det godt, på både kort og langt sigt. Vi kan måske finde en forbigående tilfredsstillelse i andet end godhed, men om ikke andet vil vores krop vise os at vi er på galt spor: vi får stress, hovedpine, bliver udmattede og til sidst syge.

De Uendelige Dyder forudsætter og udvikler den samme opmærksomhed, ikke-skelnen, ikke-rækken-ud, ikke-afvisning, tilstedeværesle og klarhed i hjerte og sind som mere almindelig opmærksomhedstræning – og i tilgift styrker de hjerte og sind. Der er faktisk ikke nogen grund til ikke at udvikle dem!

Endnu et bog-relateret indlæg...

Jeg har haft den store glæde at arbejde med oversættelsen af to gamle tekster, som jeg hver især sætter meget stor pris på: Dhammapada og Bodhicaryavatara. Som udgangspunkt har jeg anvendt Kåre A. Lies gode norske oversættelser af de gamle pali og sanskrit tekster.

Dhammapada er en versesamling som beskriver den buddhistiske lære: ’dhamma’ er – blandt andet – Buddhaens lære, og ’pada’ betyder egentlig ’fod’; i denne sammenhæng ’versefod’. Værket er en del af Theravada skolens skriftlige grundlag, Pali Kanon. Den hører til i undersektionen Suttapitaka, hvor den kategoriseres som tilhørende Khuddaka Nikaya; samlingen af mindre tekster. Det er da heller ikke noget omfangsrigt værk, men ikke desto mindre giver den en vældig god introduktion til grundlæggende buddhistisk filosofi og etik.

Dhammapada er formentlig et samleværk. Mere end halvdelen af Dhammapada versene optræder også i andre sammenhænge, og visse steder, for eksempel i ’Elefant-kapitlet’, optræder vers som ikke umiddelbart synes at have den store sammenhæng med resten af værket.

Der findes indtil flere engelske oversættelser af Dhammapada, og jeg har da også brugt et udvalg af dem som referenceværker i forbindelse med udarbejdelsen af min danske oversættelse, men ingen af dem er så smukke, og samtidig så præcise, som Kåres. Ydermere byder Kåres norske version på virkelig gode kommentarer, hvor den traditionelle kommentar, Dhammapadaatthaka, inddrages, og hvor Kåre trækker på sit indgående kendskab til de finurligheder der findes i det buddhistiske sprog, pali.

Når man læser teksten er det vigtigt at huske på, at den – som alle tekster – skriver sig ind i en historisk sammenhæng. På Buddhaens tid havde kvinder generelt en ret lav status i samfundet, ikke mindst i det religiøse fællesskab. Buddhaen var også noget tøvende, da han først blev opfordret til at lade kvinder ordinere og indtræde i sanghaen. Det var ikke fordi han mente at kvinders spirituelle potentiale var mindre end mændenes; han udtalte eksplicit at der ikke var nogen forskel, men fordi han frygtede det omgivende samfunds reaktion. Samfundets, og sandelig også dele af munkesamfundets, generelle holdning til kvinder som religiøst søgende kan desværre også aflæses visse steder i Dhammapada, hvor der konsekvent tales om ’ham’ i forbindelse med den spirituelle vandrer. Da er det vigtigt at have denne ordveksling i baghovedet:

Ananda: ”Er kvinder i stand til, hvis de trækker sig tilbage fra det almindelige liv til det hjemløse liv under ledelse af Tathagataens doktrin og disciplin, at blive en (...) arahant?”

Gotama Buddha: ”Ja, kvinder kan, hvis de trækker sig tilbage fra det almindelige liv til det hjemløse liv under ledelse af Tathagataens doktrin og disciplin, blive en (...) arahant.” (Cullavagga X.1).

Viggo Fausbøll lavede en dansk oversættelse allerede i 1855, men hvor selvmodsigende det end kan lyde, når vi taler om en årtusinder gammel tekst, er denne faktisk en smule forældet. Det er ikke på grund af grundteksten, de oprindelige pali versioner af Dhammapada, men på grund af den voksende forståelse i Vesten for de oprindelige buddhistiske tekster. I begyndelsen blev de buddhistiske tekster i høj grad læst med ’kristne briller’, så at sige. Enhver kan jo kun læse med de øjne man har, og min oversættelse er naturligvis også præget af den forståelse jeg har. Alligevel er der sket meget på de godt 150 år der er gået siden Fausbølls oversættelse blev udarbejdet, og jeg synes det er på sin plads med en ny dansk oversættelse.

Bodhicaryavatara er skrevet af munken Shantideva. Shantideva er en helt central skikkelse i Mahayana buddhismen – også selvom ingen rigtig ved hvem han var! Han har vundet sin berømmelse gennem de værker han har efterladt, først og fremmest Bodhicaryavatara. Vi ved at han var en af to munke der levede i Indien, i henholdsvis det 6. og det 8. århundrede, at han studerede på Nalanda Universitetet, og at han tilhørte Madhyamika skolen, som han da også står som talsmand for i dette værk.

Bodhicaryavatara, eller ”Vejen til det vågne liv”, er et langt digt, som i ti kapitler beskriver bodhisattvaens vej til oplysning. Bodhisattavens vej starter med bodhicitta: det sind der søger opvågnen for alle levende væsners skyld, og ender med fuldkommen frihed for alle. Det er også den vej vi henviser til, når vi aflægger de fire bodhisattvaløfter:

Levende væsner er utallige; jeg lover at frelse dem.

Vores begær er ubegrænsede; jeg lover at overvinde dem.

Belæringerne er uudtømmelige; jeg lover at mestre dem.

Vejen er uovertruffen; jeg lover at følge den.

I sin oprindelige form er værket skrevet på omhyggelige versefødder, og det kan stadig tydeligt ses i den norske version, som er både smuk og poetisk. Den norske oversættelse er lavet af Kåre A. Lie og hans datter, Tone Gleditsch Stabell. Kåre har mere end 30 års erfaring med oversættelse, blandt andet af buddhistiske tekster. Han oversætter indenfor mange forskellige fagområder, og fra en lang række sprog, som også omfatter både pali og sanskrit; de to ’buddhistiske sprog’. Tone er digter, og det mærkes tydeligt i tekstens skønhed. Desværre har jeg ikke fundet det muligt at bevare disse versefødder i min danske oversættelse. Jeg stod overfor valget mellem en poetisk eller en korrekt oversættelse, og valgte at undgå at kompromittere teksten.

Udover den norske oversættelse har jeg også skævet til et udvalg af de mange engelske oversættelser der er lavet, for eksempel dem der er lavet af Skilton & Crosby, Stephen Batchelor, Alexander Berzin, Padmakara Translation Group, og den udgave der er tilgængelig på www. shantideva.net, som er gennemgået og godkendt af Chan Ssu Lun, Stephen Batchelor, og Dzogchen og Pureland lærere.

Det gælder for disse som for mine andre bøger: glæden ved arbejdet med dem er min - kan andre finde glæde ved læsningen, er det blot et ekstra gode. Jeg videregiver al fortjeneste der stammer fra arbejdet til alle levende væsner.

Virtuel sangha!

Nu har jeg så fået endnu et sted at boltre mig: Buddha, Dharma og Web-Sangha, på www.tendaiforum.dk.

Kig forbi vores hyggelige virtuelle sangha. Den er tænkt som et sted hvor man kan spørge frit, komme med sine bud på svar uden at blive grillet af selvudnævnte eksperter, og hvor man kan holde kontakt med medpraktiserende over hele landet.

Jeg håber du vil komme forbi - så kan vi dele en cyber-kage og få en hygge-sludder ;)

Endnu en god bog

Har lige nydt endnu en dejlig lille bog: One hundred days of solitude af Jane Dobisz. Som de andre jeg nævnte er heller ikke denne en bog som sigter mod at belære læseren om buddhistiske doktriner - den er bare et (vellykket) forsøg på at dele glæden ved et hundrede dags tilbagetrækning.

Jane fortæller om sin tid i en hytte ude i en skov, hvor hun mediterer - med mantra -, arbejder, går ture og laver prostrationer. Hun laver et tusind om dagen, så jeg vil holde op med at bekymre mig om de sølle tre dage jeg skal gøre det samme ;)

Hun praktiserer koreansk Zen, i samme tradition som en af mine tidlige lærere, og det er herligt at få et gensyn med den verden. Inspirerende og ærefrygtindgydende - og så skinner hendes glæde så klart igennem, at det virker nemt og ligetil.

Det er jo bare at gøre det. Gøre det det skal gøres, om det er et mantra der skal reciteres for at beskytte og rense sindet, en spand vand der skal hentes, eller en bevægelse op og ned i ydmyg glæde og hengivelse.

Gode bøger

Lige for tiden svælger jeg i buddhistiske selvbiografier. Jeg elsker simpelthen at læse om andres oplevelser og erfaringer - det vækker min glæde og nysgerrighed at få lov at følge andres vej til Dharmaen, og giver mig fornyet energi til den vej der er min.

To bøger jeg virkelig har nydt her på det sidste er 'The Wheel of Life' og 'Trekking through Hell to find Heaven'.

Den første er en ældgammel bog om John Blofields oplevelser i Kina og Tibet tilbage i mellemkrigstiden. Den er fascinerende, ikke mindst fordi den giver et indblik i en forlængst svudnen tid, men også fordi de visdomsord forfatteren samler op på sin vej, er tilsyneladende tidløse.

Den anden er interessant, fordi den beskriver en vej der på mange måder minder om min egen. Jion Prosser har beskrevet sine oplevelser under gyo på Hiei bjerget i Japan, og skønt Jions senere valg og handlinger kan diskuteres, er der - for mig at se - ingen tvivl om at hans træning har været spændende. Der er ikke mange vesterlændinge der har haft mulighed for at gennemgå den traditionelle gyo i Japan. For det første er det kun et forsvindende lille fåtal af vesterlændinge der overhovedet har hørt om Tendai, for det andet kræver adgang til gyo at man taler og skriver japansk flydende. Endelig er der i Japan en udpræget uro ved at lade gaijin (charmerende japansk udtryk for udlænding. Det skrevne ord siges at indeholde halvdelen af tegnet for 'menneske'. Halvdelen er vel også noget...) deltage i den japanske gyo, og de foretrækker at henvise alle til Tendai Buddhist Institute i New York. Jions træning ligger dog så langt tilbage at gyo i New York endnu var på forsøgsstadiet, og han fik derfor lov at deltage på Hiei-zan, i lighed med Monshin sensei. Jions bog er sjov at læse for mig, fordi der er så mange af hans oplevelser og overvejelser jeg kan se spejlet i mig selv. På en eller anden måde er det bare nemmere at se gennem andres øjne - måske fordi alle andre er så venlige at bære deres karma uden på tøjet...?

Begge bøger kan lånes gennem Tendais bibliotek, og har man bare den mindste snert af et 'stalker-gen' i sig, er de bestemt anbefalelsesværdige.

Av

Nogen gange gør samsara bare så ondt, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Der findes virkelig lidelse i et menneskeligt liv, og det er tydeligvis også noget jeg selv skaber, med mine ideer om hvordan livet ’burde’ være, og hvad der ville være retfærdigt.

Andre gange er det ikke det almindelige liv der gør ondt, men en træning som jeg frivilligt – og med stor glæde! – underkaster mig. Når træningen gør ondt, er det godt at huske på, at (1) det gør aldrig helt ligeså ondt som livet, og (2) det er ubehag der leder til noget godt. Jeg kan opleve liv efter liv (eller år efter år, hvis man ikke gider slås med overvejelser omkring genfødsel) med smerte i samsara, og ingen af de smerter vil nogensinde hjælpe til at sætte mig fri. Det ubehag der er involveret i træningen der imod – smerten ved at se sig selv nådesløst spejlet, uanset hvor man vender sig hen, egoet der krymper sig når man hårdhændet irettesættes, ærgrelsen når man igen er på flugt med sindet, osv – er ubehag der tjener til at lære mig ting, og udpege hvor jeg stadig hænger.

Så: ja tak til anstrengelsen ved ihærdig træning – nej tak til mere selvskabt, nyttesløs smerte.

Ny praksis

Inspireret af vidunderlige Sylvia Boorstein (forfatter til bl.a. It’s easier than you think & Don’t just do something; sit there), er jeg begyndt på en taknemmelighedspraksis.

Taknemmelighed er en pragtfuld følelse! Når man er taknemmelig, er det svært at være rigtig ulykkelig. Taknemmelighed er også god til at fastholde mig i det nuværende øjeblik, og at huske mig på hvilket enormt ansvar jeg har. Jeg ændrer mig selv og verden med hver eneste tanke, ord og handling – det er nødvendigt at jeg kun tænker, taler og handler på måder som jeg har lyst til at leve med.

Min taknemmelighedspraksis foregår i samspil med en god, spirituel ven. Hver dag skriver vi til hinanden, og fortæller hvad vi er taknemmelige over. Det kan minde lidt om den praksis der er i visse buddhistisk prægede landsbyer i Østen, hvor der i byen, på et centralt sted, findes en stor klokke. Den klokke ringer man på, hver gang man oplever noget dejligt. På den måde deler man det dejlige i ens liv med resten af landsbyen, og alle ved, at når klokken ringer, er der sket noget vidunderligt.

Det er så rart at sætte sig ned og gennemtænke dagen; hvilke skønne ting er der sket, hvem har hjulpet eller støttet mig, glædet mig, eller gjort noget dejligt for andre? Det giver en helt anden opmærksomhed på livets gode sider end jeg ellers har haft.

Til at begynde med lavede jeg denne praksis alene; jeg satte mig ned hver aften foran mit alter, og huskede på alle dagens gode ting. Jeg tænkte, at det nok ville være et bedre bidrag til et lykkeligt liv, end hvis jeg satte mig ned og tænkte på alt det sørgelige og dumme ;) Det var også en god praksis, men faktisk oplever jeg allerede nu at det at dele mine glæder og min taknemmelighed med en anden giver det et helt andet aspekt – der kommer en ny rigdom ind i det, når jeg deler.

Så: i dag er jeg taknemmelig for, at jeg har gode venner at dele mine glæder og min taknemmelighed med!

Forladt

Har haft den dejligste weekend, med skønne retreat-gæster. Det har været intenst, og helt vidunderligt. Men hvor er der tomt i hondoen i dag...! Det føles helt forkert at alle mine dharma søskende er væk - og hvordan kan de egentlig også finde på det? De kan da ikke bare forlade mig??

På den anden side har jeg jo også nydt at have tid til min familie igen; til at kunne smide mig i en bunke med dem i sofaen, mens jeg lod som om jeg læste en bog.

Jeg vil gerne det hele, tak ;) - og sådan gør jeg det svært for mig selv: jeg skaber min egen dukkha når jeg bruger tiden på at komme med ændringsforslag til det der er, i stedet for at være der!

De mærkelige ting man gør

Når man på et eller andet tidspunkt begynder for alvor at forpligte sig i forhold til buddhismen, vil de fleste stifte bekendtskab med nogen mærkelige omgangsformer og adfærdsmønstre. Hvis man fx begynder at komme i et tempel vil man opleve nogen strengt koreograferede, ceremonielle ritualer, som man, i hver fald i ét eller andet omfang, forventes at tage del i. Pludselig ser man måske sig selv messe sutraer og mantraer på fuldkommen ukendte sprog, man læser bønner, tilegnelser og løfter som man knap ved hvad betyder, og man bukker og skraber for statuer, mennesker - endda puder... og selvom det giver absolut nul mening, gør man det alligevel. Som tiden går, gør man måske mere og mere af det, uden at det egentlig bærer den helt store betydning for én. Man aber efter. Men hov, stop: er det nu ikke en skidt ting? Er det ikke bare tom, rituel praksis, som i bedste fald er ligegyldig; i værste fald faktisk hindrer én på den spirituelle vej?

Det synes jeg faktisk ikke. Min egen erfaring har været, at krop og sind hænger så nøje sammen, at når jeg eksempelvis har tilegnet mig en vane med at optræde respektfuldt i hondoen (bukke, sige taksigelsesbønner osv), har denne vane, denne 'udvendige', formelle praksis, ledt til at respekt og taknemmelighed er født i mit sind.

Det samme gør sig gældende med de mange særlige tempel-regler man følger ekstra strikst under intensiv træning. Det kan synes tindrende ligegyldigt, hvilken fod der kommer først ind i hondoen - og det er det i bund og grund også. Sidst jeg tjekkede med karma-kontoret, kostede det ikke engang et enkelt liv i helvede at træde ind på venstre fod i stedet for højre ;) Det der ikke er tindrende ligegyldigt, er den stadige opmærksomhed man udvikler, når man skal følge en lang række regler. Hvis man går og halvsover i sin egen hyggelige drømmeverden, opdager man ikke, hvilken fod der kommer først - og det gør man heller ikke, hvis man er så opslugt at at praktisere sindsnærvær at man overhovedet ikke har tid til at interessere sig for hvor man er... En formel praksis, hvor man følger en række regler, vil ikke med et trylleslag forvandle én til en 'god bodhisattva', men den vil gøre det meget nemmere at holde opmærksomheden på det man laver lige nu.

Også i forbindelse med visse meditationer kan man have glæde af mekanisk at gentage eller eftergøre visse handlinger. Jeg husker en af mine første lærere, som stædigt insisterede på, at man fint kunne "fake it 'til you make it". Det opfattede jeg som temmelig bekymrende (for ikke at sige stødende!): han underviste i noget så fint som de Fire Uendelige Dyder, og hævdede at en automatisk, rituel gentagelse af en sætning som "gid jeg må leve i tryghed og glæde" skulle kunne fremelske den herlige - næsten hellige - fornemmelse af ægte metta! Jeg lærte efterhånden at han havde ret...

Selvom der kan siges (og også bliver sagt!) meget grimt om ureflekteret efteraben og formaliseret rituel praksis, så er der grund til at tjekke for sig selv om det nødvendigvis er noget man skal spilde gode kræfter på at lægge afstand til, eller om man bare skal give det en chance!

God fornøjelse - nu vil jeg gå ud og lege "Kongens efterfølger" :)

Begynder-sind

Urenheder vil, som rimfrost og dug,

opløses i lyset af visdom.

Derfor må vi nidkært

vogte vores seks sanser.

Dette lille vers er en del af vores aftenceremoni, og det beskriver meget godt hvorfor jeg synes det er så meget nemmere at leve i sommerhusets smukke omgivelser, i afsondrethed, uden TV, internet og telefon. Dernede er det nemlig meget nemmere at kontrollere, hvad jeg tager ind gennem mine sanser. Påvirkningerne er mindre (færre i antal), og anderledes end dem jeg er udsat for til hverdag; dermed er de mere iøjnefaldende, og nemmere at forholde sig til.

Alt for tit er jeg for ukritisk med, hvad jeg tillader at komme ind i mit sind. Det er sindets sans der er den sværeste for mig at vogte. Jeg synes det er nogenlunde nemt at forholde mig til, hvilke indtryk jeg inviterer gennem øjne, øre, næse, mund og følesans – for eksempel udsætter jeg kun nødigt mig selv for støjforurening i form af mekanisk baggrundsstøj (som eksempelvis TV og radio der står og brager ureflekteret, eller meningsløs pludren), og jeg gør holder meget ud af at simplificere og ordne mine omgivelser så øjet ikke overvældes af uvedkommende former, men sindets sans er jeg desværre langt mere lemfældig med.

Når jeg husker på, hvor vigtige sanse-portene er, står det klart for mig, at jeg må være langt mere nøjeregnende med hvad jeg vælger at fylde mig med. Alle ’urenheder’ – altså karmiske spor der forhindrer mig i at se det der er – kan opløses. De kan forsvinde, som morgenens rimfrost eller nattens dug forsvinder når solen får magt, hvis jeg lader visdommens sol skinne over dem.

Jeg skaber mit eget liv. Jeg har allerede skabt det liv jeg står midt i nu. Netop fordi jeg selv har skabt det hele, kan det være noget af en udfordring at hæve sig over det – men det er lige præcis det, der er min opgave: at hæve mig over urenhederne, som en lotus hæver sig over dammens mudrede vand; uplettet og ren. Men det mudrede vand er bare så meget nemmere at få øje på, når man bliver omplantet.

Derfor vil jeg prøve at bevare et begynder-sind. Jeg vil prøve at se hvert øjeblik som helt nyt. Det ER helt nyt; jeg vil huske at det er helt nyt, og ikke lade mine karmiske spor lægge et slør over det. Jeg vil ’nidkært vogte mine seks sanser’.

Der bliver stille på bloggen den næste tid. Jeg tager i sommerhus. Jeg skal ned og stå på ski, gå lange ture, spise lækker mad, og have god tid til min praksis. I sommerhuset har jeg ikke internet (og heller ikke TV, og kun nogen gange telefon). Livet dernede er dejligt simpelt; ingen forstyrrelser, bare liv. Hver gang jeg er dernede, lover jeg mig selv at tage simpelheden med hjem. Hver gang glemmer jeg det efter et par dage.

Den sutta der fortæller om den direkte vej til oplysning gennem opmærksomhed og nærvær, hedder Satipatthana Sutta. Ordet satipatthana er en sammensætning af sati og upatthana.

Sati oversættes som regel som 'sindsnærvær' eller 'opmærksomhed', men bærer faktisk også betydningerne 'ikke at blive distraheret', 'at tage noget ind i sindet' og 'at huske' eller 'at bære noget i sindet'. I teksterne forklares det således:

"Og hvad, munke, er evnen sati? Den ædle discipel har sati, han er begavet med perfekt sati og intellekt, han er en som husker, som kan genkalde sig hvad der blev gjort og sagt for længe siden" (S V 197-8), og "sati, når det opstår, genkalder dhammaer som er hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige(...). Således vil (... 'man') læne sig op ad dhammaer man bør læne sig op ad, og ikke læne sig op ad dhammaer man ikke bør læne sig op ad (...)" (Mill. 37-8).

Upatthana betyder, direkte oversat, 'at være nær', og refererer i denne kontekst til at være noget nær, være tilstede, med sindsnærvær; at man altså lader sin opmærksomhed være omkring et givent objekt.

Jeg vil træne satipatthana, så jeg fremover bliver bedre til ikke at lade mig distrahere, og til både at huske at være opmærksom og huske på, hvad der er hensigtsmæssigt og hvad der uhensigtsmæssigt. Det er jo ikke fordi jeg ikke ved hvad der er godt for mig...

De Fire Uendelige Dyder

Nogen gange, når ting falder, finder jeg hjælp i at huske på historien om Gotami. Det er historie fra Pali Kanon, om en kvinde, som har mistet sit barn – uden tvivl det værste overhovedet; det som er så slemt at man ikke engang kan forestille sig det. Hun gik til Buddhaen for at bede ham kurere hendes søn, vække ham fra de døde. Buddhaen bad hende bringe ham et sennepsfrø til kuren – men det skulle ikke være et hvilket som helst sennepsfrø. Det skulle komme fra et hus i byen, hvor ingen var dødde. Gotami gik fortrøstningsfuldt fra hus til hus, og alle ville gerne give hende et sennepsfrø – men alle måtte de fortælle hende, at også de kendte til døden. Da hun havde været byen igennem, var det gået op for hende, at døden er en del af livet; at alt hvad der fødes, også vil dø.

Der er måske ikke umiddelbart den store trøst at finde i historien, men den er god påmindelse om, at alt er forgængeligt, og at smerte er en del af livet.

Vi kan ikke forhindre de forfærdelige ting i at ske, men vi kan gøre vores bedste for at opbygge en indre stabilitet, der betyder at når ting falder, så gør vi det ikke værre for os selv. Vi kan håbe, at når vi mister, så mister vi ikke også vores sindsro.

Man bevarer ikke sin sindsro ved at gøre sig kold overfor verden. Det handler ikke om at leve i fornem afsondrethed, køligt hævet over verdens smerte – men om at kunne engagere sig helt og fuldt, på de præmisser der hersker i verden, uden at blive opslugt af smerten ved omskiftelighed. Det er ikke nemt.

De klassiske meditationer på de Fire Uendelige Dyder: metta, medfølelse, deltagende glæde og sindsro, kan give en god base. Disse fire kan åbne og blødgøre sindet, og gøre det så smidigt at det kan rumme både smerte og glæde, opgang og nedgang. Jeg tænker tit på dem som buddhistisk førstehjælp: indtil vi har frigjort os endeligt fra smerte og sorg, kan de hjælpe os til at stå livets lidelser igennem – og til at hjælpe andre gennem deres sorg, uden at vi skal fylde det hele med vores egen lidelse.

Når ting falder

Nogen gange falder alting sammen. Det er ikke nødvendigvis et problem, i hver fald ikke hvis jeg kan holde ’mig’ ude af ligningen. At ting falder, er der ikke noget smertefuldt i; det er først når jeg gør det til ’mig’ (det er synd for), ’mit’ (store problem) og ’mine’ (sorger over at verden da for pokker ikke kan tage sig lidt sammen).

Mit personlige kommentatorspor til sammenbrud består af lige dele katastrofe-stemning og indviklet dramatisering. Katastrofestemningssporet er helt ubevidst – det er en underliggende opregning af, hvor galt det i virkeligheden (hvor den så end er henne i det her ;D) kan gå, hvis jeg bare lader stå til. Den indviklede dramatisering derimod, er jeg nødt til at bruge en del kræfter på. Hvis ikke jeg investerer noget energi i at holde det spor kørende, kommer jeg alt for nemt til at se, at det jo bare er livet der slår knuder.

Knuder behøver ikke at være en slem ting. Nu er det snart kyndelmisse, og når den slår sin knude, er det virkelig smukt!

Det er hvidt herude,

kyndelmisse slår sin knude

overmåde hvas og hård,

hvidt forneden, hvidt foroven,

pudret tykt står træ i skoven

som udi min abildgård.

Taknemmelighed

Den der er taknemmelig, er aldrig rigtig ulykkelig.

Ind imellem kommer jeg virkelig i tvivl, om hvorvidt min praksis for andre giver mening. Nogen gange overvælder meningsløsheden mig, når denne praksis byder på de gigantiske besværligheder som ethvert samspil mellem levende væsner indebærer, og jeg tænker på min senseis ord om, at det er langt nemmere at opnå oplysning som lægpraktiserende end som ordineret. Jeg mærker begæret efter at fokusere på den personlige praksis; efter bare at lave mine prostrationer, op og ned, efter at engagere mig fuldt i mine esoteriske øvelser, og sidde shikan, helt simpelt, uden vrøvl. Bare trække vejret og være.

Men så sker der som oftest noget der vækker mig.

I går fik jeg en email fra en elev som vækkede mig, som rørte mit hjerte, og som fik mig til at se, at det er det hele værd.

Og det går begge veje. I min aftenmeditation så jeg på den lange række af lærere som har gjort Dharmaen tilgængelig. Jeg så dem, en efter en, viderebringe disse vidunderlige belæringer om frihed og lykke – og jeg så hvor heldig jeg er, at jeg står for enden af rækken.

En lærer

En beholder

Bevægelse.

Udenfor ord

Til sangha-mødet i tirsdags talte vi om det der ligger udenfor ord. Så er ordene virkelig svære! Det vi konkret talte om, var den tilsyneladende konflikt mellem selv-udvikling og ikke-Selv. Hvordan kan det være at tidlige buddhistiske tekster taler om Arahaten som en med ’et udviklet selv’ (It 79-80) eller ’et stort selv’ (A.I.249), og endda på et tidspunkt taler om at blive ’lig et Selv / Selv-lignende’ (pali: attaniyam) (S.V.5-6), når vi samtidig arbejder ud fra en hypotese om, at der ikke findes noget bestandigt, kontrollerbart Selv?

Hvad er det for et Selv der afvises i buddhismen, og bliver det virkelig afvist? Vi skal passe på ikke at overgive os til et lingvistisk tabu, hvor enhver brug af ordet ’selv’ er forbudt – det er måske, måske ikke (?), afvises, er et Selv som er bestandigt, uforgængeligt og kontrollerbart.

Hvad sker der med vores Selv, hvis vi sætter spørgsmålstegn ved det, og hvad kunne være følgerne af at se igennem det?

Et svagt, vaklende selv vil formentlig overhovedet ikke tillade at der bliver sat spørgsmålstegn ved det – det er det jeg har set så tit: hvis der er noget der kan få folk til at strømme ud af døren, er det en introduktion til ikke-Selv J

Buddhismen anviser en række måder at styrke og udvikle selvet på, så det bliver stærkt nok til at gide være med til at undersøge sig selv. En rolig, opmærksom iagttagelse af materielle og mentale fænomener leder til at man bliver gradvist mere centreret, stabil og samlet, ikke længere i samme grad med opmærksomheden spredt for alle vinde, på jagt efter sanseindtryk. Faktisk kan også kontemplationer af ikke-Selv, hvis det gøres fornuftigt, fra et roligt og fokuseret sind, støtte udviklingen af det empiriske selv. Skønt man i processen erkender at der ikke findes noget underliggende Selv – i form af et permanent Jeg – forbliver de omskiftelige, betingede faktorer som udgør det empiriske selv tilbage, og forståelsen af disse giver større ro.

Særligt samatha meditation – ’shi’ delen af shikan – understøtter en integrering og centrering af disse faktorer, så de fremstår mere sundt og hensigtsmæssigt, med eksempelvis større koncentration, klarhed og nærhed. Samatha meditation hjælper således til at man kan ’blive sig selv’, og at man kan finde større ro og tilfredshed, ikke mindst fordi man får lejlighed til at opleve den strålende renhed i sindets dybeste lag.

Gennem længere tids træning skulle der gerne ske det, at man udvikler sig på to sammenhængende fronter: at man på den ene side bliver mere ’sig selv’, får mere styr på sig selv, og bliver mere stabil i forhold til både ydre omstændigheder og ens egne følelser, og på den anden side bliver mere opmærksom, åben og følsom overfor andres behov og ønsker.

At sætte ord på de forskellige opfattelser af Selv, selv og ikke-Selv var slet ikke nemt! - men en interessant opgave, og vi fik en god snak.

Stilhedens væsen

Det er rigtig sjovt at enten skære ned på, eller helt undgå, tale. Når man er sammen med andre bliver impulsen til at komme med input til samtalen virkelig tydelig, hvis man har besluttet at tale med omhu. Det er også interessant at se, hvad der sker når man selv giver afkald på at tale: i ni ud af ti tilfælde kommer en anden med nøjagtig det bidrag man selv fandt så vigtigt og originalt.

Og hvad er det så, man giver afkald på, når man holder mund? Jamen, det er jo for eksempel muligheden for at blive bekræftet – for at få stadfæstet at ”vi to, vi hører sammen – for vi synes omtrent det samme”, eller for at få markeret hvor klog, morsom og indsigtsfuld man er.

Stilhed er også at give afkald på en nem måde at være sammen på. Hvis man ikke har ordene til hjælp, er man nødt til at gøre sig meget mere umage for at møde hinanden. Ædel Stilhed handler nemlig ikke om at vende verden ryggen så man bedre kan lade sig opsluge af sig selv – det handler om at give plads til en anden form for samvær.

Jeg har nogen gange set eksempler på helt skæve opfattelser af, hvad Ædel Stilhed går ud på. Under intensiv træning er det helt almindeligt at man har stilhed om morgenen. Når folk ikke kan gemme sig bag små-sludren, bliver det virkelig tydeligt hvad der foregår indeni dem, og nogen vender netop verden ryggen (i helt konkret forstand: vender sig om og studerer et billede, kalenderopslag eller lignende indgående, eller sætter sig til at bladre i en bog), andre opgiver enhver kontakt eller interaktion med omverden og hænger/står halvsovende op ad en væg, mens atter andre står roligt og betragter livet som det udfolder sig lige foran dem, klar til at hilse og anerkende enhver der træder ind i rummet.

Stilheden giver mulighed for at vi kan se. Når vi taler, er der virkelig meget af vores opmærksomhed der er bundet: hvad siger jeg, hvad siger den anden, hvad kan jeg sige når han holder op med at tale – og hvornår gør han det??? Uden at skulle bekymre os om alt dette, er der ledig opmærksomhed til at se alt omkring os; de levende ting, og de der ikke er levende lige nu. Vi når at opdage øjeblikket, inden det er væk.

Ret Tale / Nem Tavshed

En ting der slår mig igen og igen er, hvor nemt det er at være helt stille, i forhold til at skulle holde Ret Tale. Tavshed er ikke specielt svært - det er jo i virkelig en ren 'ikke-ting': man lader bare være med at sige noget, så er missionen vellykket. Det er ikke spor vanskeligt.

Problemerne opstår når man vælger at gå ind i en kommunikation, men kun ønsker at tale 'ret' - altså, som nævnt i går, kun sige det som er både sandt og nyttigt. Det er til at blive helt forpustet af! Det er blevet virkelig tydeligt for mig, hvor mange valg jeg faktisk træffer i løbet af en dag (- i løbet af en enkelt, sølle lille samtale...). Hvert eneste ord er et valg, aktivt eller rent reflektorisk, og alle har de konsekvenser, som jeg skal leve med.

Jeg har talt helt usædvanligt meget i dag, fordi jeg har været ude og undervise, og det er ikke engang slut endnu. Jeg har nemlig stadig et sangha-møde til gode!

Nøj, det er fristende at snuppe den nemme løsning og bare holde mund ;)

Mit hjørne...

Bloggens navn er inspireret af Saichos vejledning om vi alle, hver især, skal sørge for at lyse op i vores eget hjørne af verden. Det er en meget praktisk ting at gøre; tænde lys i sin del af verden - og bloggen vil også først og fremmest handle om praksis. Jeg vil forsøge ikke at skamride mine filosofiske kæpheste herinde, men snarere lade det være et sted til inspiration for dem, der gerne vil omsætte Buddhas lære i konkrete hverdagshandlinger og -overvejelser.

Jeg vil se nærmere på kommunikation i denne uge - det er jo oplagt, når jeg nu har udvidet mit kommunikationsfelt med en blog. Jeg vil se på, hvordan jeg kan bruge buddhismens rettesnor 'Ret Tale' i min hverdag.

Ret Tale handler ikke nødvendigvis om at tale i kærlige og behagelige vendinger. Det handler om at være opmærksom før man taler, så man kun siger det som er både sandt og nyttigt; at være opmærksom når man taler, så man er fuldkommen til stede sammen med den man taler med; og endelig at være opmærksom når man har talt, så man er sikker på, at budskabet er ordentligt leveret.

Internettet er ikke et specielt velegnet kommunikationsmedie, noget man lynhurtigt kan overbevise sig om ved at kaste et blik på et par af de mange diskussionsfora - ikke mindst nogen af de buddhistiske! Men netop mediets svagheder gør det faktisk til et perfekt hjælpemiddel: der er kontant afregning for nærmest enhver fejl vi begår, og vi har rig lejlighed til at gå tilbage i tid og lære af vores (og andres) tidligere erfaringer.

Det er helt i orden at begå fejl - mit mål er bare at nøjes med at begå hver fejl én gang ;)

Velkommen

Velkommen til mit hjørne af verden.

Som alle andre bloggere har jeg naturligvis også spurgt mig selv, om det her virkelig er en god ide... Jeg har spurgt om endnu en blog er det bedste jeg på nogen måde kan bidrage til verden med (nej!). Jeg har spurgt om jeg virkelig har så meget på hjerte, at der er materiale nok til en blog (JA!). Og så har jeg spurgt om det jeg har på hjerte, er så interessant at det retfærdiggør en mangfoldiggørelse (hm...).

Hvorom alting er: her er jeg - og jeg håber at jeg i det mindste vil få det sjovt ;)